M3005

Spørgsmål 5
Hvis man f.eks. er nødlandet i arktiske egne, hvor adgangen til vegetabilsk ernæring er udelukket, og der derfor her kun er adgang til animalsk føde bjærget ved jagt og fiskeri, skal man da give afkald på denne føde og dermed overgive sig selv til sultedøden? –
Svar
At overgive sig selv til sultedøden er at begå selvmord, at begå selvmord er at dræbe, at dræbe er en overtrædelse af det femte bud. At gå på jagt og fiskeri er ligeledes at dræbe og er derved også en overtrædelse af det femte bud. Men i en situation hvor et buds overholdelse og ikke-overholdelse i lige grad er en overtrædelse af selve dets ordlyd eller forskrift, ophæver eller udsletter nævnte bud sig selv. Det femte bud eksisterer altså ikke i den her nævnte situation og kan således ikke overtrædes. Her er der derimod en anden af de kosmiske love, der gør sig gældende, nemlig den, der siger, at "af to onder skal man vælge det mindste onde". Spørgsmålet siger, at "af to onder skal man vælge det mindste onde". Spørgsmålet bliver da dette, om det er "det mindste onde" at overgive sig selv til sultedøden, eller det er "det mindste onde" at opretholde livet ved hjælp af den animalske føde, til man får kæmpet sig ud af den nævnte situation.
At fortsætte livet vil altså her kun kunne ske på grundlag af andre levende væseners legemlige undergang. Men et udviklet menneske, der i sit normale liv undgår det dræbende princip både med hensyn til kost og i sit forhold til medvæsenerne og yderligere med vilje og forstand arbejder på nævnte princips fjernelse fra den menneskelige livsførelse, er et mere beskyttende og livgivende væsen for andre væsener end de dyr, det i den foreliggende ulykkelige situation må dræbe, hvis det selv vil leve og slippe igennem krisen. Hvis et sådant væsen derfor vælger sultedøden, sker der det, at "det mere betydende væsen" ofres til fordel for "det mindre betydende", det største onde bliver praktiseret i stedet for det mindste onde, hvilket igen er det samme som en overtrædelse af kærlighedsloven. Den modsatte løsning af spørgsmålet vil derfor være "det mindste onde" og må foretrækkes i den her gældende situation.
Ovenstående spørgsmål og svar stammer fra en fast rubrik i Kontaktbrevene 1950-51, hvor Martinus svarede på spørgsmål fra læserne. Spørgsmålet blev bragt første gang i Kontaktbrev nr. 2, 1950. Artikel-id: M3005.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.