Da det moderne kulturmenneske vokser længere og længere bort fra naturmenneskets stadium, bort fra de love og betingelser, der for dette stadium var en livsbetingelse, er det i tilsvarende grad kommet ind under det næste udviklingsstadiums principper og love. Det næste udviklingsstadium er det, der efterhånden skal blive det fuldkomne menneskes tilværelse og væremåde, hvilket vil sige det stadium for mentalitet, Kristus påpeger i sin guddommelige bjergprædiken. Den normale livsglæde for det fremskredent udviklede menneske er altså ikke det at kunne slå sin fjende ned, således som tilfældet var for vikingerne eller mennesker inden for den nordiske gudelære. Al kulturskabelse går mere og mere imod en sådan væremåde. I alt fald må kulturmennesket ikke selv straffe sine fjender. I kulturstaten må dette kun ske igennem øvrighed og retsvæsen. Og udviklingen går mere og mere i den retning, ligesom man også inden for kulturstaten i en tiltagende grad føler savnet af et lignende retsvæsen for stater. Der er allerede gjort forskellige tilløb til at danne et sådant. Hvad er "De forenede Nationer", "Folkenes Forbund", "Én Verden" og lignende sammenslutninger andet end tilløb til eller forløbere for et internationalt retsvæsen for stater?
      Vejen til sundhed for sjæl og legeme går således udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumsfornemmelsen i sit eget indre. Kun med venskab kan man fjerne fjendskabet mellem sig selv og andre. Og kun med overvindelsen af sin tendens til at føle fjendskab og hævnlyst over for sin næste kan man fjerne den absolut sande årsag til sygdomme. Sygdom er kun en i den fysiske organisme fremtrædende reaktion af forudgående sjælelige konflikter eller disharmonier mellem organismens ophav og dets næste eller dets omgivelser. Hvis disse konflikter ikke havde eksisteret, ville væsenet aldrig være kommet ind i den svækkelsestilstand, der i dag gør det modtageligt for alskens sygdom og usundhed.