Dette foran skildrede store fremtidssyn udgør ikke det nuværende almene jordiske menneskes syn på dets kultur og væremåde. Det er et tilbageblik fra en færdigudviklet menneskeheds høje tinder. Det er det organisk, kosmisk indviede væsens syn på jordmenneskehedens situation af i dag. Det er fra dette bevidsthedsniveau, at verdensgenløseren ser på den samme situation. Det er i forholdet til hans rige og det, der er Guds mål eller livets mening med mennesket, at den nuværende verdenskultur ser således ud. Men de væsener, hvis bevidsthed er så højt udviklet eller færdigskabt i Guds billede, at de lever i det færdige menneskerige, er højintellektuelle og kærlige dommere. Derfor får de lov til at se tilværelsen og livet fra Guds eget store udsyn og får derved den samme indstilling til livet og tilværelsen som Guddommen. Det er dette, Kristus udtrykker der, hvor han siger: "Jeg og Faderen vi er ét". Fra dette høje udsigtspunkt kan man se, at man ikke kan bebrejde noget som helst jordisk menneske af i dag denne ufærdige verdenskultur. Det ufærdige menneske har ikke de erfaringer om kærlighedens vej, der gør det muligt i alle situationer at se denne som den eneste virkelige og ufejlbarlige vej imod lyset. De må derfor her og der i større eller mindre grad komme uden for denne vej og derved komme til at erfare den ufremkommelighed, de moradser og dyndterræner, der her spærrer vejen mod lyset for den, der ikke vil gå kærlighedens vej. Men det er ved afsporingerne, at kærlighedsvejen bliver markeret og bliver til kendsgerning. Og de erfaringer, menneskene ikke har og først får senere hen, kan de ikke handle efter i dag. Der, hvor de ikke har virkelige erfaringer eller kendsgerninger, kan de heller ikke have den rette viden. Og der, hvor de ikke har den rette viden, er de nødsaget til at udvise primitivitet og overtro. Men primitivitet og overtro er igen de overflødige dele, som Gud endnu ikke har nået at få mejslet væk af stenen eller marmoret, ud af hvilket han former sit store kunstværk: "Mennesket i sit billede". Og hvem tør bedømme en kunstners værk, så længe denne endnu ikke har fået frigjort det af den del af sten- eller marmorblokken, der ikke hører med til kunstværket? Det er ikke de overflødige dele af stenen eller marmoret, som kunstneren hugger løs og fjerner, men det af blokken, han omhyggeligt lader blive tilbage, der bliver til kunstværket. På samme måde er det heller ikke primitivitet og overtro og de heraf udløste forkerte handlinger mod vor næste, Gud lader blive tilbage som det varige, men det ædle, det kærlige i hans karakter og væremåde, bliver til Guds kunstværk ¡ bliver til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Derfor kan det nuværende jordiske menneske, ved at sammenligne sin egen kultur og væremåde med Guds færdige plan med mennesket og dets væremåde, blive klar over, hvor tåbeligt det er at dømme sin næste efter hans ufærdige eller forkerte handlinger. Disse vil dog kun betyde eller markere, at han endnu ikke udgør det færdige udmejslede kunstværk fra Guds hånd. At dømme det ufærdige Guds værk som færdigt, og derved bebrejde det fejl og mangler, er ikke alene en blottelse af vor egen naivitet eller ufærdige tilstand, men det er også en korsfæstelse af vor næste og en hån imod den evige Fader, hvis ånd stadig er lysende og funklende "over vandene", og i hvis stråleglorie vi evigt bliver skænket livet, visdommen og kærligheden.