Vi lever i et vældigt bevægelsesocean. Alt er bevægelse. Tiden iler. Rummet iler. Vort hjerte banker, vort blod strømmer igennem vore årer. Vore tanker iler igennem vor hjerne. Fremtid bliver nutid, og nutid fortid. Vor organisme fødtes engang og begyndte straks at ile imod sin kulmination og derfra videre til sit ophør. Hvor er der noget i dette kæmpeocean, der ikke er af bevægelse? – Det er ikke så mærkeligt, at alle opfattelser er illusoriske, hvilket vil sige er relative. De er ikke absolutte, men kun baserede på en bevægelsesarts forhold til en anden bevægelsesart. Således er alle uindviede væseners opfattelser.

Menneskene er begyndt at klamre sig til den materialistiske videnskab og ved ikke, at de her fører deres liv ind i en ny illusionernes sfære endnu længere borte fra den absolutte virkelighed end nogen sinde. Nævnte materialistiske videnskab har da også bevirket, at menneskene er blevet endnu mere ulykkelige end nogen sinde. De ikke blot myrder nu i en grad, man aldrig før har kendt mage til, men kan også ligefrem ødelægge hele store beboelsesstrækninger og frugtbare terræner og gøre dem til livsfarlige og dødbringende ørkener, der udsender skjulte og for levende organismer dødbringende stråler. Alt sammen også på ren og skær illusion, indbildning og overtro. Nej, det er en stor fejltagelse at tro, at middelalderen er overtroens kulminationsdomæne. Hvad er deres små indbildninger og forestillinger og det par tusinde hekse, man da brændte, ved siden af gaskamrenes og atombombens millionofre. En større inkvisition end det tyvende århundredes kan vel næppe praktiseres på jorden, hvis menneskene da ikke helt skal gå under i hverandres gensidige kontrære indbildninger og overtro? – Tror man, at en endnu større atomhistorie, en endnu bedre terror, frihedsberøvende ensretning, forarmelse og nedværdigelse af mennesket vil være fred, ja så har man da i alle fald alle mulige betingelser for at blive en illusionernes og dumhedens og dermed en inkvisitionens ypperstepræst.

Nu vil man vel her indvende, at man da er nødsaget til at forsvare sig over for røvere og banditter, såvel inden for staterne som inden for individerne indbyrdes. Man er da nødt til at opruste og føre krig, ellers bliver man slået ned eller undertrykt af de andre. Man er nødsaget til at være med i hjemmeværn og modstandsbevægelser etc., i modsat fald optræder man jo nationalt uværdigt. Ja, men er den samme tendens, den samme forestilling ikke lige akkurat også til stede hos modparten? – Tror man ikke, væsenerne også her betragtes som nationalt uværdige, hvis de ikke lystrer parolen i deres flok? – I modsat fald ville deres moral jo være en langt bedre og mere fredsvenlig og eftertragtelsesværdig end vores. Hvordan skal menneskene få fred? – Det er jo ikke menneskene, der er skyld i krigen og ufreden, men indbildningerne, illusionerne eller de falske forestillinger, den moderne overtro. Det er altså ikke menneskenes kød og blod, men deres psyke, der er krigens sande årsag. At føre krig imod kroppene, imod kødet og blodet, er således tåbeligt, når det ikke er disse faktorer, der er fjenden. Hvad nytter det, at man dræber så og så mange kroppe, når man lovpriser, dekorerer og sværger til den overtro i sit eget indre, som man dræbte de andre for? – Hvad nytter det, at man dræber "krigsophidsernes" kroppe, når man giver deres psyke og de samme krigeriske indbildninger og forestillinger om national værdighed og forsvar overdådige levevilkår i sit eget indre? – Hvordan kan drankere være de rette forkæmpere for afholdenhed? – Hvordan kan slagtere være agitatorer for vegetarisme? – Hvordan kan smittebefængte læger være de rette helbredere? – Hvordan kan af krigspsykose besatte mennesker være de sande fredsstiftere? – Man kan ikke afskaffe noget ved at formere det. Krigen afskaffes ikke ved krig.

Hvordan får man da fred i verden? – Ja, her må vi vende tilbage til den kendsgerning, at alt, hvad der kan sanses, er bevægelse. Noget, der ikke er bevægelse, kan ikke sanses. Alt, hvad der bliver sanset, er således bevægelser. Disse bliver sanset i samme forhold, som de er kontrære eller afvigende fra andre bevægelser. Vi sanser således en bevægelse på grund af en anden bevægelse. Hvis vi holder vor hånd i en spand med vand, der måler tyve graders varme, og derefter stikker den ned i noget vand, der kun måler ti grader, vil vi synes, dette vand er meget koldt. Holder vi derimod først vor hånd i sne eller is for umiddelbart derefter at stikke den i vandet på de ti grader, vil vi føle det som varmt. Det samme vand kan altså sanses som koldt og varmt. Det afhænger af, hvilken varme vi har været i berøring med, før vi rører ved vandet med de ti grader. Men således er det også med alle andre former for sansning. Somme tider synes vi, at et par minutters ventetid er en evighed, og til andre tider kan vi synes, at de samme par minutter kun udgør brøkdele af sekunder. Når sansningen er så elastisk og usikker, hvornår kan man så stole på den? – Ja, her er det netop, at det fundamentale i sagen ligger. Hvornår kan man stole på vore sanseindtryk og de deraf dannede forestillinger, opfattelser og erkendelser? – Svaret må blive, at det kan vi ikke i noget som helst tilfælde, så længe vi endnu ikke har fundet det absolut faste punkt i tilværelsen. Er der da et sådant punkt? – Ja, hvis ikke der var et sådant punkt, kunne der umuligt være en sådan fuldkommenhed i universet, som tilfældet netop er. Hvis ikke der fandtes et sådant fast punkt, ville der aldrig nogen sinde kunne blive fred i verden. Men da det er en kendsgerning, at der er væsener, der har fundet den virkelige fred, og at der findes en vej til denne fred, må et sådant fast punkt eksistere. Thi vejen til fred betyder en absolut vågen dagsbevidst oplevelse af sandheden eller det absolutte bag alle illusionerne, hvorved man bliver befriet af illusionen. Og den heraf opståede frihed til i ro og stilhed at iagttage livets storhed og sande virkelighed i stedet for den tidligere voldelige kamptilstand for at forsvare sin overtro, det er freden.

Da dette faste punkt er stilhed, kan det ikke virke på sanserne, og når det ikke kan virke på sanserne, kan det ikke sanses eller opleves direkte. Men dets tilstedeværelse i tilværelsen kan dog ikke af den grund i længden forblive skjult. Det er en kendsgerning, at det levende væsen består af to principper, nemlig bevægelse og det, der dirigerer bevægelsen, hvilket altså henholdsvis vil sige organismen eller kroppen og så jeget. Af de to ting er der vel ingen, der er i tvivl om, hvad der er det faste punkt, og hvad der er bevægelse. Dette jeg i væsenet er dog den akse, omkring hvilken hele bevidsthedslivet drejer sig. Den bevægelsesgruppe, der udgør vort domæne i verdensaltet, og som er vor organisme, hviler altså på et fast punkt. Men når denne bevægelsesgruppe, som vi har lejlighed til at gennemse og således kan betragte både indvendig fra og udefra, må hvile på et fast punkt, bliver det kun logisk at antage, at andre former for energigrupper ligeledes må hvile på et lignende fast punkt. Og vi ser, at disse selvstændige bevægelsesgrupper, hvilket vil sige de levende væseners organismer, og deres faste punkt fremtræder inden i hverandre. Vi ser, at vor organisme består af myriader af mikrovæsener, der oplever deres liv og tilværelse inden i os, og vi ser, at disse mikrovæsener igen også har organismer, der atter er opbygget af mikrovæsener og således fortsættende helt ned i det usanselige mikroskopiske. Men når der således for vor egen organisme og indefter er væsener inden i væsener, bliver det også logisk at antage, at det samme princip må finde sted udefter. Vor organisme er jo ikke det yderste, der findes. Uden om os findes der også materiekombinationer, andre væsener, naturens kræfter, kontinenter, oceaner etc. Hvorfor skulle alle disse naturens kræfter ikke være udtryk for en større organisme, i hvilken vi er mikrovæsener, ligesom vore egne molekyler og celler er mikrovæsener inden i os? – At benægte dette er at være i uoverensstemmelse med, hvad naturen selv viser os og gør til kendsgerning der, hvor vore sanser har hundrede procents evne til at gennemskue tingene, nemlig i vort eget væsens domæne.

Denne helhed består altså, ligesom det enkelte individ, af en organisme og et fast punkt eller jeg. At det mindre jeg søger imod denne helheds største jeg, er kun, hvad vort instinkt gør til kendsgerning. Væsener skriger i dødsangst mod dette ukendte faste punkt. Og væsenerne søger at finde ud af, hvilken moral og opfattelse af livet dette højeste væsen kan have, for derigennem at gardere sig. Og forholdet Gud og gudesøn er således ikke noget menneskeligt påfund, men udtrykker et virkeligt, åndsvidenskabeligt facit. Og ved at studere kredsløbsprincippet, på hvilket dette helhedsvæsen eller Guddommen hviler, kommer de facitter frem, der markerer de levende væseners evige tilværelse. Der opstår en ny sansedimension på grundlag af denne højeste viden, thi en viden, der passer på evigheden, passer nemlig på det evige væsen. Kun timelig viden og analyser passer på timelige ting og kan således ikke være de rette analyser for evigheden og dermed heller ikke for det sande faste punkt. Ved at se livet i forhold til evigheden kommer man jo i kontakt med sin egen evige tilværelse og det guddommelige helhedsvæsen eller verdensaltets faste punkt. Og herfra set bliver der balance i alle ting. Her ses alt at være såre godt. Her er man hævet over alle illusionerne. Her er det ikke talstørrelser eller hastighedsgrader, men derimod livsytringskundskab, man besidder. Og med denne kundskab bliver ens psyke ét med Faderen. Men i samvær med Faderen ses, at i dette kredsløb har hver især sin uundgåelige naturlige plads i bevægelsen. Alt er såre godt. Og grundlaget for ufred eksisterer ikke mere. Og der, hvor ufreden er fjernet, eksisterer saligheden. Dér er himmeriges rige. Men uden Guddom ingen fred og uden fred ingen salighed, intet himmeriges rige.