Endvidere ser man også fra det færdige menneskes fuldkomne verden med undren på det nuværende jordiske menneskes mere eller mindre hæmningsløse nedsvælgning af giftige og dermed sygdomsbefordrende tobaksrøg. Det underminerer og ødelægger i god tro sine lunger, disse fornemme livsorganer, der kun er beregnede for indånding af den friske luft, der er en absolut livsbetingelse for det pågældende væsen.
      På samme måde nedsvælger en overordentlig stor del af de ufærdige mennesker andre og endnu mere farlige giftstoffer: alkohol og narkotika i mange forskellige former. Det færdige fremtidsmenneske vil ikke uden gysen læse om nutidsmenneskets mærkværdige skik og brug med hensyn til de nævnte giftstoffer. Det besegler enhver glæde, ethvert festmåltid, enhver overenskomst med "et glas", hvilket vil sige så og så stort et kvantum selvmord eller mentalforvirring, ligesom enhver depression også skal besegles med nedsvælgningen af et større eller mindre kvantum af de samme sindsforvirrende eller dødbringende giftstoffer. Denne permanente spisen, drikken og indånding af giftstoffer eller nedsvælgning af disse i organismens livsvigtige hovedorganer, der absolut er beregnede til at befordre fordøjelse af naturlig føde og til at befordre et naturligt åndedræt, og uden hvilke organers sundhedsmæssige vedligeholdelse væsenet umuligt kunne leve og få et naturligt velvære på det fysiske plan, afslører også for fremtidsmennesket et stort område af primitivitet og overtro hos det nuværende kulturmenneske. Væsenet, der behersker millioner af naturens hestekræfter og tvinger disse til at arbejde for sig, synes ikke at kunne betvinge en mikroskopisk brøkdel af disse kræfter, når det drejer sig om at bekæmpe livsnedbrydende begær i dets egen psyke. Det lader sin organisme og dermed sin livsoplevelsesevne håbløst nedbryde og ødelægge.
      Som en modforanstaltning imod de dræbende sygdomme og sundhedsødelæggende virkninger af deres højst ufærdige indstilling til ernæring og skadelige livsvaner, der bevirkede et ocean af sygdomsforeteelser, havde man udvik let en meget omfattende lægevidenskab med store hospitaler, seruminstitutter, operationsstuer, medicinske afdelinger, rekreations- og sygehjem etc. Denne lægevidenskab kæmpede både nat og dag i mental højspænding for at komme alle lidelserne til livs. Men det var en håbløs kamp. Det var som at kæmpe med et uhyre med mange hoveder og med evne til at lade et nyt hoved vokse frem der, hvor man havde opereret det gamle væk. Disse "hoveder" viste sig i form af en unaturlig og for tidlig fremkommen alderdomssvækkelse, unaturlige forkalkninger og stendannelser i organismen, fordøjelsesbesværligheder, stofskiftesygdomme, lammelser, svulstdannelser etc.
      Man kæmpede med uhyret. Energiske forskere over hele verden arbejdede på at finde vejen til aflivelse af uhyret, altså midlet der kunne bevirke, at der ikke mere kunne vokse hoveder ud i de gamles sted. Men den materialistiske indstilling, i hvilken man kun regnede med væsenets fysiske side og til en vis grad endog benægtede eller ignorerede tanken om dets sjæl og ånd, holdt videnskabens syn borte fra det område, hvor uhyret var sårbart og kunne rammes i hjertet. Og da videnskaben ikke ville og ikke kunne indstille sig på dette uhyrets eneste sårbare sted, kunne man umuligt få aflivet det. Og dette dæmoniske væsen blev stadig ved med at underminere og ødelægge menneskehedens sundhed og velvære. På trods af ihærdigt arbejde nat og dag fra lægernes eller videnskabens side, på trods af store forsknings- og vivisektionsinstitutter, på trods af vacciner, pulvere og piller blev ikke ét eneste hospital overflødigt. Man måtte derimod udvide ethvert hospital og bygge mange nye. Uhyret viste sig stadig umådelig levedygtigt. Her er det også med kuldegysninger, at fremtidsmennesket ser tilbage på denne nutidsmenneskenes håbløse kamp. I fremtidsriget med den totalt fuldkomne verdenskultur havde man for længst opdaget uhyrets eneste sårbare sted: dets hjerte eller livskerne, og her fundet dette område identisk med den inderste årsagskilde til, ikke blot alle sygdomme, men også til alle de lidelser og ulykkelige skæbner, der overhovedet kunne opstå. Men det er ikke så mærkeligt, at man med den rent materialistiske indstilling ikke kunne finde denne uhyrets livskerne, for den forekommer slet ikke på det materielle eller fysiske plan. Den ligger godt skjult inde i væsenets skæbneelement, der igen forekommer i væsenets overbevidsthed hinsides den fysiske organisme. Den bliver belivet af væsenets eget udødelige jeg. Og så længe jeget beliver denne uhyrets livskerne, kan den ikke aflives af andre væsener, ligegyldigt hvor dygtige videnskabelige specialister disse så end måtte være. Ja, ikke engang en Kristus kunne aflive uhyret hos de væsener, han hjalp. Det var derfor, han udtrykte over for dem de kendte ord: "Din tro har frelst dig". Hemmeligheden er altså, at så længe jeget, om end ubevidst, giver næring til uhyret, vokser der stadigt nye hoveder ud der, hvor de gamle fjernes, og væsenet bliver ved med at leve i sygdommenes og de ulykkelige skæbners områder, bliver ved med at skabe en dæmon i sit livsområde. Belivelsen af denne dæmon sker udelukkende ved væsenets benyttelse af giftige og dødbringende tankestoffer. Når væsenet tænker, går der en kraft fra jegets overbevidsthed ind i dets underbevidstheds natbevidsthed. Her bliver denne kraft formet som tankebillede og forplanter sig dernæst videre til underbevidsthedens dagsbevidsthed, der, når væsenet ikke sover, har sæde i den fysiske hjerne. Her bliver tanken ført videre til begær eller vilje og afstedkommer manifestation eller skabelse i den materielle verden. Men samtidig med, at denne tankekraft vibrerer ind i det fysiske hjerne- og nervesystem, vibrerer den igennem det fysiske legemes forskellige områder såsom blodet, muskulaturen, skelettet, kirtlerne etc. og udgør her en fungerende kraft. Denne kraft udgør væsenets livskraft. Den befordrer som nævnt væsenets tankefunktion. Men med befordringen af denne funktion kan den blive svækket som livskraft. Denne svækkelse kan endog blive så fremtrædende, at nævnte kraft ikke mere er en livskraft, men en dødskraft. Svækkelsen har igen sin årsag i, hvilke tankearter eller tankematerier væsenet benytter sig af, idet de går igennem dets hjerne- og nervesystem og ligeledes vibrerer i dets blod og øvrige dele af den fysiske organisme. Tankearterne kan nemlig være den rene gift og underminere livskraften, hvorved nerverne, blodet og de øvrige dele af den fysiske organisme undermineres. Disse kan nemlig ikke eksistere uden ved en permanent tilførsel af sund, psykisk kraft. For det jordiske menneskes vedkommende er det dræbende princips tankearter, såsom hadets, vredens og bitterhedens tankearter, giftige. De ødelægger ikke blot sit ophavs gode forhold til sine omgivelser og medvæsener, men de ødelægger også væsenets oprindelige immunitet over for sygdomme og svækkelser i dets egen organisme. Sygdom i organismen såvel som et ulykkeligt forhold til sine omgivelser har altså sin absolut første årsag her i væsenets bevidsthedsregion i form af tanke. Fejlagtig tankeføring og den heraf følgende fejlagtige viljeføring og skabelse udgør således den absolut eneste og sande årsag til sit ophavs ulykkelige skæbne, hvad enten den giver sig udslag i krig med medvæsenerne, eller den giver sig udslag i sygdomme i organismen og sindet. Ethvert væsen bliver derved på denne måde selv den inderste årsag til sin ulykke eller lidelse. Ved at belive sin livskraft med dødbringende tankearter bliver væsenet således uden at vide det sin egen dødsfjende. Det er ikke så mærkeligt, at det fuldkomne fremtidsmenneske kommer til at gyse ved at se tilbage på, at det almene nutidsmenneske i total uvidenhed således saboterer og underminerer sin normale oplevelse af livet og samtidig hader og forfølger sin næste i den blinde tro, at det er denne, der er dets livs bitreste fjende, efterstræber og sabotør.