Nu vil man måske her indvende, at man udmærket kan sanse "det, der sanser", men det er i virkeligheden en total umulighed. Enhver sådan opfattelse kan kun eksistere som en illusion. Intet væsen har nogen sinde i virkeligheden direkte sanset "det, der sanser". At vi kan iagttage et levende væsen, at vi kan se et dyr eller menneske, betyder i kosmisk forstand absolut ikke, at vi ser "det, der sanser". Intet menneske eller dyr kan udgøre "det, der sanser". Et "dyr" er udtryk for en bevidsthedsmetode og den art organisme, der udgør redskabet for denne metode eller sanseform. Et "menneske" er også kun udtryk for en særlig manifestationsmetode og den organisme eller det legeme, der er redskabet herfor. Alt, hvad der fremtræder under begreberne: mennesker, dyr, planter, mineraler, mælkeveje, stjerne- og klodesystemer eller detaljer i makrokosmos såvel som i mikrokosmos, vil således i absolut forstand kun udgøre sanse- og skabemetoder og de i fortættede materier fremtrædende organer eller legemer, ved hvilke de pågældende sanse- og skabelsesmetoder kan manifesteres. Men en sansemetode, der i virkeligheden også er det samme som en skabelsesmetode og de redskaber, den organisme eller det legeme, igennem hvilken den manifesteres, kan umuligt sanse og vil ligeså umuligt kunne være identisk med "det, der sanser". "Det, der sanser", må være det, der oplever og tilkendegiver sit eget liv igennem denne sansemetode. Da alt, hvad der direkte kan sanses eller opleves, umuligt kan eksistere uden at være organer eller redskaber for oplevelse og skabelse eller livsoplevelsesmetoder, bliver det her til kendsgerning, at "det noget, der sanser" eller benytter den eller den sansemetode og den herfor gældende organisme, må eksistere hinsides denne organisme og sansning. Dette "noget" benytter altså sansemetoden og den herfor gældende organisme og kan gøre sig fri af denne sansemetode og organisme til fordel for en ny sansemetode og en herfor gældende ny organisme, når den førstnævnte sansemetode og organisme er udlevet eller forældet. Derfor må sansemetoderne og organismerne skifte, være forgængelige, medens det, der oplever sansemetoderne og organismerne, må kunne overleve disse. Hvis det, der oplever eller sanser, ikke kunne udskifte sine organismer til fordel for nye sansemetoder og således på denne måde overleve de skiftende sanseformer, ville livets oplevelse jo være en umulighed. Livets oplevelse er udelukkende en oplevelse af forvandling. Uden forvandling ingen som helst oplevelse af liv. "Det, der sanser", kan således ikke sanses. Det behøver heller ikke at sanses. Dets eksistens bekræftes jo igennem vort eget jeg såvel som igennem jeget i ethvert levende væsen. Det udgør altså det "noget, der sanser". Da det er ophavet til al sansning eller skabelse igennem væsenet, kan disse dets frembringelser ikke udgøre nogen som helst analyse af dets egen natur. Den eksisterede jo både før og efter sansningen og skabelsen og har således en eksistens hinsides denne skabelse. I denne dets eksistens er det altså hævet over tid og rum og har ingen som helst analyse ud over, at det udgør "noget, som er". Men "noget, som er", kan ikke skabes eller blive til. Det er til. Derfor kan det ikke sanses. Kun skabelse kan sanses, ligesom sansning i sig selv er skabelse. Skabelse kan derfor kun udløse sig i manifestation af det, der ikke er til. Der var engang, at vor nuværende organisme ikke var til, derfor har den måttet skabes. Ligeledes var der engang, da vor nuværende livsopfattelse ikke var til, derfor måtte den skabes. Engang var den nuværende jordklode, det nuværende sol- og mælkevejssystem heller ikke til, derfor måtte de nævnte foreteelser også skabes. Men da "noget" ikke kan komme af "intet", ligesom "noget" heller ikke kan blive til "intet", kunne skabelsen ikke på nogen som helst måde blive en "frembringelse af intet". Den kunne kun blive en forvandling af det allerede eksisterende, hvilket vil sige den fysiske og åndelige materie. Men det i form af denne materie samlede materiale for sansning og skabelse bliver således heller ikke hverken mere eller mindre. Det bliver derfor også i sin grundanalyse evigt i sin natur og dermed hævet over tid og rum. Det bliver ligeledes "noget, som er". På denne måde at sanse de evige realiteter bag de timelige er at sanse uden for tid og rum. Verdensbilledets analyse eller livsmysteriets løsning i sådanne analyser er det samme som "den hellige ånd" eller kosmisk bevidsthed. Kun i disse ikke tids- og rumdimensionelle facitter eksisterer åbenbaringen af den evige sandhed eller virkelighed.