Med forannævnte guddommelige panorama over Guds færdigskabte menneske og dets verdenskultur som baggrund er det ikke vanskeligt at se, hvor ufærdigt det nuværende moderne menneske og dets så højt priste kultur i virkeligheden er. Og det er netop med nævnte panorama som dagligt liv og væremåde, at fremtidsmenneskene vil bedømme nutidsmennesket og dets væremåde ¡ ikke som udtryk for virkelig kultur, men som en ufærdig og barbarisk væremåde, ja ligefrem gyselig. Men da fremtidsmenneskene, der her er tale om, er indviede væsener og derfor ved, hvorfor menneskene af i dag er således, vil de være forstående og blide dommere.
      I en verden, inden for hvilken man i årtusinder aldrig har udløst en intolerant eller fjendtlig og dræbende hensigt imod sin næste og ikke kender til sygdomme eller til nogen som helst anden form for ulykkelige skæbner, fordi man for længst har tilegnet sig en væremåde, der gør væsenet immun over for disse foreteelser, vil man med nogen undren læse om nutidsmenneskenes barbariske kulturepoke, der for dem vil være en længst forsvunden fortid. Og for de studerende af denne fortid vil der være nok at forfærdes over. Navnlig vil man med rædsel studse over det vældige område af mentalitet, nutidsmenneskene havde tilfælles med dyrene. De myrdede og flåede disse væsener for at æde dem ligesom rovdyrene. Disse sidste væseners mordevne havde man i sit eget væsen for længst overtrumfet med opfundne kunstige mordvåben: geværer, pistoler og slagteknive etc. Ja, man havde hele mordfabrikker (slagterier), hvor man så at sige på transportbånd kunne dræbe, flå og partere så og så mange dyr i timen. Men ikke nok hermed. Man opdrættede ligefrem dyrene og mangfoldiggjorde deres formering for at få mad nok til mættelse af den endnu fremtrædende kødhunger og de hermed forbundne dyriske tendenser i det vordende menneske. Men man nøjedes ikke med at berøve dyrene deres frie liv i naturen ved at jage og dræbe dem blot for at tilfredsstille sin kødhunger. Nej, man opdrættede også visse dyr og mangfoldiggjorde deres formering udelukkende for at få skind og pelsværk. Man opdrættede disse ulykkelige dyr i små og snævre rum, i hvilke de så sad fængslede til de nåede en bestemt alder, så blev de flået og deres skind solgt til videre bearbejdning til "moderne" kåber og pelsværk. Tænk hele dette mordsystem sat i gang af væsener, der var så højt hævet over dyrets tilværelse, at dette nedværdigende system slet ikke var en livsbetingelse, hverken hvad ernæring eller beklædning angik. Det vordende menneske i Guds billede opretholdt her et for dyrene fremtrædende helvede ganske unødvendigt for opretholdelsen af dets egen eksistens. Mennesket behøvede ikke engang at leve af kød, det var endogså ligefrem skadelig føde for dette forfinede væsen. Men det kunne ikke bebrejdes disse mennesker, at de var sådan. De levede i den meget stærkt forstenede overtro, at det var nødvendigt at spise kød eller animalsk føde for at leve. Og derfor holdt de i god tro deres festmåltider i orgier af nedsvælgningen af andre levende væseners organismer. Man ser altså her fra det rigtige eller færdige menneskes kulturstadium en primitivitet og overtro hos det i dag fremtrædende moderne kulturmenneske, der ikke i nogen som helst grad står tilbage for den, nutidsmennesket ser tilbage på hos stenalderfolket eller andre fortidige naturmennesker.