Tak for dit kærlige brev som jeg modtog til julen. [...]

Med hensyn til dine problemer forstår jeg dem så godt. Her i den fysiske verden former livet sig af og til i stærke epoker, hvor man langt fra oplever de ting, man synes kunne gøre en lykkelig. Men som regel er det disse epoker, der skaber det store menneske. Livet arbejder altid selv på langt sigt. Det regner uundgåeligt også med kommende liv, hvad menneskene som regel ikke gør. Livet fører mennesket opad, men det koster arbejde og træthed. Og det er dette arbejde og denne træthed (livslede, melankoli og tungsind), mennesket misforstår, især når det ikke kender noget som helst til reinkarnation, udvikling og skæbnedannelse. Men det er jo derfor, at livet eller Forsynet nu fører åndsvidenskaben eller livets kosmiske analyser frem for de mennesker, der begynder at udvikle intellektuel tænkeevne, for derigennem at føre menneskets vildfarne mening tilbage til livets mening. Når disse to forskellige meninger kommer i kontakt, bliver identiske, oplever vedkommende menneske den lykke og glæde, der ikke kan rokkes af nogen som helst modgang eller fornemmelser af håbløshed. Tværtimod, man vil være fyldt med energi og lyst til at tage sit kors op og dermed hjælpe livet med at føre sig opad mod det store lys, hvis stråleglans er intellektualitet, og hvis varme er kærlighed. Lidelserne er således ikke en straf fra Gud, men en opgave, mennesket må træne sig i at bære og løse, thi det er denne løsning, der forvandler dyret til menneske og mennesket til åbenbaringen af "Guds billede" eller til dette at være "ét med Gud". Jeg ved godt, at dette at tage sit kors op og følge livets mening i stedet for sin egen mening er meget svært, ja, kan undertiden se ud som ganske umuligt, men her er det, at den underbare psykiske kraft, der er nedlagt i alle væsener, og som får dyret til at udløse sit angstskrig imod det ukendte Forsyn, når det er i livsfare, – får det primitive menneske til at fornemme et forsyns eksistens bag naturens vælde, – får det fremskredne, troende kulturmenneske til at bede til Gud og det udviklede kosmisk bevidste væsen til at se Gud, – kommer det ulykkelige eller betrængte menneske til gode. Bønnen udgør den hvide magi, Gud stiller til rådighed for ethvert menneske i nødens stund, der beder om mod, kraft og styrke til at tage sin korsfæstelse og følge livets mening. Og man vil se, at det, der før så håbløst og umuligt ud, nu i bønnens magiske kraft bliver let og velsignelsesrigt. Og man begynder at fornemme en lykke og stille glæde ved livet, der er ganske immun overfor en hvilken som helst sabotage. Ja, kære NN, disse ord er måske ikke så stor en trøst for dig i øjeblikket, men de udtrykker sandheden og virkeligheden.