Livets skæbnespil
Artiklen: Primitiv og intellektuel gudsdyrkelse
6. KAPITEL
Millioner af mennesker verden over er i dag i kraft af deres instinktevne bundet i troen på en guddoms eksistens
Millioner og atter millioner af mennesker verden over er endnu i dag tilhængere af disse verdensreligioner, hvilket altså vil sige, at disse væseners psyke endnu i kraft af deres instinkt automatisk er bundet til troen på en højere væsenstilstand. For kristendommens vedkommende er objektet for væsenernes tro blevet én almægtig, alvis og alkærlig guddom. De virkeligt troende kristne er således her i kraft af deres instinkt bundet til en næsten urokkelig tro på en guddoms eksistens og på en særlig opfattelse af denne guddoms væremåde. Mens selve troen på denne guddoms eksistens totalt bæres af væsenernes instinkt og således er noget medfødt ved disse væsener, er opfattelsen af nævnte guddoms væremåde og forhold til menneskene noget af profeter og Kristus midlertidigt tillært. Dette af Kristus tillærte blev kaldt kristendom, og dets tilhængere blev kaldt kristne.