M3019

Spørgsmål 19
"Du skal ikke ihjelslå". Kan noget væsen sige sig fri? – Naturligvis forstår vi alle, at vi ikke må dræbe vore medmennesker og til nød pattedyrene. Men hvad med insekterne? De er jo også kosmiske væsener i udvikling. Kan vi undgå her at være massedræbere? – Tænk på haveejeren, som sprøjter gift mod bladlus, larver og orme. Rotter og mus må jo også holdes nede i vor kamp for tilværelsen, ellers åd de vel alt korn? –
Svar
Her i det jordmenneskelige daglige liv forekommer der meget ofte situationer, hvor mennesket føler sig nødsaget til at foretage handlinger, der vitterligt er imod dets natur og samvittighed og derfor er ubehagelige, er et onde. Men hvis det ikke befordrer disse handlinger, opstår der også samvittighedsnag, der ligeledes gør det til et onde at lade være med at befordre nævnte handlinger. I sådanne situationer er det altså således, at hvad væsenet end gør, så vil det opleves eller føles som et onde. Denne omstændighed har sin rod i jordmenneskehedens endnu umodne og kosmisk set primitive bevidsthedstrin. Den er med sine love, former, skik og brug, den offentlige mening, ja, selv i sine religiøse opfattelser indfiltret i en sådan grad af falske forestillinger og de herpå baserede autoriserede overtrædelser af den virkelige sandhed og kærlighedslov, at når et menneske endelig søger på et eller andet felt at følge en opdaget virkelig sandhed eller videns efterlevelse, kommer det undertiden med denne sin lovoverholdelse eller til den fuldkomnere ændrede væremåde i samme felt i konflikt med, ja, vækker irritation og vrede hos dets omgivelser, det være sig ægtefælle, familie, venner og bekendte, idet disse pårørende jo stadig er bundet af den offentlige menings traditioner. Disse traditioner er igen baserede på enten uintellektuelle følelsesbetoninger eller strengt intelligensmæssige, materialistiske eller gudløse betragtninger. Ingen af disse religiøse eller materialistiske opfattelser er rodfæstet som absolut sandhed i livets virkelige kosmiske logik og struktur. Et menneske, der er født i disse på, kosmisk set, uintellektuelle eller åndløse formodninger og fantasi baserede traditioner, kommer selvfølgelig i et misforhold til disse traditioner i samme grad, som dets tanke og viljeføring erobres af den virkelige åndsvidenskab eller absolutte sandhed. Hvis almenheden repræsenterede den absolutte sandhed i moral, religion, tanke og viljeføring, skik og brug, den offentlige mening, ville ovennævnte situation, hvor dette at gøre det rigtige er et onde, og dette ikke at gøre det rigtige, også er et onde, aldrig nogen sinde kunne opstå. Men nu er almenhedens moral og livsopfattelse ikke en direkte åbenbaring af den absolutte sandhed eller virkelighed i renkultur. Og enhver, der derfor i givne situationer handler i kontakt med den virkelige sandhed i et bestemt felt, kommer derfor let til at volde både sorg og bekymring hos disse af de gamle autoriserede traditioners endnu afhængige væsener i vedkommendes nærmeste omgivelser. Der kan her opstå både skilsmisser, udstødning af familieskab, opløsning af trofaste venskaber samtidig med, at man bliver et yndlingsobjekt for sladder eller bagtalelse, der igen fører til yderligere nedsættende omdømme i den offentlige mening. Som man ser, skal man ikke i første instans vente sig ophøjelse og gylden stråleglorie i almenhedens og de nærmeste omgivelsers omdømme ved at følge den absolutte sandhed eller åndsvidenskab.
At følge sandheden indenfor jordmenneskehedens almene bevidsthedssfære kan således være et onde. Og da den, der ser, at almenhedens traditionelle opfattelser er i strid med sandheden og dermed uundgåeligt er et onde, opstår den situation for samme væsen, at hvad enten han følger den absolutte sandhed og gør det rigtige, eller han ikke gør det, er det i begge tilfælde et onde. Gør han det rigtige, opstår det onde, at han kommer i disharmoni med omgivelserne, grundet på disses hældning til de bestående forældede og usande traditioner. Gør han det forkerte, det almenheden opfatter som rigtigt, kommer han i strid med sig selv, får samvittighedsnag. Men på samvittighedsnag kan ingen basere sin lykke. Spørgsmålet bliver så for det åndeligt udviklede menneske, der er vokset lidt op over flokkens mentalitet, dette at finde ud af, hvad der er det mindste onde, thi kun denne løsning kan være i kontakt med næstekærligheden. Det mindste onde kan igen kun udgøres af den manifestation af tanke og handlemåde, der skaber den mindst mulige irritation, intolerance, fjendskab, sorg og lidelse i dens ophavs omgivelser. En sådan manifestation er den kærligste og derfor samtidig det mindste onde. Om man skal dræbe rotter og mus, besprøjte frugttræer, udrydde insekter, utøj eller andre af de for den menneskelige eksistens og kulturopbygning skadelige livsformer eller væsener er jo ligeledes et spørgsmål om kærlighed. Hvis alle disse nævnte væsener repræsenterer et overhåndtagende farligt ødelæggelsesattentat på den menneskelige eksistensmulighed, kort sagt en udryddelse af mennesket, vil det være kærligere at foretage en standsning af dette for menneskelig tilværelse, kultur og human skabelse underminerende liv end at lade det uhindret florere og dermed befordre menneskehedens undergang. Ved slavisk her at følge sandhedens bud "Du skal ikke dræbe", vil altså et mindre kærlighedsbefordrende liv komme til at dominere på bekostning af et større kærlighedsbefordrende liv. Ukærligheden ville således komme til at dominere kærligheden. Dette kan ikke være det mindste onde og må derfor bekæmpes. Disse bekæmpelser af underminerende liv og kræfter er altså nødvendige på jordklodens og menneskehedens nuværende stadier. Men på senere stadier i menneskehedens udvikling vil disse bekæmpelser ikke mere være aktuelle, ja, slet ikke forekomme, da der til den tid ikke vil være noget for menneskene farligt liv at bekæmpe. Nævnte skadelige liv vil efterhånden dels blive bekæmpet, og dels vil det degenerere og uddø i samme grad, som den virkelige kærlighedsatmosfære omkring menneskeheden tager til. Verden vil da være nået frem til at udgøre det fuldkomne kærlighedens eller himmeriges rige på jorden. Denne udvikling bliver til kendsgerning derved, at der behøves færre og færre mennesker til at befordre denne jordmenneskehedens eksistenskamp imod underminerende livsformer. Tusinder og atter tusinder af mennesker er allerede på visse områder gået ud af denne kamp. De kan f.eks. ikke mere dræbe hverken mennesker eller dyr. De kan hverken være soldat, slagter eller gå på jagt. De spiser vegetarisk føde, fordi denne ikke tilnærmelsesvis er baseret på nær så stor en udfoldelse af drabs- eller mordprincippet, som den animalske føde. Disse væsener er allerede aspiranter til den store indvielse eller fødsel.
Med hensyn til det indviede væsen, da kan dette naturligvis ikke udløse nogen som helst form for mord eller drab, og dets rige er derfor således endnu ikke af denne verden. Hvis et sådant væsen fødes i denne verden, må det ligesom andre mennesker mere eller mindre holde sig fri af sygdomme og utøj eller andre former for sundhedsfarlige og for almenbefindendet underminerende liv. Dette kan jo ikke gøres uden ved mere eller mindre at dræbe. For at kunne eksistere i jordmenneskehedens fysiske sfære har det indviede væsen således i visse til fælde kun valget imellem at manifestere et større eller et mindre onde. Men i henhold til dette væsens kosmiske bevidsthed er det altid i stand til at vælge det mindste onde og kommer således ikke til at overtræde kærlighedsloven.
Ovenstående spørgsmål og svar stammer fra en fast rubrik i Kontaktbrevene 1950-51, hvor Martinus svarede på spørgsmål fra læserne. Spørgsmålet blev bragt første gang i Kontaktbrev nr. 14, 1950. Artikel-id: M3019.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.