At et samfund af væsener, der giver liv til et mangehovedet livsnedbrydende væsen i sin egen mentalitet, må blive til en verden af mørke, er selvfølgeligt. Men da væsenerne samtidig tror, at det er deres næste, der giver liv og kraft til undermineringen af deres lykke og velvære, og de derfor stræber ham efter livet, må disse væseners hele livsområde ligesom blive en verden af dæmoner. Alle er i krig med alle og tror, de derved kan redde sig ud af mørket og skabe den fredens tilværelse, som disse stakkels væsener i deres inderste selv begynder at hungre efter. De forstår således slet ikke, at det, de gør imod deres næste, gør de imod sig selv. De tror fuldt og fast, at deres redning er udvikling af evnen til at myrde og lemlæste, baste og binde denne deres næste. De aner således ikke, at for hver sabotage af deres næstes liv og velvære, de har udløst, har de skabt et nyt hoved på det gnavende og livsnedbrydende dyriske væsen i deres eget psykiske indre. Det uhyre, som de vil bekæmpe, giver de således liv og kraft med deres morderiske og inhumane tankearter, had og forfølgelse imod næsten. I kraft af denne kulminerende uvidenhed og overtro er det givet, at et samfund af disse væsener umuligt kan bygge en fuldkommen fredens kultur op. Vi ser da også denne dæmonernes kultur som en fuldstændig kontrast til det færdige menneskes verdenskultur eller himmeriges rige. For fremtidsmennesket, der er vant til at leve i en verdenskultur eller den fredens velbehagelighed, der er bebudet de jordiske mennesker, og hvor alle elsker alle, kan det nok være med en vis fornemmelse af "gåsehud" eller kuldegysning, at det ser tusinder af år tilbage og finder denne kontrasten til himmeriges rige i den nuværende højt priste moderne kultur. Det ser, at der i denne kultur dør millioner af mennesker af sult, nød og elendighed samtidig med, at andre grupper af mennesker lever i overflod eller i overdimensionerede besiddelser af de fysiske eller materielle goder. Nogle mennesker lever i luksuspaladser med dertil hørende tjenerskab. De er undertiden for fornemme til at klæde sig selv af og på. Andre mennesker frister en lazarontilværelse i storbyernes slumkvarterer i ruiner, skure og kasser eller i hvad andet kasseret skrammel, der kan give en smule ly for vejr og vind. Det er tydeligt for fremtidsmennesket her at se, at der ikke eksisterer nogen særlig næstekærlighed i denne kulturs administration af de materielle livsgoder. Endnu mindre forståelse af næstekærlighedsprincippet bliver det færdige menneske vidne til, når det ser, at man i den samme kultur anser det som sin fornemste og vigtigste opgave at tvinge alle unge mænd til uddannelse i krigsfaget, til oplæring i at betjene de moderne mordapparater, ved hvilke man kan mangfoldiggøre evnen til at udslette og ødelægge næstens liv og ejendom og kulturværdier. Og denne krigsmæssige ind stilling sætter sine dybe spor. Tusinder og atter tusinder af børn har mistet deres forældre ved krigens blodbad og er efterladt på må og få til tilfældighederne. Tusinder og atter tusinder af forældre søger her efter deres børn, som er blevet borte under det samme blodbad. Ud af dette ragnarok kom millioner og atter millioner af invalider, der kun ved hjælp af kunstige lemmer, kunstige hænder, arme og ben kan opleve livet. Men ikke desto mindre lovpriser man dette kulturmiljø som "ærens mark". Det er endnu Valhals guder og deres blodbestænkte paradis, der hyldes og tilbedes i store områder af den herskende kultur, man har givet navnet "kristendom". Men inden for denne kristendom har man ikke blot udviklet de mest geniale mordvåben og ødelæggelsesmidler, med hvilke man totalt kan udslette andre nationer, stater og folk og deres kulturværdier, man har også her et tilpasset mordsystem, med hvilket man tror at befordre retfærdigheden inden for selve staten eller nationen. Her myrder eller henretter man mennesker med geværer, guillotiner, elektriske stole etc. i statens eller "lovens navn" og for øvrigt også i hans navn, der udtalte til sin discipel: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". Jo, den nuværende kultur kan ikke undgå for ham, for hvem det var blevet til daglig, naturlig væremåde hellere selv at lade sig korsfæste, end at han ville have, at hans næste skulle lide, at afsløre store områder af ufærdig natur eller primitivitet og overtro. Fra hans rige, som endnu ikke er af denne verden, kan man ikke undgå, når man ser tilbage på nutidskulturen, at se ind i en verden af ragnarok, en dyrkelse af Valhal og dets guder. Hertil er der yderligere kommet en forstærket dyrkelse af guldkalve i det uendelige. Den store strøm af væsener håber på en krøsustilværelse og ser med foragt på det fattige staldherberge, der i deres juleevangelium er udtrykt som bolig for ham, der var vejen mod lyset. Derfor måtte ragnarok komme over Jerusalem. Og derfor måtte ragnarok komme over enhver kultur, hvor opdragelse, moral og æresbegreber er baserede på guld i stedet for på næstekærlighed eller på dette "hellere at tage end at give". I samme grad, som man mangler evne til "hellere at give end at tage", i samme grad vil ens væremåde eller vort forhold til vor næste være baseret på primitivitet og overtro. Og da træder man meget frimodigt der, hvor engle ikke tør træde.