Er det evige jeg bag stene, planter og dyr nøjagtig af samme art og alder som det højtudviklede menneskes evige jeg? Er åndssvages evige jeg ligeså gammelt og ligeså udviklet som livskunstnerens evige jeg? –

Som det fremgår af "Livets Bog", er det evige jeg bag ethvert levende væsen og bag universet en foreteelse, som eksisterer uden at have nogen som helst analyse ud over netop dette, at det er til. Om dette jeg kan man derfor kun sige, at det udgør "noget, som er". Da dette noget er selve det oplevende og skabende i tilværelsen, kan det ikke i sig selv være identisk med denne oplevelse og skabelse. Denne kan kun være en foreteelse, som er knyttet til dette jeg, men kan ikke være dette jeg i dets egennatur. Vi står derfor her overfor en urokkelig analyse af det levende væsen, nemlig den, at det udgør to realiteter: "skaberen" og "det skabte". At "skaberen", hvilket vil sige: det evige jeg, må have været til, inden det skabte blev til, er naturligvis en selvfølge. Men når det evige jeg således kunne eksistere, før det skabte blev til, er dets eksistens i sin egennatur ikke afhængig af denne skabelse. At det derfor ligeså godt kan eksistere efter det skabtes ophør som før dets tilblivelse bliver her synligt som ligeså selvfølgeligt. Men derved bliver det evige jeg her afsløret som noget, der i sin egennatur eksisterer suverænt eller ganske uafhængigt af det skabte. Da det evige jeg således ikke kan være skabt, men ikke desto mindre eksisterer, kan det aldrig nogen sinde have begyndt, ligesom det heller aldrig nogen sinde vil kunne ophøre. Det kan kun eksistere. Men en eksistens, der hverken har begyndelse eller afslutning, kan kun være evig. Jeget bliver således her synligt som noget evigt. Dette evige noget er altså hævet over tid og rum. Ved ikke selv at være nogen begyndelse eller afslutning underkastet, overlever det alt, hvad der har begyndelse og afslutning, hvilket altså vil sige: alle skabte foreteelser. Ingen af disse kan derfor i nogen som helst retning være en analyse af det evige jeg. Siger man om dette jeg, at det er en plante, et dyr eller et menneske, eller siger man, det er klogt, det er uskønt, det er guddommeligt eller lignende, vil ingen af disse analyser kunne være en analyse af det evige noget eller jeget, idet de hver især kun vil være udtryk for noget, det evige jeg midlertidigt har frembragt eller skabt, og som derfor er forgængeligt, noget som før eller senere vil ophøre, uden at jeget ophører. Dette vil stadig eksistere, men det må i kraft af denne dets altoverlevende, evige eksistens i sin egennatur blive navnløst, idet alt det, ved hvilket vi vil give det navn, eller med hvilket vi vil gøre det identisk, vil blive overlevet af jeget. Det er denne dets eksistens udenfor det forgængelige, der er dets sande analyse. Denne må derfor ifølge sagens natur blive navnløs. Jeget har derfor ingen analyse ud over dette ene, at det udgør "noget, som er". Og det er i kraft af denne dets navnløse eksistens, at det i "Livets Bog" har fået betegnelsen "X1".