Tak for dit kærlige brev af 22/6. Jeg sender dig her et par foreløbige ord, dog ikke som noget endeligt svar på dit brev. Jeg synes, det vil være bedre, hvis vi kunne tale lidt sammen om jeres problem, når I om kort tid kommer her i feriebyen.

At have børn i et kærligt og lykkeligt ægteskab er naturligvis i kontakt med den guddommelige vilje. Hvor mange børn, ægteparterne ønsker, er naturligvis noget, de må bestemme i kærlig enighed uden nogen som helst form for tvang eller pres.

Hvis man ikke ønsker at skabe befrugtning med det seksuelle samleje, bør man absolut afstå fra dette. At anvende samlejet og samvittighedsløst sabotere det heraf følgende guddommelige svangerskab ved alskens uhyggelige metoder, ja, man viger end ikke tilbage fra at tilintetgøre det lille spæde menneskeliv, Gud har påbegyndt at skabe i et moderliv. Disse fosterdrab og barnemord i moderlivet er intet mindre end dødsflammer fra dommedagens helvede, der for længst er begyndt at rase hen over verden. De gør moseskulturens degeneration og kristendommens fødsel og vækst til kendsgerning som livsbetingelse.

Hvis et ægtepar ikke ønsker, at deres seksuelle samleje skal skabe befrugtning eller svangerskab, hvorfor så benytte den særlige dyriske metode, ved hvilken sæden overføres fra hankønnet til hunkønnet under parringsakten? – Denne guddommelige oplevelse af højkosmisk vellyst- eller behagsfornemmelse, som ledsager den fuldkomne parringsakt, er ikke afhængig af den tusindårige traditionelle metode, der manifesteres i samlejet. Den befordres i sin virkelige sande natur med lethed til sin kulmination hos begge parter ved gensidige kærtegn, hvis parterne virkeligt elsker hverandre. – Men menneskene ved ikke, at denne metode mere og mere vil blive fremtidens løsning. Derfor denne skrækkelige klamren sig til den tusindårige vanemæssige samlejemetode, der allerede i moderlivet saboterer Guds skabelse af "mennesket i sit billede efter sin lignelse", for at bevare den.