M3013

Spørgsmål 13
Hvad er fremtidens løsen: spiritisme eller kosmisk bevidsthed?
Svar
Lige så længe som mennesket har eksisteret i det område af spiralkredsløbet, hvor det har betegnet sig ved begrebet "menneske", har der naturligvis ligget i det en vis trang til at løse mysteriet: "Dødens gåde". Dog var denne trang ikke af en så fremtrædende styrke i den primitive periode, hvor mennesket beherskedes af sit instinkt. På nævnte primitive stadium var mennesket nemlig ikke i tvivl om livets fortsættelse ud over den fysiske død på en eller anden måde. Dets instinkt, som er en udløber af en fra dets fortidsspiral nedarvet kosmisk bevidsthed, omdannet til en selvstændig automatfunktion, således at den kan føre det levende væsen frelst igennem den ny spirals første epoke, hvor dets intellektuelle evner endnu er i svøb, skal nok forhindre væsenet i at komme ud i alt for store abnorme sidespring eller afsporinger fra den normale udviklings vej. For disse af instinktet endnu førte mennesker er den fysiske bevidsthed eller psyke endnu ikke nået til en kulmination af materialisme. Disse væsener er endnu ikke nået så langt ned i den rent fysisk, materielle verden som de mennesker, der repræsenterer den næste etape i jordmenneskets spiralvandring, nemlig den i hvilken de fremtræder som glødende materialister, benægtende alle psykiske eller åndelige fænomener og dermed enhver forestilling om et forsyn og en logisk verdensstyrelse.
Da den førstnævnte epokes væsener, som nævnt, ikke er nået så langt ned i kredsløbets verden, repræsenterer disse væsener, hvilket vil sige dyrene og junglemennesket eller fortidens primitive naturmennesker, på en måde et højere åndeligt stadium end den efterfølgende periodes mennesker. Dette åndelige stadium gav sig udtryk i den form for psyke eller åndelighed, der bliver båret af de evner, vi i dag kalder "psykiske fænomener" såsom: clairvoyance, telepati, mediumisme, psykisk viljekraft eller magi foruden den selvfølgelige tro på højere væsener, ånder eller guder, som stod bag de fysiske naturkræfter og menneskelige skæbnedannelser. Disse væsener kunne ikke i den grad skelne de hårfine fysiske detaljer således som menneskene af i dag, men bedømte eller vurderede andre væsener efter det udseende, hvormed de fremtrådte for det clairvoyante syn. De så således på væsenernes aura, om de var ven eller fjende, om de var farlige eller ufarlige, ligesom de naturligvis også så de forskellige fysiske materiers udstråling eller aura. Igennem denne psykiske form for tilværelse blev de nogenlunde helskindet førte, indtil de nåede et lille stykke ind i materialismens periode, hvor instinktet mærkbart var degenereret, hvorved evnen til at overholde de nødvendige fysiske love i tilsvarende grad tabte sit fundament. Derved fik det dræbende princip en altdominerende plads i de samme væseners psyke. Men inden væsenerne nåede denne materialistiske tilstand og endnu levede i en overdimensioneret psykisk fremtræden, blev denne deres psykiske tilstand koncentreret i en psykisk vilje. Det er en degenereret efterdønning herfra, der i oldtid og middelalder eksisterede under begreberne "trolddom" og "hekseri" og også i nogen grad er til stede i nutidens naturmennesker om end i meget svage og tvivlsomme manifestationer. Hertil kommer så de enkelte virkelige tilfælde af psykiske evner indenfor kulturmenneskenes område. Men her må man være forsigtig, for hundreder af mennesker påberåber sig at have højere psykiske evner: clairvoyance, kosmiske glimt eller endog kosmisk bevidsthed etc., skønt de i virkeligheden er totalt blottet for at besidde evner i den retning. Deres påberåbte højere åndelige eller psykiske position er undertiden kun en slet og ret camoufleret selvforherligelse baseret på psykopatiske tendenser.
Ifølge kredsløbets love må alle ovennævnte virkelige psykiske evner degenerere til fordel for en udvikling af intellektuelle evner, igennem hvilke mennesket kan tilegne sig en realistisk, vågen dagsbevidst viden om materiestrukturen og loven for al skabelse. Efterhånden som instinktet degenererede, skete faktisk "udvisningen af paradisets have", hvilket her i dette tilfælde vil sige: den psykiske verden. Adam og Eva, hvilket vil sige mennesket, blev alene med materien, der igen er det samme som naturen og elementerne, måtte lære at overvinde disse. Dette blev "nydelsen af kundskabens træ", og den moderne materialistiske verdensopfattelse af i dag opstod. Her er man totalt uforstående overfor alt psykisk eller åndeligt, selv om man har en gigantisk fysisk tænkeevne. Da det ellers ufejlbarlige instinkt her er degenereret og kun udgør en meget latent og usikker foreteelse, må det materialistiske menneske selv lede sin tilværelse med sin intelligens. Denne epoke uden føling med den psykiske verden måtte blive den kosmiske død, der skulle blive følgen af "nydelsen af kundskabens træ". Gennem denne epoke skulle væsenet så igen opdage, at dets fænomenale kendskab til materien ikke er livets endelige løsen. Det må have sit store kendskab suppleret med et tilsvarende kendskab til sin egen psykiske eller over tid og rum hævede åndelige identitet. Og de i spiralkredsløbet forekommende jordmennesker, der er længst fremme, er da også begyndt at fyldes med begær efter oplevelsen af livsmysteriets virkelige løsning, som altså ikke findes i den fysiske videnskabs mål- og vægtfacitter. Den kan kun opleves igennem detaljer, der ligger hinsides alt, hvad der kan måles og vejes eller opleves med fysiske sanser og de psykiske evner, der var fortidens livsfundamenter, men som nu kun er rudimentære foreteelser dér, hvor de endnu forekommer.
Disse fortidens psykiske evner er som nævnt meget degenereret og derfor højst usikre og tvivlsomme og helt forsvundne for det store flertals vedkommende. Da de stadig udviser en degenererende eller nedadgående tendens selv hos de væsener, i hvem de er mest fremtrædende, vil man umuligt ad denne vej komme til livsmysteriets løsning. Dette bliver så meget desto mere en kendsgerning, eftersom man ved hjælp af disse psykiske evner kun kan se den fysiske verden på et højere materielt plan. Man ser stadig kun materie, i hvilken der skjuler sig liv. Man kan se stråler og bølger, men disse udgør jo også kun materie og er ikke selve det levende eller livets ophav. Selv de ypperste i vore dage forekommende psykisk begavede mennesker kan ikke løse livsmysteriets gåde eller verdensproblemet. Det var ikke psykisk begavelse i form af clairvoyance eller mediumisme, der gjorde Verdensgenløseren til ét med "vejen, sandheden og livet". Kunne disse fortidens psykiske evner give menneskene denne ophøjede position, ville Moses jo i allerhøjeste grad have været "vejen, sandheden og livet", hvilket kendsgerningerne viser, at han absolut ikke var trods sine psykiske eller magiske evner. Lige så ser vi også, at hverken Indiens eller andre eksotiske landes berømte mystikere eller psykisk begavede mennesker – udenfor de kosmisk bevidste personer – har kunnet befordre verdensgenløsningen. Vi må derfor skelne imellem den psykiske begavelse, der kulminerede i Moses, og den psykiske begavelse, der kulminerede i Kristus eller de væsener, vi kalder ''indviede''. Vi ser da også, at der i selve Bibelen er skelnet imellem disse to former for mentalitet. Den psykiske eller mentale tilstand, Kristus repræsenterede, hvilket vil sige: det indviede eller højeste videns menneskes mentalitet, er gang på gang udtrykt som ''den hellige ånd''. Derved er der markeret, at der eksisterer en form for mentalitet, der ikke er hellig. Denne mentalitet er altså det uindviede menneskes mentalitet, hvad enten denne er af psykisk eller fysisk materialistisk natur. Vi må derfor udtrykke denne fortidens psyke, der særligt giver sig udslag i magi, clairvoyance, mediumisme etc. som tilsammen udgør det, vi kalder ''spiritisme'', som lavpsykisk, medens vi må udtrykke den mentalitet, som giver individet den højeste absolutte viden, den store fødsel eller indvielse, som højpsykisk. At det er denne højpsykiske mentalitet eller hellige ånd og ikke en degenererende eller døende fortidslevning, der er menneskehedens fremtidige løsen, tør vel efter dette blive mere og mere indlysende for den udviklede og absolut ærlige forsker eller sandhedssøger.
Dette betyder naturligvis ikke, at spiritismen ikke kan anvendes i det godes tjeneste og være til trøst, glæde og opmuntring dér, hvor den kun dyrkes i absolut uselvisk og næstekærlighedsbefordrende renkultur.
Ovenstående spørgsmål og svar stammer fra en fast rubrik i Kontaktbrevene 1950-51, hvor Martinus svarede på spørgsmål fra læserne. Spørgsmålet blev bragt første gang i Kontaktbrev nr. 7, 1950. Artikel-id: M3013.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.