Nu vil man måske komme med indvendinger og bemærke, at man på denne måde naturligvis aldrig kan blive færdig. Enhver ting kan jo blive ved med at forbedres i det uendelige. Men det er ikke rigtigt. Enhver fuldkommen skabelse er en afsluttet enhed. Den har kun til formål at bringe objektet for skabelsen frem til det færdige stadium, så det opfylder det formål, for hvilket skabelsen blev iværksat. Når dette formål er nået, er skabelsen overflødig i det pågældende felt. Dette gælder lige såvel i naturens som i menneskets skabefelt. Træerne vokser ikke ind i himlen, og æblet udvikles ikke længere end til det fuldmodne stadium. I menneskets skabeforetagender er det færdige stadium også målet eller slutfacittet. Hvis det ikke var således, ville intet som helst, såsom huse, biler, klædninger, fodtøj etc. blive færdige og komme menneskene til gode. Med hensyn til skabelsen af det levende væsens mentalitet, da er denne skabelse heller ikke uendelig, men er kun beregnet på at skulle opfylde et formål. Dette formål er blevet udtrykt i de guddommelige ord: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Det levende væsens mentalitet og væremåde skal altså udvikles til at være totalt fuldkommen. Når dette mål er nået, kan der ikke nås mere på dette felt. Hvad er fuldkomnere end den totale fuldkommenhed? Og hvad er total fuldkommenhed med hensyn til det levende væsen? Det er dette i tanke, sind og væremåde at være således, at man ikke i nogen som helst situation eksisterer uden at være til virkelig glæde og velsignelse for alt levende og ligesom solen lyse og varme på uretfærdige såvel som på retfærdige. Da elsker man sin næste som sig selv og repræsenterer den væremåde, der er "alle loves fylde". Større kan en kærlighed og den heraf følgende væremåde ikke være. I samme grad, som menneskene når frem til denne fuldkommenhed, oplever de juleevangeliets fred og velbehagelighed i deres daglige fysiske liv. Da er himmeriges rige ikke blot noget, der er inden i væsenet, men da stråler og funkler det også uden for væsenet og forbinder alle hjerter og hjerner i kærlighedens umådelige lysvæld. Og Gud vandrer atter med Adam i Paradisets have. Vi er her ved opfyldelsen af Guds bebudelse af menneskenes fremtid. "Kvindens sæd" har "knust slangens hoved". (Den menneskelige væremåde har knust den dyriske væremåde i mennesket.) "Kain" har aflagt sit onde væsen. Han gør ikke mere det onde. "Synden ligger ikke mere for døren". Han kan nu "se frit op". (Mennesket er ikke mere en morder og tynges derfor ikke nu til jorden af samvittighedskvaler og ulykkelige skæbner.) Og Guds ord til Abraham er her gået i opfyldelse. "I Abraham er alle jordens slægter blevet velsignet". Kristusbarnet i jordmenneskets mentalitet er blevet voksent. "Mennesket i Guds billede" behersker de jordiske terræner, kontinenter og have. Guds åsyns strålevæld funkler i alle foretagender, i alle øjne, varmer i ethvert håndtryk. Alt er kærtegn. "Den fortabte søn" er kommet tilbage til sin fader. I sandhed, Guds skaberværk er fuldbragt. Mennesket er blevet ét med Gud. Hen over sporene af fortidens krigsterræner, valpladsers dødsscenerier, gråd og tænders gnidsel, skrig og pine funkler en ny verden. Visdommen og kærligheden har sammenknyttet alverdens folk og stater til ét folk og til én stat, til "én hjord" og "én hyrde". Vi er i fredens domæne. Guds rige er blevet til en altovervindende livskraft i kød og blod, i manifestation og skabelse, i kultur og væremåde.