Men hermed kulminerer selviskhedens talent, og dyret begynder at blive et helt andet væsen. De dyriske egenskaber, de stolte og overlegne opholdelsesevner eller organiske magtmidler degenererer. Denne degeneration er fremkaldt af et nyt fundamentalt bærende talent for livsoplevelsen. Dette talent hedder: "Uselviskheden". Med dette talent begynder væsenet at forvandle sig fra dyr til menneske. I dette begyndende menneske er der således to livsfundamenter, der hver har sine undertalenter og evner, nemlig det selviske, som altså er på retur, og det uselviske, som begynder at udvikle sig. I en lang, lang epoke vil det nye væsen således stadigt have i sig det dyriske talent eller selviskheden, hvis samlede udløsning åbenbarer livsindstillingen: "Enhver er sig selv nærmest".

Lige så logisk og nyttig selviskhedens talent er for dyrene, lige så skadeligt og ulykkesbefordrende er dette for det menneskelige væsen. Da den absolut fuldkomne menneskelige tilværelse betinges af, at al selviskhed og dermed al dyrisk mentalitet er udrenset af mentaliteten således, at kun uselviskheden, hvilket vil sige lykken eller glæden i at leve for at tjene andre væsener, er blevet tilbage som et eneherskende generalprincip i mentaliteten, bliver selviskhed og alle de heraf affødte dyriske eller egoistiske handlinger, så længe de endnu i større eller mindre grad forekommer i mentaliteten eller væsenets psyke, en tilsvarende spærring eller hindring for opnåelsen af den fuldkomne menneskelige tilværelse og den her under henhørende kosmiske bevidsthed. Kristusbevidstheden eller den livsepoke i hvilken "alle elsker alle". Derved bliver selviskheden således under alle forhold identisk med "tærskelens vogtere", hvilket igen vil sige: en mental hindring for adgangen til den store indvielse eller fødsel, der igen giver adgangen til den absolut sande fred eller det virkelige himmeriges rige, hvor man er ét med Faderen. Det er denne selviskhed, der i dag spærrer jordens nationer ude fra den sande og virkelige fred eller juleevangeliets bebudede store velbehagelighed for menneskeheden. Det er altså selviskheden i mennesket, der er roden til al mørk skæbne eller holder dem bundne til ufredens og smertens domæne, hvor ikke alene alle er i krig med alle, men hvor det enkelte menneske også undertiden er i disharmoni eller krig med sig selv. Uselviskheden bliver derved her synlig som livets fornemste talent. At fylde sin sjæl og ånd med dette talent er at føre himmeriges rige ind i sin væremåde og dermed den ønskede verdensfred ind i sit eget private forhold til omgivelser og næste.