Og således finder vi altså den store part af menneskene af i dag. Det er rigtigt, at kristusidealerne har haft en vis indflydelse på civilisationen. Alle humane foranstaltninger og fælles samfundsgoder, kirkebyggeri, religionsundervisning, forsorg, hjælp til syge og fattige, samt alderdomsforsørgelse, hospitals- og retsvæsen, røde korsinstitutioner og fredsligaer, antimilitarisme og militærnægtelse osv. har sin rod i den begyndende humanisme, der vil udvikle sig frem til den totale næstekærlighed, som Kristus var opfyldt af, og som han udtrykte som alle loves fylde.
      Men det er kun på et meget begrænset område, at jordens mennesker er begyndt at praktisere de foran nævnte idealer. Den store del af menneskene, i alt fald inden for de kristne lande, er kommet helt bort fra de religiøse idealer. De er nærmest blevet gudløse. De har mistet evnen til at tro. Det religiøse instinkt, som tidligere befordrede væsenernes tro på en guddom, er degenereret, alt efter som væsenerne udviklede sig i intelligens. Med denne evne begyndte menneskene at kunne forske i materien, kunne her tilegne sig viden. Men denne viden kunne ikke erstatte instinktets evne til at holde mennesket bundet i troen på et forsyn.
      Derfor blev den materielle forsker bundet mere og mere til materien, alt efter som hans instinktevne blev svagere og svagere og ikke kunne binde ham i troen eller fornemmelsen af en guddoms eksistens. Han blev gudløs. Han troede kun på de kendsgerninger og facitter, han kunne tilegne sig i forskningen af materien. Han mente at kunne finde livsmysteriets løsning i materiens analyser. Men materien er ikke selve Guddommen, ligesom den heller ikke udgør "det levende" i de levende væsener. Derfor kan den materielle forsker umuligt finde livets eller "det levendes" facitter i materien.