Hvad forstår vi ved ånd? Vi ved fra vor børnelærdom, at ånd var noget, der kom over apostlene, hvorved de fik en anden bevidsthedstilstand end den, de før havde. De kom til at tale i andre tungemål. Dette må De ikke forstå således, at apostlene kom til at tale andre sprog. Apostlene havde en åndelig oplevelse, i hvilken de blev bevidst i andre tankearter end dem, de hidtil havde kendt, de blev med andre ord bevidste i en højere viden om tingene.

Jeg sagde til Dem før, at ånd og materie i virkeligheden er det samme. Sandheden er nemlig den, at det kun er den del af materien, som befinder sig indenfor vor bevidsthed, vi kalder "ånd"; det, der er udenfor, det være sig faste, flydende eller luftformige stoffer, kalder vi "materie". Når vi dør, sker der kun det, at vort liv, der før var af indvendig karakter, dvs. opstod som reaktion mellem os selv og en yderverden, nu bliver af udvendig karakter. Årsagen hertil er den, at de åndelige verdener består af samme stråleformige materie, som vor indvendige verden her er bygget op af.

Det levende væsen er altså et væsen, i hvilket energierne går ind. Det oplever, det fornemmer, det sanser indtrykkene som behag eller ubehag og giver dem udtryk igen igennem sin evne til at skabe, – på denne måde opstår al bevægelse i tilværelsen. Når en kunstner maler et billede af naturen eller viser os noget af sit eget indre, er hans skabelse i virkeligheden en reproduktion af noget, som først er kommet udefra, og som han nu er i stand til at sende tilbage, men i en sådan form at det er præget af hans indstilling til livet. På samme måde som en kunstner reproducerer sine sanseindtryk, reproducerer ethvert jordmenneske sine indtryk. Når jeg har valgt at nævne kunstneren, skyldes det, at han i almindelighed har større evne til at give udtryk for sine indtryk, end det almindelige menneske har. At udtrykke et menneske som mere eller mindre begavet er i virkeligheden blot det samme som at sige, at det har større eller mindre evne til at reproducere sine indtryk. Forskellen mellem et primitivt og et udviklet menneske er altså ene den, at det primitive menneske ikke har det udviklede menneskes evne til at gengive sine indtryk, sine oplevelser, i klare tankebilleder.

Der foregår altså en cirkulation i hvert eneste levende væsen. Uden at det var således, ville der ikke eksistere nogen som helst form for liv. Ånd er således en absolut realitet, det er i sin analyse identisk med bevidsthed. Efterhånden som det jordiske menneske får større indsigt, vil det få evne til at opleve ånd som materie. Vi når frem til i en langt højere grad, end det nu er tilfældet, at kunne korrespondere med vore åndelige legemer. De anvender denne korrespondance allerede nu, men blot ikke i nævneværdig bevidst form. Men når De f.eks. bemærker et andet menneskes "atmosfære", da koncentrerer De Dem i virkeligheden om dette menneskes åndelige side. Denne koncentration kan være så stærk, at De langt mere retter Dem efter denne atmosfære, end efter hvad det menneske med ord åbenbarer af sit eget væsen. Når mennesket dør, kommer det netop til en verden, hvor det korresponderer med materien i dens åndelige form. I den verden fremtræder det jordiske menneske ikke alene i den form, De kender her fra det fysiske plan, det fremtræder også omgivet af farver, som er synlige for iagttageren.

En og anden kunne måske spørge, hvad det egentlig vedkommer vort daglige liv, om vi kender disse ting, og jeg må der svare, at det vedkommer os i højeste grad. Dybest set længes nemlig hvert eneste jordmenneske efter at kunne manifestere en eller anden form for kunst. Vi ønsker bevidst at kunne skabe så fuldkomment som muligt, men dette ønske kan ikke blive opfyldt for os, så længe vi ikke ved, hvad bevidsthed er. Vi må vide, hvad det er, der i os selv hindrer os i at skabe det, vi gerne vil, og hvad der fremmer denne skabelse. Uden denne viden hindrer vi i virkeligheden vor egen åndelige vækst, og det er da også fornemmelsen af denne tilstand, der er det bærende i vor søgen efter sandheden.

Nu kunne De måske spørge, hvad jeg forstår ved en fuldkommen ånd. En fuldkommen ånd er et menneske, der er blevet et moralsk geni. I et sådant menneskes sind findes ingen irritation over nogen eller noget. Det bruser ikke op og bliver heftigt. Det kender ikke til at føle sig såret, og det tænker ikke lavt om noget som helst. Det er et menneske, der ved, at hvad det end bliver vidne til eller selv oplever, så følger alt en så fuldkommen plan, at det ville være udtryk for den højeste tåbelighed at forlange, at noget skulle være anderledes, end det er. Et sådant menneske lever ikke på antipati eller sympati, men omfatter alt levende med en kærlighed, der gør, at det selv bliver elsket af enhver, det kommer i berøring med. Denne tilstand er i virkeligheden målet for os allesammen, og den kan kun nås af den, der er fortrolig med forholdet mellem ånd og materie.

Alle mennesker skal nå frem til at repræsentere en evig sommer i deres væsen. Ikke en tropisk sommer fyldt med insekter og giftige dyr, men en vidunderlig tempereret sommer, der udstråler en mild varme imod alt og alle. Sådan er det ikke nu.

Pinsen er åndens fest. Det er ingen tilfældighed, at den er blevet lagt på en årstid, hvor blomsterne vælder frem, og luften fyldes af sang fra titusinder af små fuglestruber. Hvorfor tror De, at mennesker i tusindvis strømmer ud fra byerne i pinsen? Er det ikke for at opleve naturens strålende genfødsel, dens tilbagevenden? Er det ikke for at fylde sindet med nye indtryk af liv og skønhed, af sommer? Det hele ser så materielt ud, og så er sandheden jo den, at alle disse mennesker netop strømmer ud i naturen for at kunne modtage indtryk, som de kan genopleve i erindringen, når de atter vender tilbage til byens mere triste atmosfære.

Og på samme måde som denne lovmæssighed i naturen nu udløser sig i en åbenbaring af liv og skønhed, på samme måde udløser den samme lovmæssighed sig i vort eget indre. Vi danner med vor egen organisme et verdensalt. I dette skabes sommer og vinter for vore mikrovæsner. Når dette, vort eget verdensalt, rammes af sygdomme, skyldes det kun, at vi har vænnet os til at modtage forkerte indtryk. Vi har bragt vor tænke- og levemåde i konflikt med tilværelseslovene og får derved uundgåeligt et forkert facit med vort liv. Menneskene må lære at studere, hvorledes de skal få de rigtige indtryk, således at deres liv kan komme til at være udtryk for en fuldkommen tilværelse. Forkerte indtryk giver forkert handlemåde. Enhver form for videnskabelig uddannelse er netop baseret på bibringelsen af korrekte indtryk. Igennem denne uddannelse, der jo kun er ånd koncentreret ned i et sprog, lærer den studerende at blive herre over det stof, hans studium omfatter, hvilket vil sige, at han lærer dette stofs natur at kende så godt, at han kan skabe fuldkomment med det.

På et vist stadium er enhver form for skabelse åndelig, enten den materialistisk indstillede så tror det eller ikke. Den kærlighed, som selv det mest materialistiske menneske har til f.eks. fysiske ting, er af åndelig natur. Denne åndelige side af det jordiske menneske er lige så godt bundet af love, som det fysiske stof er det. Men til at opnå forståelse af dette kræves der koncentration. Denne koncentration vil føre Dem til forståelse af de store grundprincipper i det levende væsen, jeg kalder X1: jeget – X2: skabeevnen og X3: det skabte. De vil se, at der findes en fundamental forskel mellem skaberen og det skabte. De bliver bevidst i, at alt det, vi kan sanse, er udtryk for energi eller bevægelse. Dette vil igen sige, at alt det, Deres sanser er i berøring med, ligegyldig hvad De så end kalder det, er bevægelsesformer. Disse bevægelsesformer kan De følge helt ind i Deres eget væsen som indtryk. Disse indtryk udløser en reaktion overfor Deres jeg. Denne reaktion afslører, at Deres jeg er noget andet end bevægelse, thi ellers ville bevægelse jo kunne opleve bevægelse, hvorved tilværelsen ville blive reduceret til en ren fysisk-mekanisk proces. Men både De og jeg ved, at det ikke er sådan. Vi ved, at et bilhjul ikke kan opleve et andet bilhjuls bevægelse. Men når dette noget, vi kalder vort jeg, ikke er bevægelse, er det stilstand, og når det er stilstand, kan det ikke sanses, thi forudsætningen for sansning er netop bevægelsesarternes indbyrdes forhold til hinanden. Jeget er altså utilgængeligt for sansning, men denne dets utilgængelighed kan dog ikke få os til at benægte dets eksistens. Det udgør det faste punkt i vor tilværelse. Ud fra det måler vi alt, hvad vi oplever. Det er ved dette faste punkt, at de indtryk, vi modtager fra vor yderverden, vender. Da dette faste punkt ikke er energi, er det ikke slitage undergivet, det er evigt det samme i modsætning til alle "faste" punkter i yderverdenen, der netop er undergivet "tidens tand". Det er dette faste punkt, dette centrum i Deres inderste væsen, der forbinder alle Deres indtryk således, at De i Deres evige tilværelse kommer i besiddelse af et stadigt voksende indblik i verdensaltet. Hvis dette faste punkt var undergivet slitage eller total opslidning, ville De aldrig kunne opnå det mægtige overblik over livet, De alle nu har.

Naturligvis kan jeg ikke i et kort foredrag forklare Dem alle detaljerne i denne proces, men må henvise Dem til de afsnit i Livets Bog, hvor jeg udførligt behandler sanseevnens analyse. Men jeg håber alligevel her at have givet Dem et lille indblik i den side af Deres væsen, som hidtil har været skjult for Dem. De her nævnte tre principper ligger altså til grund for ethvert levende væsens tilsynekomst. I sig selv er de uadskillelige, de er i virkeligheden tre analyser af én og samme ting. Men medens X3 således udgør tilværelsens farvestrålende kolorering og X1 den, der oplever denne kolorering, så er X2 interessant derved, at vi indenfor dets område finder det levende væsens skatkammer. De ved nu, at al skabelse i X3 finder sted på basis af de seks store grundenergier: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse. Disse energier forekommer i enhver form for fysisk eller åndelig skabelse. Men der findes en syvende energi, som jeg kalder "moderenergien", idet den udgør grundlaget for enhver evne- eller talentdannelse. Denne moderenergi har sit sæde i X2 og ligger til grund for det, jeg kalder det levende væsens "skæbneelement". Ud fra dette skæbneelement finder al skabelse sted. I sig selv udgør det et område, indenfor hvilket vi finder essensen af det levende væsens reaktioner overfor X3 eller yderverdenen i form af alle de evner og talenter, der betinger dets ydre tilsynekomst som plante, dyr, menneske osv. Disse evner eller talenter er at ligne ved "frø", idet de udgør essensen af tidligere livs oplevelser. Det er virkningen af disse "talentkerner", vi er vidne til fra det øjeblik, undfangelsen har fundet sted. Ved hjælp af denne essentielle viden fra en evig fortid, opbygger det levende væsen først sin fysiske organisme i moders liv for derefter gradvis at åbenbare sin natur igennem samme organisme. Men da det ikke alene drejer sig om at få udviklet den fysiske organisme til anvendelighed, men også de åndelige legemer bag den fysiske organisme, vil De ved et nøjere studium se, at det jordiske menneske fra undfangelsen og frem til omkring det 30. år "repeterer" sin egen fortidige tilværelse. De vil se, hvorledes det i moders liv i ren fysisk materie gennemløber et utal af tidligere fysiske stadier af fiske- og pattedyrslignende former, og hvorledes det, når det er født, fortsætter denne repetition i åndelige tilstande. Det gennemløber en hel skala fra urmenneskets uartikulerede primitivitet og frem til det civiliserede menneskes tilstand. Omkring det 30. år er repetitionerne fuldbyrdede, og det jordiske menneske fortsætter da den tilværelse, som afsluttedes med døden i et tidligere liv. Hvis det jordiske menneske var en af sine forældre frembragt ting, så skulle dets fysiske tilværelse udgøre en reproduktion af disse forældre. Men livet omkring Dem vil hurtigt overbevise Dem om, at dette ikke er tilfældet. De er ingen reproduktion, De er en selvstændig og af familie og slægt uafhængig livsenhed, der evigt har været og evigt vil være.

Igennem det, jeg her har fortalt Dem, vil De se, at hele X3, som udgør alt, hvad det levende væsen kan sanse, i sig selv udgør materialiserede tanker. Ingen bevægelsesart kan eksistere selvstændigt, men må være tilknyttet et levende væsen. Og når De derfor får studeret disse ting dybt nok, vil det være klart som dagen for Dem, at den natur, der omgiver Dem, intet har med kaos at gøre. I alle sine detaljer er den udtryk for det meddelelsesmiddel, verdensaltets centrum anvender for at gøre sig forståelig overfor Dem. Til den tid vil ordene "og Guds ånd svævede over vandene" ikke forekomme Dem uforståelige. De oplever nu, hvorledes "Guds ånd" i form af foråret bryder igennem ude i naturen. Dette gennembrud skaber liv på samme måde, som når sjælelig varme gennembryder et koldt menneskes sind.

Undersøger vi jorden fra dengang, den var glødende og frem til nu, vil vi se, hvorledes den har repræsenteret et hav af bevægelse, et hav af årsag og virkning, der gradvis har ført den frem til det, den i dag er. De kolossale mængder af indtryk, som det jordiske menneske her oplever, kan se ud som planløse, men de er det ikke. De er i den grad fuldkomne, at De, jo dybere De trænger ind i dem, vil komme til at opleve, at disse indtryk samlet udgør Guds egen levende, strålende bevidsthed. De vil blive bevidst i, at De ikke kan udtrykke én eneste tanke, som De ikke har fået fra den yderverden, der omgiver Dem. Denne yderverden lærer Dem, at for at energierne skal føre til en lykkelig livsoplevelse, må de anvendes i kontakt med de love, som naturen afslører. Vi må altså lære at arbejde på samme måde, som naturen gør. Den, som i alle livets forhold gør naturen til sin højeste læremester, vil ikke kunne undgå at blive lykkelig, thi på den måde er man hele tiden deltager i et studium, der medfører åndelig vækst. Alt det, jeg fortæller Dem, har jeg fra min egen vekselvirkning med den tilværelse, der omgiver mig. De ved, at jeg ikke har læst mig til den viden, mit arbejde giver udtryk for, jeg har set den i naturen selv. Foruden at være materie er naturen også i allerhøjeste grad ånd. I det øjeblik De opfatter naturens manifestationer som ånd, er De hele tiden sammen med Gud, så er De hele tiden undergivet hans undervisning. Resultatet af denne undervisning er, at De igennem den bliver kosmisk kemiker. Indtil nu har De måske blandet Deres mentale energier efter de midlertidige begær, der har behersket Dem. Igennem studiet af det virkelige liv opdager De, at forudsætningen for virkelig lykke er, at Deres begær bliver kultiverede, hvilket jo blot vil sige, at de bliver bragt under kontrol. At kontrollere sine begær betyder, at man er i stand til at overse, hvad deres tilfredsstillelse fører til. Kan man da se, at de på et eller andet tidspunkt fører til smerte for nogen, ja, da må man give afkald på deres tilfredsstillelse.

Når vi nu holder pinsefest, og nogen benytter denne til at tage i skoven, andre til bal eller anden fest og atter andre til at deltage i møder, da må De forstå, at alle disse ting, hver for sig, er lige nyttige. De udtrykker, at hver enkelt får en "sult" tilfredsstillet. I den guddommelige verdensplan sker der intet, absolut intet, som ikke er fuldkomment. Hver især har sine interesser, som ikke alene skal, men som også bliver tilfredsstillet. Men ikke alle interesser fører til lys og lykkelig mentalitet. I mange tilfælde bliver vi vidne til, at et menneskes interesse fører det til tungsind og depression. Her er det, at De skal forstå, at denne interesse i sig selv har udgjort en materiekombination i disharmoni med tilværelseslovene. Resultatet heraf bliver altid mental uligevægt, bliver det, vi kalder mørke. Studiet af de kosmiske analyser fører Dem frem til en tilstand, hvor De altid er besjælet af mildhed og sympati i forholdet til Deres omgivelser. Dette studium fører Dem frem til en forståelse af lidelsernes sande mening, som er den at belære den, der oplever dem, om hvorledes man skal handle rigtigt. Lidelserne er jo konsekvenserne af forkerte tankeblandinger; hvis de ikke fandtes, ville intet jordmenneske nogensinde lære at tænke rigtigt. Men takket være lidelserne lærer det enkelte menneske at spørge sig selv, om det ikke kunne have undgået lidelserne ved at have handlet anderledes. Det er svaret på dette spørgsmål, der udtrykker åndelig vækst. Denne åndelige vækst vil uundgåeligt føre mennesket til forståelsen af Guds virkelige eksistens. Nået dertil, vil det efterhånden begynde at åbne sig for de guddommelige kræfter. Den guddommelige ånd vil da gennemstrømme bevidstheden, og i lyset af den vil mennesket se, at alt i virkeligheden er såre godt.

I dag er mennesket nået frem til et stadium, hvor dets virkelige "fødsel" er ved at være forestående. Denne "fødsel" betyder en opvågnen til erkendelsen af, at det levende væsen altid har været og altid vil være. I dag ved det jordiske menneske ikke, at det har levet før, det tror i vid udstrækning på, at det er en "skabt" ting, en slags reproduktion af forældre og slægt, men denne indstilling kan kun føre til en forkert vurdering af livet. Som De i naturen ser årstiderne skifte i et stort kredsløb, vil De også engang se Deres egen tilværelse som et stort kredsløb. I dette store kredsløb oplever De i øjeblikket tilværelsens vinter, men i dybet af Deres indre rører vældige kræfter på sig. Et nyt strålende kosmisk forår holder på at udløse sig. Det er dette kosmiske forår, som pinsefesten skal symbolisere. Pinsen er beretningen om den hellige ånd. Men den hellige ånd er Guds egen bevidsthed, som begynder at gennemtrænge Deres væsen. Det er kræfterne fra den, som får Dem til at bekæmpe skinsyge, vrede og hidsighed. Det er i kraft af den, at De længes efter et liv langt borte fra krigens og smertens zoner, og det er i lyset af den, at De giver afkald på hævn og får kraft til at tilgive. Jo mere De indstiller Dem på denne ånd, desto mere vil dens lysmasser vælde ind i Deres sind og sprede liv og varme omkring Dem. Igennem mødet med den vil De få en strålende fornemmelse af Guds evige eksistens, De vil få kosmisk bevidsthed og vågne op til den viden om udødelighed, der er al sand lykkes evige klippegrund.