Hvad forstår man nu ved de mindst udviklede mennesker? De mindst udviklede mennesker er dem, vi kender under udtrykket primitive "naturmennesker". Det der i særlig grad er det bærende i disse menneskers sansesæt, er den psykiske eller mentale evne, vi kalder instinktet. Instinktevnen er den, der ligger bag alt, hvad der rent automatisk befordres i de levende væseners organismer, såsom selve fosterdannelsen i moders liv, organismens opvækst, dens blodomløb, kirtelfunktioner, åndedræt, fordøjelse osv. samtidig med, at den befordrer væsenets evne til at ane. Denne evne er plantelivsformernes højeste stadium for sansning. Planten kan ane kulde og varme. Den kan ane behag og ubehag, men den kan absolut ikke sanse, hvad årsagen er til dette behag eller ubehag. Den kan ikke hverken høre eller se.
      Hele den fysiske verden er en abstrakt verden for de livsstadier, plantelivsformerne befinder sig på. Men de kan ikke desto mindre reagere over for nævnte verdens påvirkninger. Det er disse påvirkninger, der efterhånden udvikler de nævnte livsformers psyke og evne til at skabe fuldkomnere og fuldkomnere organismer. Det er denne udvikling, der omskaber planten til dyr. I dyret ser vi de organer udviklet til fuldkommenhed, som kun var i sin første spæde begyndelse i plantevæsenet. Men selv om dyret har fået sanser langt ud over instinktevnen, er det alligevel denne evne, der stadig er den fundamentale i dyrets fremtræden som levende væsen. Og de primitive eller mentalt set laveststående mennesker føres således i stor udstrækning endnu ved deres instinkt eller anelsesevne, suppleret af deres begyndende følelsesevne. Intelligensen har de kun i et meget lille eller stærkt begrænset område. Det er derfor hovedsageligt disse væseners højt udviklede instinkt- eller anelsesevne, der er fundamentet for disse væseners religiøse tro, daglige liv og væremåde.