Fra Bibelen kender vi begrebet "Guds ånd over vandene". Ligeledes kender vi en udtalelse af Kristus, hvor han om natten har en samtale med Nikodemus og siger: "Uden nogen bliver født af vand og ånd, kan han ikke komme ind i Guds rige". Vi kender også beretningen om "den hellige ånd", som kom over apostlene, og Kristus omtaler "talsmanden, den hellige ånd" eller "sandhedens ånd", som skal forkynde om de kommende ting og vejlede til hele sandheden. Hvad menes der med dette, at "Guds ånd svævede over vandene", og med udtrykket "at blive født af vand og ånd"? Vand og ånd er udtryk for to evige realiteter, uden hvilke jorden og alt liv på den aldrig nogen sinde ville være fremkommet. Disse to realiteter kender vi under andre udtryk. "Vandet" i den bibelske beretning er et symbolsk udtryk for det, vi kalder stof eller materie. Der måtte være noget, af hvilket Gud kunne skabe jorden. Uden materie eller stof ville der ikke være nogen skabelse. Noget kan ikke komme af intet, ligesom noget heller ikke kan blive til intet. "Ånd" betyder bevidsthed, der er det samme som det mentale område omkring et jeg, der bevirker, at dette fremtræder som et levende væsen. Bevidsthed er det levende væsens område af evner og anlæg, hvor igennem dets begær, vilje, tanker og viden udfoldes.

Gennem vor bevidsthed oplever vi glæder og sorger, behag og ubehag, kort sagt alt det, vi kalder vor skæbne. Fra bevidstheden dirigerer vi også vor fysiske organismes bevægelser og de handlinger og former for skabelse, der manifesteres gennem den. Vi har evner og talenter, vi kan udvikle nye evner, og andre evner er under degeneration. Det står alt sammen i forbindelse med livets oplevelse og de forandringer i vore ønsker og begær, som livsoplevelsen medfører. Hele denne livsforvandling, som er en kæde af årsager og virkninger, der skaber nye årsager, som igen medfører nye virkninger osv., foregår naturligvis ikke kaotisk eller gennem noget "ingenting", men skyldes et særligt kosmisk organisk apparatur, som jeg kalder det levende væsens "overbevidsthed". Ud fra denne overbevidsthed vedligeholder væsenet sin "underbevidsthed", der igen består af to realiteter: "Dags- og natbevidsthed", ligesom det også er ud fra overbevidstheden, at det skaber sit fysiske legeme. Overbevidstheden er således sædet for det levende væsens evige livsstruktur. I dette område findes væsenets begavelse og anlæg koncentreret i talentkerner, som overlever det fysiske legemes død og eksisterer bag dets livsudfoldelse og oplevelse efter døden. Fra overbevidstheden udstråler ligeledes de kræfter, som opbygger fostret i moders liv i en ny inkarnation og arbejder videre efter fødslen med legemets vækst og udvikling.

Vort fysiske legeme består af materier eller stoffer, der er underkastet forvandlingsprocesser fra det er et foster til det eventuelt bliver en gammel mands eller kvindes legeme. Fra den fysiske videnskab får vi at vide, at dette fysiske legeme hovedsagelig består af vand, og i religiøst symbolsprog er udtrykket "vand" ligefrem symbol for materien. Men dette "vand", dette materielle eller fysiske legeme, er under forvandling, dvs. det er i bevægelse. Thi forvandling er en form for bevægelse. Og det gælder for alt stof eller materie, at det er udtryk for bevægelse. Selv de meget faste stoffer består af partikler, der bevæger sig i tomrum, som er mange gange større end partiklerne. Det er samme princip, vi møder, hvad enten vi studerer himmelrummet med dets kloder, sole og mælkeveje, eller vi studerer materien med dens celler, molekyler og atomer. Studerer vi de levende væseners organismer, opdager vi, at de også udgør mange former for bevægelser, både i deres indre organiske struktur og i det ydre rum. Men hvad er det, der skaber bevægelsen i alt stof? Og hvad skaber bevægelserne i verdensrummet?

Stoffet i sig selv kan umuligt bevæge sig. Den bevægelse, som alt stof befinder sig i, udløses af noget helt andet end stoffet selv. Dette bliver til kendsgerning derigennem, at stoffet bygges planmæssigt op. Det bringes til at udløse logiske processer. De levende væseners organismer, som udgør livets allerhøjeste og mest fuldkomne materiekombinationer, er jo bygget op som geniale redskaber til brug for skabelsesprocesser. Er det ikke en kendsgerning, at stoffet i særlige tilfælde er formet som sanseredskaber for syn, hørelse, lugt, smag og følelse? Hvorfor er materien formet som hænder og fødder, der også er geniale redskaber? Og som hjerte, lunger, nyrer, skelet og muskulatur? Er det ikke netop for at opfylde bestemte formål? Hvis kun materien eksisterede, kunne den ikke blive formet på sådan en hensigtsmæssig måde. Der må være "noget", hvis hensigt og formål opfyldes gennem denne forvandling. Dette "noget" kan ikke være organismen selv, der blot er et redskab, der dirigeres. Dette "noget" er organismens ophav, som ikke er materie, og som derfor ikke er tilgængeligt for direkte sansning. Det er usynligt, men gennem dets påvirkning af og skabelse i materien kan dets tilstedeværelse konstateres.

Uden dette "nogets" eksistens ville der umuligt kunne eksistere bevægelse i materien. Såvel de gigantiske bevægelser i universets stjerneverden som de for os usynlige bevægelser i mikrokosmos eller materiens verden ville være en umulighed. Og der ville ikke kunne eksistere levende væsener. Dette "noget" besidder en egenskab, i kraft af hvilken det er et levende væsen, nemlig ånd eller bevidsthed. Det er dette levende væsen, vi kalder Gud, og det er i dette levende væsen, vi "lever, røres og er til", som det også siges i Bibelen. Om mennesket siges det i samme bog, at det er "skabt i Guds billede efter hans lignelse". Ja, men er vi ikke også et levende "noget", der dels oplever livet, dels giver os til kende gennem "vandene" eller materien, således som den er kombineret i organer og sanseapparater, der tilsammen udgør en organisme? Dette "noget" kender vi under begrebet "jeget". Hvert eneste menneske er et levende væsen i kraft af sit jeg, sin overbevidsthed, sin underbevidsthed og bevidsthedens manifestationsorganer. Men uden overbevidsthed ville vi hverken have underbevidsthed, dags- og natbevidsthed eller fysisk legeme. Jeget ville eksistere, men det ville kun udgøre "noget, som er" uden skabelse og oplevelse. Det ville være stilhed eller livløshed. Jeget må, som Kristus sagde, "fødes af vand og ånd", det må opleve sig selv i forhold til bevægelsen. Og det er ikke nok med "vand", med stof eller materie; ånden eller den formende kraft må til for at bevæge materien.

Ånd udgør den kraft, der i alle situationer bevæger al materie såvel i mikrokosmos som i mellem- og makrokosmos. Denne kraft er kun synlig eller tilgængelig for sansning gennem de reaktioner eller bevægelser, den fremkalder i materien. Alle former for materiekombinationer, hvad enten de er fysiske eller psykiske, er blevet til i kraft af ånd. Da ånd er en bevidsthedskraft, kommer den til syne som vilje, og bag det, vi kalder vilje, eksisterer der et begær, en hunger. En åndelig hunger eller sult kan kun forvandles til mættelse ved at blive tilfredsstillet. Men hvordan opstår et sådant begær eller en sådan hunger?

Men når alle levende væsener er evige væsener, og sult- og mættelsesprincippet er et evigt fornyelses- og udviklingsprincip i universet, må væsenerne engang blive mætte af lystilstanden og længes efter dens modsætning, som da vil være lys for dem. Det vil sige, at vi fra den nuværende udviklingsspirals "salighedsrige" engang vil begynde at udsende sådanne bevidsthedskræfter, hvis virkninger danner "mineralrige" i en højere udviklingsspiral, hvilket er begyndelsen til en ny "indvikling i materien". Det er naturligvis svært for nutidens mennesker, der er ved at være mætte af alle former for mørkemanifestationer, at fatte, dels at de engang har længtes mod sådanne former for livsoplevelse og manifestation lige så stærkt, som de nu længes bort fra dem, og dels at de engang i fremtiden, selv om det er om så lang tid, at de ikke kan opfatte det med cifre, igen vil længes imod noget lignende. Det er selvfølgelig ikke lidelserne, man vil længes imod, men magten, selvhævdelsen og egoismen efter umindelige tiders udfoldelse af næstekærlighed, hengivenhed og altruisme. Og som man sår, må man høste, dvs. opleve virkningerne af sin magtudfoldelse, og dermed kommer forvandlingen eller fornyelsen af bevidstheden. Livet er en evig fornyelsesproces af Guddommen og af gudesønnerne eller de levende væsener. Blot med den forskel, at Guddommen i al evighed er på sit højdepunkt i sin primære bevidsthed, hvor de væsener, der i udviklingsspiralerne gennemløber de højeste verdener, er Guds skabe- og oplevelsesredskaber, mens de væsener, der repræsenterer spiralernes plante-, dyre- og menneskestadier, udgør Guddommens sekundære bevidsthed, hvor på én gang disse væseners bevidsthedsfornyelse og Guds bevidsthedsfornyelse finder sted, samtidig med at alle disse myriader af levende væsener udgør stoffer og universer for hverandre.

Væsenernes begær udløses således af et evigt princip, i kraft af hvilket de drages mod nye sfærer og tilstande, som aldrig bliver en gentagelse i detaljerne, selv om lovmæssigheden gentager sig. Nævnte princip har jeg kaldt "urbegær", hvilket ikke er det samme som vilje. Urbegæret er det evige livsbegær eller hungeren efter livsfornyelse, og det i sig selv er en garanti for, at det, vi kalder "døden", kun er en illusion. Dette begær har sæde i individets overbevidsthed, hvor samme individs talentkerner også befinder sig, koncentreret i "spiralcentre", dvs. permanente skabelsescentre for underbevidsthedens legemer: instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet. Disse legemer danner individets underbevidsthed, og gennem dem kan det sanse, opleve og udfolde sin skabeevne.

Den fysiske videnskab og teknik er i dette århundrede nået umådelig langt i sammenligning med, hvad man kunne præstere inden for disse områder i tidligere århundreder af vor kulturepoke. Denne kolossale udvikling er for en meget stor del forårsaget af, at man opdagede og forstod at udnytte elektriciteten. Det moderne menneske trykker blot på knapper, så kommer der lys, eller det sætter en motor i et brugsredskab i gang eller lukker op for radio eller fjernsyn. Det koger muligvis sin mad ved hjælp af elektricitet, og det kører i sporvogn og elektrisk tog til arbejdet, hvor det på mangfoldige måder anvender elektricitet i maskiner, der varierer fra små let håndterlige apparater til kæmpemæssige dynamoer og kraftmaskiner.

Mennesket har altså – uden at vide det – anvendt elektricitet længe før, end det fandt frem til den i naturen og fandt på at bruge den i teknikkens tjeneste, og det har det, fordi dette at være et levende væsen faktisk er det samme som at være et elektrisk væsen. Arbejdet med stråler og bølger og elektro-magnetiske kræfter inden for teknik og videnskab vil lidt efter lidt føre menneskeheden frem til at blive mindre materialistisk, idet man bliver klar over, at materien, et hvilket som helst stof, ikke blot er det, det ser ud til at være. Det består af partikler og tomrum, men "tomrummet" er gennemstrømmet af stråler og bølger, og partiklerne er omgivet af kraftfelter, der består af mange slags vibrationer og bølgelængder.

Midt imellem mikrokosmos, dvs. organernes, cellernes, molekylernes og atomernes verdener, og makrokosmos: klodernes, solsystemernes og mælkevejenes verdener, oplever menneskene verden, en verden, som derfor naturligt kan kaldes "mellemkosmos". Og lige som det er elektriske kræfter, der står bag ved bevægelserne i mikro- og makrokosmos, er det også elektricitet, som sætter de mellemkosmiske bevægelser i gang. Man må altså kosmisk set skelne mellem makro-, mellem- og mikrokosmisk elektricitet, hvilket ganske vist alt sammen er psykisk kraft eller psykisk materie, men anvendt henholdsvis af levende væsener i makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Når videnskaben når tilstrækkelig langt i udvikling, vil den anerkende begrebet "ånd" og forstå, at ånd er psykisk kraft eller stråleformig materie fremtrædende i tre dimensioner, svarende til de tre kosmos.

Ligesom jordmenneskene til en vis grad kan jonglere med jordklodens fysiske materier for dermed at opretholde deres fysiske liv – fx. ved at så og høste markens afgrøde og på anden måde udvinde deres føde af den fysiske materie, og ved at bygge huse og lave redskaber og maskiner osv. – således kan de også efterhånden til en vis grad jonglere med samme jordklodes psykiske kraft, selv om de ikke aner, at jordkloden er et levende væsen, i hvis organisme de befinder sig. En sådan viden har dog eksisteret og eksisterer hos mennesker, der er indviet i livslovene. I fortiden var der indviede væsener på jorden, som havde særlige opgaver i forbindelse med menneskehedens udvikling. Disse indviede benyttede sig ved visse lejligheder af magisk kraft, som man kaldte det. Og senere tiders mennesker har opfattet magien som noget "overnaturligt". Alt, hvad der i Bibelen fortælles om såkaldte overnaturlige hændelser i forbindelse med Pagtens ark og Salomons tempel, har højst sandsynligt været elektriske fænomener. Der fortælles jo ligefrem i skildringen af templets opførelse i Det gamle Testamente, at der var kobberstøtter omvundet med tråd, et støbt hav og meget andet, som man almindeligvis blot har opfattet som prydelser. Men det har været et kæmpemæssigt elektro-element, hvis udladninger ved indvielsen af templet var så stærke, at præsterne faldt til jorden. En sky af "Herrens herlighed" fyldte huset. Så vil en og anden måske sige: "Nå, var det ikke andet end elektricitet". Men eftersom vedkommende faktisk ikke ved, hvad elektricitet er, og eftersom det er elektriske kræfter, der som guddommelige kræfter virker både i makro-, mellem- og mikrokosmos, og som bevirker al skabelse, forvandling, nedbrydning og fornyelse i universet, kan man dårligt anvende ordet "kun" i den forbindelse.

Det er ikke meningen, at elektricitet skal anvendes som "magi" i menneskehedens videre udvikling. Men det var en vigtig faktor i visse af dens udviklingsstadier, mens den endnu blev ledet af indviede væsener, som var inkarneret i fysisk materie.

Når vi oplever de fysiske materiers reaktionsevne, deres farver og former, deres forvandling, deres fremtræden i fast, flydende og luftformig tilstand, deres bevægelse og vibration, skyldes alt dette den i disse stoffer eksisterende usynlige kraft eller stråleformige materie, der er det samme som psykisk kraft eller ånd. Med hensyn til materierne i menneskets egen organisme, så er de bygget op af mikroorganismer, der er legemer for levende mikrovæsener, altså væsener i underliggende spiralkredsløb. Når alle disse væsener befinder sig i vor organisme og ikke i en anden organisme, er det fordi vi med vor bevidstheds elektriske vibrationer og bølgelængder har tiltrukket netop disse levende væsener. I princippet er det samme årsag, som ligger til grund for, at vi befinder os som mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Det er, fordi vi er på bølgelængde med dette makrovæsen, som har tiltrukket os. Ellers var vi født på en anden klode.

Det levende væsen er altså primært et elektrisk væsen eller et åndeligt væsen. Og når det begynder at forstå det og at tænke og handle ud fra denne forståelse, vil meget i dets liv kunne ændres og dermed hele dets fremtidige skæbnedannelse. Ikke mindst vil det kunne få betydning, at det forstår, at begrebet næstekærlighed har både et mikrokosmisk og et mellemkosmisk perspektiv. Fra Bibelen kender vi kun det mellemkosmiske: vor næste som medmennesket i hverdagen, efterhånden også udvidet til dyr og planter. Men alle de levende væsener, der lever, røres og er til i vor fysiske organisme er også vor næste. Hvorfor har Kristus da ikke fortalt det? Fordi hans omgivelser og mennesker i mange følgende århundreder absolut ikke ville kunne forstå ham. De havde svært nok ved at følge med i meget af det, han fortalte. Men han sagde jo netop, at Faderen skulle sende sandhedens ånd, som skulle tage af hans og give til menneskene og forkynde om de kommende ting og vejlede til hele sandheden. Gennem den fysiske videnskab og den tekniske udvikling er der nu gjort et forarbejde, således at mennesket, når det bliver træt af den materialistiske livsanskuelse, kan føre dette arbejde videre som en åndelig videnskab, og i dette arbejde vil kosmologien blive den inspirerende faktor. Men som jeg før omtalte: i den videnskab vil moralen komme til at spille en væsentlig rolle, ikke en moral, der med løftet pegefinger siger: "Du må ikke" og "du skal", men en moral bygget på næstekærlighedsprincippet; også til vor næste i mikrokosmos. Had, hævnfølelse, vrede, bitterhed, irritation, jalousi, surhed, angst og depression er psykiske kræfter, som ikke blot laver ravage og ulykke i forhold til vor næste i mellemkosmos. Disse energier eller psykiske kræfter laver mindst lige så store katastrofer i vor egen organisme som elektriske kortslutninger. Man skulle blot vide, hvilke naturkatastrofer et hidsighedsanfald kan forårsage for mikrovæsenerne, der lever i vort hjerte- eller lungeområde. Eller hvor katastrofalt en angstneurose eller depression kan virke for de væsener, der tilsammen udgør vore maveregioner, så ville menneskene prøve at beherske deres sind lidt mere. Samtidig giver sådanne anfald dispositioner til sygdomme, ja, de sætter måske sygdommen i gang. Også her behandler vi vor næste ilde og må høste, som vi har sået. Men når mennesket i kærlighed åbner sit sind for sin næste i mikro- og mellemkosmos, da vil også den evige Guddoms hellige ånd drage samme væsen mod større og større oplevelseshorisonter i dets evige udvikling.