Men således at bære vildmennesket og dets uskrevne love i sit hjerte og i sin hjerne og lade det være medbestemmende i sin væremåde, er en byrde, som det tyvende århundredes moderne menneske ikke kan bære uden mentalt og viljemæssigt at forløfte sig. Det er bogstavelig talt den byrde, der skaber det samme væsens unaturlige træthed. Det slæber sig ofte til døde på denne byrde. Grundet på den tidligere nævnte store udvidede tænkeevne, som det ifølge en anden væsenstilstand i dets indre er kommet i besiddelse af, kan denne fra fortiden nedarvede vildmandsnatur bringe det ind i en overdimensioneret spekulation. Denne spekulation er identisk med alle de tankearter, der giver sig udslag i vrede, had og forfølgelsestendens over for mennesker, man mener er ens onde ånd eller årsagen til ens ulykkelige skæbne. Denne spekulation sætter mennesket på grund af urmenneskelige instinkter og moderne intelligens i gang for derved at hævde over for sig selv og andre, hvor uskyldig og ren det selv er i konflikten med den eller den næste. Og når spekulationen er lykkedes, således at dens ophav fuldt ud har suggereret sig selv til at se uskyldsrenhed i sit eget væsen, så begynder for alvor nedbrydningen af dets egne kræfter. Det bliver nu ikke alene mere bitter på objektet for dets vrede, hvad der giver det en meget stor forøgelse af nervespænding, men det bliver også deprimeret, fordi det nu på grund af selvsuggestionen kun kan se hele situationen som et martyrium. Det kommer derved til at lide af en alt for stor medynk med sig selv. Bitterhed og vrede imod et andet menneske og medynk med sig selv er nu blevet ligesom to store arbejdsfelter i dets daglige liv, der i større eller mindre grad optager dets tankefunktion. Et sådant menneske forhindrer sig selv i at blive glad, fordi dets indbildte martyrium nu holder dets normale sindsligevægt borte fra dets mentalitet.