Med hensyn til at opfatte eller erkende Martinus' analyser på anden måde end med den samme trosevne (instinktet) som den, hvormed man opfatter eller sanser dogmerne, vil altså være afhængig af, om nævnte analyser er en anden slags objekter for sansningen end dogmerne. Hvad er da dogmer, og hvad er Martinus' kosmiske analyser? – Dogmerne er facitter udredet af analyser og begrundelser, som ikke er publiceret eller bekendtgjort. Derved bliver dogmerne til blotte facitter uden den analyse eller logiske tankebygning, af hvilke de hver især udgør slutfacittet eller det, vi kalder et "dogme". Med hensyn til disse kan vi f.eks. dvæle lidt ved dogmerne "Hvad et menneske sår, skal det høste", – "Du skal elske din næste som dig selv, det er al lovens fylde" – "Alt er såre godt" samt mange flere. Hvor er de analyser, der begrunder disse facitter? – Hvem kan acceptere disse blotte dogmer, som i sig selv ikke giver den allermindste næring for forstanden, men er ren og skær færdige facitter, der er blevet til påstande og befalinger, som i virkeligheden er beregnet på blindt at skulle accepteres i kraft af deres ophavs autoritet. Denne autoritet kan de væsener, der særligt sanser i kraft af instinktet, fornemme og får derved en slags begrundelse for at acceptere dem. Det er denne accept, vi kender som det religiøse menneskes "Tro" på disse facitter eller dogmer.

Med hensyn til Martinus' kosmiske analyser vil disse ikke være at betragte som blotte udregnede facitter, som blindt skal fornemmes i kraft af instinktet og følges som et autoriseret påbud. De er det, de udtrykkes som, nemlig "analyser", hvilket igen vil sige: mobiliserede, logiske tankerækker, der udtrykker konsekvenser baserede på realistisk oplevede kendsgerninger, der i sit slutresultat bliver identisk med et eller andet af de evige facitter eller dogmer. Således viser Martinus kredsløbsprincippet i universet i kraft af sammenhængende logiske tankerækker, baserede på konsekvenser af realistisk oplevede erfaringer eller virkelighed. En sådan logisk tankerække eller analyse er altså beregnet på at fornemmes eller sanses med forstanden, hvilket vil sige, at den kan eftertænkes og derved kontrolleres af andre mennesker i samme grad, som de er i besiddelse af de samme erfaringer, som begrunder slutfacittets virkelighed. Sansning eller opfattelse af Martinus' kosmiske analyser bliver således ikke en blind trossag, men en forstands- eller intellektualitetssag. Det er ikke en instinkt- eller anelsesfornemmelse, men en realistisk oplevelse af viden og dermed af virkeligheden. Hvis man har evner og erfaringsmateriale nok i sin bevidsthed til at eftertænke analyserne, bliver disse facitter ikke til trosobjekter, men til virkelige videnskabelige kendsgerninger. På samme måde som to til to er fire over hele verden og under alle forhold eller i alle situationer, således bliver de på kendsgerninger opbyggede højeste livsfacitter, der igennem instinktsansningen bliver til trosdogmer, her for intelligens- eller intellektualitetssansningen til absolut viden. Og som absolut videnskabelig kendsgerning kan analysefacittet altså ikke rokkes, men er gældende over hele verdensaltet, for alle væsener og i ethvert miljø akkurat som et hvilket som helst andet videnskabeligt eller på kendsgerninger hvilende facit.

Martinus' analyser er således ikke noget, der er sekterisk, noget man kun kan have i den eller den religion, i den eller den sekt. De er ikke partiprægede. De er ligesom en hvilken som helst anden kendsgerning hævet over sympatier og antipatier. De er internationale og interplanetariske evige analyser, baserede på de kendsgerninger, eller realiteter og erfaringer i den jordmenneskelige oplevelsesevne, der gør oplevelsen af individets identitet med evigheden, kærligheden og Guddommen til livsoplevelsens kulmination.

Naturligvis er der mennesker, der i meget høj grad på det religiøse område endnu sanser mere med instinktet end med intelligensen. Hvis sådanne mennesker på en eller anden måde kommer i sympatisk forbindelse med Martinus' analyser, vil disse mennesker også her sanse mere instinktmæssigt end forstandsmæssigt og bliver da foreløbig en slags "troende" mennesker. For disse mennesker bliver analyserne da i tilsvarende grad "dogmer", som man i virkeligheden kun anerkender i kraft af den autoritet, man tillægger Martinus. Hvis noget da hænder, der svækker disse menneskers sympatiske indstilling til Martinus, mister han i disse menneskers øjne den autoritetsglorie, som disse har sat omkring ham. Derved vakler fundamentet for de nævnte menneskers tro. De accepterer ikke mere analyserne.

Anderledes med de mennesker, der accepterer Martinus' analyser med forstanden. For dem er analysernes facitter blevet til urokkelige kendsgerninger og dermed til absolut viden. Men en absolut viden er ikke afhængig af sympati eller antipati. Hvad Martinus så end foretager sig med eller imod disse menneskers sympati, vil det ikke berøre den med intelligensen eller forstanden tilegnede viden igennem hans analyser. De står ligesom en hvilken som helst anden kendsgerning eller absolut viden fast ganske uafhængig af sympatier eller antipatier.

Forskellen mellem dogmer og Martinus' kosmiske analyser vil altså være den, at medens dogmer sanses med instinktet, kan Martinus' analyser sanses både med instinktet og blive til tro og med intelligensen og blive til viden. Da de overleverede dogmer kun kan sanses med instinktet og blive til tro, vil alle mennesker efterhånden komme til at forlade troen på dogmerne alt eftersom instinktsansningen degenererer til fordel for intelligenssansningen. Da Martinus' kosmiske analyser kan sanses med den sidste sanseform og derved blive til viden eller absolut virkelighed og således udgør et åndeligt fundament, der er hævet over sympatier og antipatier, bliver de den absolut eneste vej for individet til den store fødsel eller indvielse.