"Det levendes" facitter findes naturligvis kun i "det levendes" analyser. Men "det levendes" eller selve livets facitter kan umuligt findes eller realistisk opleves med intelligensen. Dette er forbeholdt intuitionsevnen, rent bortset fra den anelse eller fornemmelse af en guddom eller højere væsenstilstand, som den kulminerende instinktevne opretholder i de primitive væseners psyke. Når væsenerne således er blevet gudløse, er det fordi, en begyndende mental følelse i forbindelse med intelligensen drager dem mere og mere imod det rent håndgribelige, mens instinktevnen mere var en evne til at lade dem ane eller fornemme det abstrakte. Og med denne evneforvandling blev væsenerne således indstillet på det håndgribelige, hvilket vil sige det fysiske eller materielle. I denne tilstand kom væsenerne så langt bort fra at kunne fornemme det abstrakte og dermed fornemmelsen af en guddoms og en højere tilværelsesforms eksistens, som det overhovedet er muligt.
      Vi bliver således vidne til, at det primitive menneske er mere gudsbevidst end det her nævnte intellektuelle menneske. Det primitive menneske kan i kraft af sit kulminerende instinkt ane Guddommens eksistens, mens det intellektuelle menneske så at sige helt har mistet evnen til at fornemme og dermed evnen til at tro på, at der eksisterer en gud og en højere væsenstilstand end den jordiske. Dets bevidsthed klamrer sig til materien og dennes analyser.