Noget af det første, vi får at vide i den overleverede bibelske skabelsesberetning, er dette, at "Guds ånd svævede over vandene". Og det er netop sandheden i denne udtalelse, der den dag i dag er det store problem for den jordiske menneskehed. Skønt denne altgennemstrømmende ånd er til stede i alt og alle, er det endnu kun en meget, meget lille procentdel af den jordiske menneskehed, der oplever den som virkelig vågen dagsbevidsthed. For hele den øvrige store masse af jordens millioner vil oplevelsen af Guds ånd for dem, der tror, kun være en skøn forjættelse, et håb, de alle ser hen til, et mål, de alle beder til at måtte opnå, medens den for dem, der ikke tror, kun kan opfattes som en religiøs frase, som overtro, som noget der ikke eksisterer eller har nogen som helst rod i virkeligheden.

Men det er ikke livets eller Guddommens mening, at oplevelsen af den i universet altgennemtrængende guddommelige ånd eller bevidsthed skal være noget, der kun kan opleves som en lys stemning opretholdt ved suggestion eller hypnose. Den guddommelige ånd er det evigt levende liv i alt og alle eller bag alle organismer og energikombinationer. Det er derfor ikke så mærkeligt, at festen for dens ihukommelse er lagt om foråret i nærheden af grænsen mellem vinter og sommer. Når den guddommelige ånd således er det virkeligt levende i alt og alle, må dette liv jo komme mest til syne, der hvor energierne folder sig mest ud. Og det er jo netop det, der sker om foråret og sommeren. Hvis man hører til dem, der ikke kan tro på den bibelske overlevering angående den hellige ånd og heller ikke hverken ved dåb eller religiøse ceremonier kan tilegne sig nogen højere eller lykkeligere livsstemning, da er tiden kommet, hvor man må søge forbindelse med den guddommelige ånd ad andre veje. Og disse andre veje kan kun være studiet af selve naturen og vort eget igennem denne natur opretholdte daglige liv.

Vi har allerede, fra vi var ganske små, ikke kunnet undgå at måtte iagttage eller opleve, at naturen var lovbundet. Vi begyndte således straks at opleve, at naturen eller livet ikke var et konstant lys som fra en elektrisk pære, men derimod et lys, der med en fantastisk ufravigelig sikkerhed gradvis blusser op til en strålende kulmination af lys for derefter på samme måde gradvis igen at tage af ned til en særlig bestemt mindsteudfoldelse. Den første oplevelse af denne naturens karakter har vi lært at kende som "dag" og "nat". En større gentagelse af dette naturens kredsløb har vi i det, vi kalder "sommer" og "vinter". Men vi har kendskab til et endnu større kredsløb, nemlig vort eget jordliv. Vi begyndte vor nuværende jordiske tilværelse som et lille foster, et barn uden nogen særlig vågen dagsbevidsthed. Vort liv viste således natten eller mørket. Vort livslys tog gradvis til, vi passerede ungdommen, foråret, og blev voksne, nåede kulminationen eller manddommen, vort jordlivs sommer. Derefter tager vort fysiske livslys igen af. Alderdommen eller efteråret melder sig, og vi går atter ind i mørket, hvorfra vi kom. Hvorfor nu denne tiltagen og aftagen af fysisk og mentalt lys? – Hvorfor ikke en evig konstant dag, en evig konstant sommer og en evig konstant manddom? – Jamen, hvordan skulle vi ellers lære det virkelige liv at kende? – Hvis vi var i en og samme tilstand ustandselig uden nogen sinde at opleve dens modsætning, hvordan skulle vi da kunne få mulighed for at opleve det virkelige liv? – Hvordan skulle vi nogen sinde kunne komme til klarhed over, at der i det hele taget var noget andet til end netop materien? – At der var noget, der var hævet over materien, over stoffet, over tiden og rummet? –