Mens det primitive fortidsmenneske hovedsageligt handlede per instinkt og ingen spekulationer eller skrupler havde angående retfærdigheden, idet det faktisk var en uskreven lov ligesom hos dyrene, at retfærdigheden var på den parts side, som kunne udslette eller myrde modparten, har det moderne menneske ikke denne robusthed. Dets instinkt animerer det godt nok til at ønske ulykke over modparten, men en begyndende humanistisk følelse virker nu ind i væsenets udvidede tænkeevne og skaber her tankearter, der går i retning af at forsvare modparten. Væsenets instinkt og følelse kommer således her i konflikt med hinanden. Men denne konflikt bringer hurtigt vedkommende menneskes udvidede tænke- eller spekulationsevne i funktion. Og nu begynder en spekulation, der meget ofte er langvarig. Hvis væsenets instinkt er dominerende eller har overtaget over følelsen, vil det diktere væsenets intelligens og dermed dets spekulation i instinktets favør. Da instinktet er sædet for fortidens vaner og tilbøjeligheder, hvilket vil sige den førnævnte uskrevne lov, hvor retfærdigheden er på den parts side, som kan udslette eller undertvinge modparten, bringer det væsenet til med dets intelligens at skabe de mest geniale tankebilleder, igennem hvilke det ser sig selv som totalt uskyldig eller som hundrede procent martyr. Igennem den samme af instinktet førte tankespekulation ser det i værste tilfælde modparten som den mest infame skurk, der bør generes og bekæmpes med alle til rådighed stående midler. Om anklagematerialet eller begrundelsen for denne forfølgelse er baseret på kendsgerninger, har ingen betydning for den anklagende part. Den har for længst suggereret sig selv til at tro på sine egne af dets instinkt og intelligens skabte tankebilleder som urokkelig virkelighed. Det ønsker i værste tilfælde død og undergang over modparten. Og vi har her mødt vikingen, neandertalmanden eller naturmennesket i det tyvende århundredes moderne menneske.