Det er farligt at vandre i alt for lang tid i depression. Depression er nemlig det samme som sygdom i tænkeevnen. Den deprimerede har mistet evnen til at se tilværelsen i dens normale fremtræden. Han kan kun se den i et sort mentalt lys. Han vandrer hele tiden i tankeverdenens skyggeregioner. Det er ligesom, han ikke kan finde vej ud af disse skyggeregioner og ind i tankeverdenens solskinsegne. Han ser kun håbløshed og atter håbløshed. Han finder alt uoverkommeligt i en sådan grad, at det bringer ham til at føle en alt for overdimensioneret medfølelse eller medynk med sig selv. Han føler sig som martyr. Han føler sig som offer for naturens luner, hvis det da ikke er andre mennesker, han giver skylden for sit "martyrium". At denne situation, hvis den ikke bliver standset, må føre til livslede er selvfølgeligt. Men livslede er igen en allerede begyndende sindssyge, der i værste tilfælde udløser sig i selvmord. Mere abnormt kan et menneske ikke blive.
      Som jeg her har nævnt, kan den unaturlige træthed, hvis den ikke bliver helbredt, blive til en midlertidig både fysisk og mental undergang. Det kan ikke nytte at se igennem fingre med den og lade stå til, således som tusinder af mennesker gør det i dag, og hvorved nerveklinikker og sindssygehospitaler bliver fyldt med disse menneskelige vrag der, hvor de ikke havner i selvmord.