Er mit og andre væseners jeg identisk med Gud (Guds jeg)? – Indtager Gud dog ikke en særstilling, er mere end mit og de andres jeg? –

Når der er tale om et jeg, enten det er Guds jeg, eller det er de andre levende væseners evige Jeg, kan der slet ikke være tale om nogen som helst artsforskel. Jeget i de levende væsener er, som omtalt i svaret på spørgsmålet om jeget i forrige brev, et "noget", som i sig selv kun har en absolut eneste analyse, nemlig den, at det er til. Det udgør kun "noget, som er". Hverken jeget i Gud eller jeget i noget andet levende væsen har nogen som helst anden analyse. Nævnte "noget" er hævet over tid og rum og dermed over størrelse, arter, volumen og alder etc. Intet som helst af de skabte foreteelser kan være en analyse af noget jeg, idet det altid vil udgøre noget, der er frembragt af et jeg. Dette jeg eksisterer altså i sig selv suverænt både før og efter denne skabelse. Nævnte skabelse kan derfor ikke udtrykke noget om dets eksistens før og efter denne skabelse og kan derfor umuligt udgøre dets analyse. Når der derfor er tale om et blot og bart jeg, kan der ikke være tale om noget "levende væsen". Et sådant jeg i sig selv alene er ikke noget levende væsen. Det kan derfor i sig selv hverken udgøre Gud eller noget andet væsen. Et jeg i sig selv er kun en del af et levende væsen. Der skal to andre foreteelser til, før det kan fremtræde i denne åbenbarede form. Idet jeg her må henvise til studiet af mit hovedværk "Livets Bog", hvor emnet er analyseret under begreberne af X1 – X2 og X3, skal jeg her kun antyde, at et jeg for at fremtræde som et levende væsen foruden sin analyse som "et noget, som er", yderligere må udgøre en dobbeltanalyse. Det må åbenbare sig som "skaberen" og "det skabte". Derved kommer det netop til at opfylde lige akkurat de tre betingelser, der kræves, for at noget kan fremtræde som et levende væsen. Ethvert levende væsen udgør jo et evigt jeg og en til dette jeg knyttet lige så evig skabeevne og kommer derved til at fremtræde som "skaberen". Men ved sin evige tilknytning til en skabeevne vil det også være knyttet til et evigt resultat af denne skabeevne, altså en evig skabelse. Denne skabelse er igen det samme som en evig forvandling af materie, en evig skiften former. Denne evige proces er det levende væsens livsoplevelse, båret af en kæde af nogle til formålet hensigtsmæssigt skiftende organismer. Det er denne skiften af organismer, der kendes som reinkarnation eller genfødsel. Og det er indenfor dette, det skabtes område, at tids- og rumdimensionen eksisterer. Og det er først indenfor denne dimension vi kan tale om størrelsesbegreber, kontraster eller forskelle på foreteelser og dermed også på forskellen på Gud og de levende væsener. Og denne forskel, der her forekommer, vil naturligvis i første instans være den, at Gud er det altomfattende ene store levende væsen, i hvilket alle vi andre er lokale væsener, er sanseredskaber for hans bevidsthed. Vi er således lokale livs- eller oplevelsescentre i hans organisme på samme måde, som alle mikrovæsenerne i vor organisme er lokale bevidsthedscentre, igennem hvis livsoplevelse vi erkender vor egen organismes velvære eller sygdom, og efter hvilken erkendelse vi da viljemæssigt kan gribe ind, dels for at hjælpe vore mikrovæsener til velvære og dels for igennem dette velvære at befri os selv fra smerte og derved forme vor egen livsoplevelse eller skæbne som velvære.