Kosmiske glimt
Artiklen: Kosmiske glimt
2. KAPITEL
Jordmenneskets frihed til at eksperimentere
Da det jordiske menneske er et mentalt frigivet, men ufærdigt og kosmisk uvidende væsen, er det ganske naturligt, at dets tilværelse må blive en vandring imellem mentale lys- og mørketilstande. At det er mentalt frigivet vil sige, at det i modsætning til andre væsener i det dyrerige, som det endnu tilhører, har en begyndende tænkeevne og en evne til at fornemme »jeg« og »det«. Det har frihed til at eksperimentere for derigennem at lære tilværelsens love at kende, men det må naturligvis også tage konsekvenserne af sine eksperimenter. Først når det igennem en særlig handlemåde har dannet sig tilstrækkeligt med erfaringer med hensyn til handlingers og tankers dødbringende eller livgivende virkninger og den større eller mindre risiko, der er forbundet med de forskellige tankearter og former for handlemåde, bliver det dygtiggjort til at bruge sin frigjorthed logisk og kærligt.
      Selvmorderen vil i en kommende inkarnation komme ud for en lignende situation som den, der fik ham til at begå selvmord i sin sidste inkarnation. Det sker ikke som en straf, men som en naturlig virkning af de årsager, han selv har sat i gang. Skytsånderne har nok suggereret de mørke tanker bort, men deres årsag kan de ikke tage bort. Den findes i talentkernerne i væsenets overbevidsthed og vil udfolde sig og skabe skæbne i den kommende inkarnation, hvor væsenet selv skal overvinde virkningerne og skabe nye årsager af en helt anden karakter.
      Nervesammenbrud, sygdomme, fjendskab, krig, økonomiske sammenbrud m.m., alt det, der danner mørke mentale skyer over menneskenes liv, er virkninger af årsager, der har deres rod i de levende væseners overbevidsthed, i deres skæbneelement med talentkernerne. Det er alt sammen resultater af de jordiske menneskers eksperimentalbevidsthed; de skal lære at kende forskel på godt og ondt, som der står i Bibelen, og blive ligesom Gud. Det vil sige, at de gennem deres eksperimenter og erfaringer gennem mange inkarnationer skal udvikle talentkerner i deres overbevidsthed, hvormed de kan udfolde en tankekraft og handlemåde, der er hundrede procent i overensstemmelse med livets love, hvilket er det samme som hundrede procent til gavn for helheden.