Da den fysiske bevidsthed således er tanker og tankematerier, udgør den i sig selv ikke noget fysisk, materielt, men er i virkeligheden af ren åndelig natur. Den er derfor uafhængig af det fysiske legeme og kan ikke gå under sammen med det. Den vil efter det fysiske legemes undergang stadig være knyttet til det Jeg, der med sin evige overbevidsthed og underbevidsthed danner den bag den fysiske organisme fremtrædende levende ånd, der er det sande og virkelige, udødelige væsen. Når nævnte ånd ved døden mister sit fysiske legeme og dermed den fysiske del af sit hjerne- og nervesystem, der er sædet for dets fysiske dagsbevidsthed, vil det ved nævnte død miste den heraf afhængige evne til direkte bevidst at vekselvirke med det fysiske plan og dermed også evnen til at stå i direkte fysisk forbindelse med de efterladte på samme plan.

Da dets dagsbevidsthed imidlertid ved døden overføres til natbevidstheden, der er dagsbevidsthed på det åndelige plan, vil det her stadigt leve i en bevidst jongleren med sine oplevede erfaringer, erindringer, sin oplevede viden etc. fra det forladte fysiske jordliv. Disse psykiske foreteelser vil nu blive det afgørende fundament for graden af lys eller lykke i væsenets ved døden indtrådte totale åndelige tilværelse.