Reinkarnationsprincippet
Artiklen: Unaturlig træthed
6. KAPITEL
Forestillingsevnens forbindelse med egoisme og selvoptagethed
I menneskenes daglige samliv spiller det nye bevidsthedsområde stærkt ind. Den udvidede følsomhed eller sensibilitet afføder nu oplevelser i væsenets mentalitet, som det tidligere var ganske immun overfor. Disse nye oplevelser kan naturligvis være behagelige og sunde og dermed livgivende, lige såvel som de kan være ubehagelige og usunde og dermed sygdomsbefordrende eller dødbringende. Men i et nyfødt område er der altså alle muligheder til stede for fejltagelser. Og således er det også her i menneskets forholdsvis nye og endnu spæde mentale område. Og da det i virkeligheden er dette område, der udgør den tankeverden, igennem hvilken alle mennesker i dag berører hverandre eller bygger deres samliv op, forstår man her, hvorfor dette samliv i så mange situationer udviser fejltagelser, bliver ustabilt, bliver til splittelse eller adskillelse, had og forfølgelse. Grundet på den udvidede forestillingsevne, som det moderne menneske er kommet i besiddelse af, er det blevet et geni til at danne sig forestillinger eller begreber, igennem hvilke det ser sig selv som det mest uskyldsrene væsen i enhver konfliktsituation, det eventuelt måtte befinde sig i med sin næste. I samme grad ser det naturligvis næsten som skurken, som forfølgeren eller som dets onde ånd, som det derfor ønsker straffet eller generet med alskens ondskab. Og da næsten som regel føler det samme over for modparten, må sådanne to parters samliv uundgåeligt ende i gensidig forfølgelse, had og bitterhed, der i værste tilfælde ligesom hos vikingerne eller hos primitive naturmennesker ender i mord eller drab.