Den sekundære opstandelse, den endnu ufuldkomne materialisationsform, er i virkeligheden blevet det centrale punkt i den kristne verdensopfattelse og har dermed stillet »den store primære opstandelse« i skygge. Det er også betagelsen af den sekundære eller »den lille opstandelse«, der helt har overskygget eller tilsløret opfattelsen af reinkarnation eller genfødelsen fra liv til liv, således at man inden for kristendommen helt benægter denne og tror, at det levende væsen kun har ét fysisk jordliv. Denne tro har igen foranlediget en ny overtro angående retfærdiggørelsen af tilværelsens eller det daglige livs tilsyneladende uretfærdigheder, således at man heller ikke kan give noget som helst fyldestgørende intellektuelt eller logisk svar på de højst forskellige, tilsyneladende uretfærdige skæbner, som de levende væsener er underkastet. Man søger at råde bod på alt dette ved hjælp af sakramenter og dåbshandlinger i forbindelse med troen på Guds formildelse til, grundet på Jesu korsfæstelse, at lade nåde gå for ret og tilgive væsenerne deres synder. Intet under, at verdensgenløseren kunne forudsige den »antikrist«, der måtte afføde »de sidste tiders« dommedag eller ragnarok, det religiøse og politiske kaos, den kulmination af det dræbende princip, menneskeheden i dag sukker og stønner under trods tusinder af præsters prædikener om næstekærlighed. Nej, væsenernes skæbne er ikke et spørgsmål om en vred gud, der skal formildes ved attentatet på verdensgenløseren, så han kan ynkes over menneskene og tilgive dem deres synder. Væsenernes skæbne er aldeles ikke et spørgsmål om synd og tilgivelse, men udelukkende et spørgsmål om årsag og virkning. Det er et spørgsmål om viden og uvidenhed i kosmisk kemi og teknik. Der, hvor væsenet ikke kender årsag og virkning, handler det i blinde. At handle i blinde, når man ikke kan se, kan ikke være at synde. Der vil derfor ikke kunne eksistere nogen synd at blive vred over. En guddom, der bliver vred, er ikke en gud, men en afgud. Det er et væsen, der selv er blindt. Det er et væsen, der hører hjemme hos alle de andre væsener, der går i blinde eller famler sig frem i mørket. Et menneske, der bliver vred, er ikke et menneske, men et væsen, der endnu ikke er »opstået fra de døde«. Det er et væsen, der gennem gravens skygge efterhånden vil bane sig vej fremad mod lyset, mod »den store opstandelse«, »den totale indvielse« eller »den store fødsel«.