M3001

Spørgsmål 1
Hvilken betydning har det for organismen eller legemet, om det efter døden bliver begravet eller brændt?
Svar
Begge disse to former for tilintetgørelse af døde animalske organismer er højst ufuldkomne foreteelser, idet de begge udgør et attentat på selve livets kredsløb. De er kun interimistiske foranstaltninger, der udelukkende eksisterer i kraft af den moderne kulturs ufuldkommenhed eller kosmisk set endnu lave stadium. Det eneste, der kan brændes uden at skabe konflikt eller afbrydelse i livets kredsløb, er mineralstof, hvilket her vil sige: stof, der på naturlig måde er indtørret og derfor totalt er fri for fugtighed. At brænde animalske stoffer er at brænde liv eller levende væsener, selv om de også overfor os kun er mikroliv eller mikrovæsener. Det er i sin højeste konsekvens en overtrædelse af det femte bud: "Du skal ikke dræbe" og er her i tilsvarende grad medvirkende årsag til at fjerne enhver beskyttelse imod en lignende skæbne for sit ophav.
I en kommende højere fremtidskultur vil man derfor i kraft af den langt højere respekt for alt levende, man her har, lade ethvert lig "bisætte", hvilket vil sige: undergå en proces i kraft af hvilken stoffets liv får lov til at uddø på en naturlig måde. Ved en hermetisk isolation fra alt, hvad der kan frembringe forrådnelse, og ligeledes fra uheldig temperatur og brand, ja fra alt, hvad der kan frembringe en unaturlig opløsning, vil man skabe betingelser for, at stoffet eller liget kommer til at overgå fra sin animalske tilstand til den mineralske og først her blive hjulpet til opløsning ad kunstig vej.
(For øvrigt kan der her henvises til bogen "Bisættelse")
Ovenstående spørgsmål og svar stammer fra en fast rubrik i Kontaktbrevene 1950-51, hvor Martinus svarede på spørgsmål fra læserne. Spørgsmålet blev bragt første gang i Kontaktbrev nr. 1, 1950. Artikel-id: M3001.
© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk
Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.