Når disse primitive eller endnu mindre udviklede væsener er meget religiøse, hvilket vil sige, at de tror på, at der forekommer væsener, der står langt over menneskene, væsener som de opfatter som "ånder", "guder" og "djævle", er det ikke hverken intelligens eller intuition, der bevirker, at disse væsener tror på guder og djævle i form af makrokosmiske væsener, der behersker naturen og menneskene. Det der får disse mennesker til så fast at tro på, at der eksisterer væsener over menneskene og naturen, er som nævnt deres instinkt eller den heraf fremtrædende højt udviklede eller kulminerende anelsesevne, altså den samme evne, som ufejlbarligt leder deres organfunktioner, leder eller fører også deres særlige for dem egnede væremåde. Da instinktevnen er ufejlbarlig i denne sin førelse af væsenernes liv i deres mest primitive stadier, vil vi også heraf kunne se, at der må være en logisk begrundelse for, at instinktet bringer det om højere væsener og tilværelsesformer aldeles uvidende væsen ind i en uafviselig anelse om netop sådanne højere foreteelsers eksistens. Hvorfor skulle denne instinktmæssige førelse af væsenet ind på troen på højere væseners og tilværelsesplaners eksistens ikke være lige så logisk, være lige så ufejlbarlig som instinktets befordring af væsenets organfunktioner og øvrige automatiske funktioner og ledelse der, hvor væsenet endnu ikke har bevidsthed eller psyke til selv at kunne klare den for dets særlige udviklingstrin passende livsførelse eller væremåde? Væsenernes religiøse tro er et organisk produkt og ikke en af andre tillært tilstand.