Da hele vor skæbne afhænger af vort forhold til vor næste, vil det være livsvigtigt, at man i absolut forstand ved, hvem denne næste er. Det hedder jo i den kristne religion: "Du skal elske din Gud over alle ting og din næste som dig selv, det er al lovens fylde". Vort forhold til næsten er målestokken for vor kultur og vort udviklingstrin. Som vi er imod vor næste, således bliver vor skæbne, hvilket jo også stemmer overens med det bibelske udtryk: "Det et menneske sår, skal det høste". Det menneske, der virkelig i nogen grad er blevet fortrolig med denne næstekærlighedsloven og ved, at denne er livs- eller skæbneloven, kan jo næsten ikke undgå at komme til at gyse, når det ser, hvor letsindigt, ja ligefrem hadefuldt og dræbende, jordmenneskene i al almindelighed behandler deres næste. Hvem vil ikke helst selv have alle fordele i livet? – Om tilegnelsen af disse fordele er til stor skade eller gene for ens næste, kommer meget lidt i betragtning. Er det ikke netop derfor, alle civiliserede stater må opretholde et stående politi- og retsvæsen? – Hvordan tror man, det ville gå, hvis samfundene pludselig var uden øvrighed? – Så skulle det nok vise sig, hvor lidt individets forhold til næsten i virkeligheden var værd. Ja, vi behøver jo blot at tænke på, hvis de forskellige restriktioner blev ophævet. Ville ikke alle varer da blive tilegnet af den hensynsløst plyndrende og forarmende "sorte børs"? – Ville ikke dennes i udviklingen primitive og lavtstående og inden for kulturstaten asociale væsener til slut bringe selv millionærerne på ladegården? –

Men det er jo ikke blot inden for statens individer mand og mand imellem, at næsteforholdet må reguleres ved beskyttelsesforanstaltninger. Må ikke også de forskellige kulturstater opretholde en i forhold til staternes økonomiske position umådelig kostbar hær og flåde, der efterhånden er ved at blive lige så forarmende som en løssluppen sortbørs? – Og når vi så trods disse foranstaltninger ikke desto mindre alligevel bliver vidne til de mest rædselsfulde mord, drab og udplyndringer af næsten og de mest forfærdelige kulturnedbrydende krige baserede på den mest djævelske mordteknik, den mest udspekulerede befordring af massehenrettelser, gaskamre og koncentrationslejre med dertil hørende stabe af sadistiske bødler og slavepiskere, er det ikke så mærkeligt, at menneskene mere og mere råber på fred. Men hvad er da virkelig fred? – Er freden ikke netop det fuldkomne indbyrdes forhold mellem væsenerne, altså det fuldkomne forhold til vor næste? – Bliver dette ikke soleklart, uafhængigt af hellige bøger, profeter og vismænd, hvis vi forestiller os, at forholdet til næsten var lige omvendt, således at man i stedet for at udplyndre og myrde ham søgte at tage ham i hånden og hjælpe ham til de samme goder, som man eventuelt selv var kommet i besiddelse af? – Hvis denne indstilling blev absolut gensidig, ville ikke blot freden være en kendsgerning, men væsenerne ville også være fri for den "besættelsesmagt", som et politi- og retsvæsen med regeringsmagten i spidsen er. Og menneskeheden ville da leve i en tilstand, der måtte betegnes ved intet mindre end "himmeriges rige".

Nu vil man vel her svare, at det er umuligt at skabe en sådan tilstand, fordi næsten ingen til fordel for deres næste vil give afkald på de alt for store fordele, de nu engang er kommet i besiddelse af, ligegyldigt hvor trængende denne næste så end måtte være. Og selv har man nok at gøre med at bjærge sit eget livs daglige fornødenheder. Men hvordan skal verden da blive bedre? – Når ingen vil opfylde de betingelser, uden hvilke det vil være en umulighed at skabe fred, hvordan skal da denne fred blive til? – Fred er noget, der skabes ligesom alle andre manifestationsformer eller skabte ting. Og ligesom skabelsen af enhver anden særlig bestemt ting kræver særlige betingelser, således kræver fredens skabelse også sine særlige betingelser, som det er umuligt af komme udenom, hvis man virkelig ønsker at skabe denne livsform og væremåde. Det nytter ikke at ønske freden, når man ikke vil være med til at opfylde de betingelser, den kræver for sin skabelse eller virkeliggørelse. Disse betingelser, freden kræver opfyldt for sin virkeliggørelse, hører ind under de evige foreteelser, der ikke kan ændres ved noget som helst flertal. Et politisk partis love kan man ændre ved et stemmeflertal, men freden er ikke noget politisk parti sammensat efter menneskelige begreber, ønsker og forestillinger. Den er et urokkeligt facit eller resultat af en særlig bestemt væremåde. Ved den mindste ændring i denne væremåde bliver der straks en ufuldkommenhed eller fejl i freden. Så vil man opnå freden, nytter det ikke at rette sig efter flertallet, som altså ikke vil opfylde fredens betingelser, ja, måske endog bekæmper de væsener, der gerne vil leve sit liv i overensstemmelse med opfyldelsen af de nævnte betingelser. Men går man med flertallet eller flokken må man også dele dens skæbne. At flertallet undlader at opfylde fredens betingelser, ophæver ikke disse betingelser. Fredens skabelse har således ikke noget at gøre hverken med flertal eller mindretal. Den har sine særlige betingelser, som ethvert menneske absolut må opfylde, hvis det vil opnå dens virkeliggørelse i sit liv.

Da freden således er resultatet af en særlig bestemt væremåde, kan den umuligt undgå at danne sig i det væsens bevidsthed eller mentalitet, der af hjertet praktiserer nævnte væremåde, ligegyldigt hvorledes dette væsens omgivelser så end måtte reagere, ligegyldigt om der var verdenskrig, eller der eventuelt allerede eksisterede en verdensfred. Ja, det ville jo i virkeligheden slet ikke betyde noget for vedkommende væsen, at der eksisterede en sådan fred. Hvis det ikke opfylder fredens betingelser eller den væremåde, af hvilken freden udelukkende er et resultat, hvordan skulle det da selv få fred? – Det ville i allerhøjeste grad være utilfreds med den fredens verden, det så udeomkring. Det ville se de andre mennesker være lykkelige og glade, men selv føle sig irriteret og misundelig, ja det ville føle sig som en martyr. Freden er således ikke noget, der for det enkelte individ kan bestemmes hverken i Geneve, Haag, Paris, London eller Washington. Det, der her i heldigste tilfælde kan bestemmes, er kun en politisk fred, hvilket vil sige en politisk anordning eller restriktion til politimæssig beskyttelse af individer og stater imod en alt for aggressiv ufredelig og rovgrisk optræden fra andre individer og stater. Den virkelige fred er et organisk forhold imellem os og vor næste. Så før denne organiske tilstand er til stede i individerne, kan freden kun være en politisk restriktion, en politianordning, selv om denne naturligvis er et stort plus i skabelsen af væsenernes indstilling på den virkelige fred.

Som man ser, vil det være uheldigt for ethvert fredshungrende menneske at vente på, at freden skal blive til i verdenspolitikken. Det må hurtigst muligt begynde på at opfylde de betingelser, hvis opfyldelse udelukkende kun kan blive den virkelige fred. Og da disse betingelser udelukkende kun kan udløses i forholdet til vor næste, bliver det store spørgsmål: "Hvem er denne næste?" – Og her er det, den store vanskelighed ligger for det i bunden fredselskende menneske. Det er nemlig endnu et væsen, der i større eller mindre udstrækning lader sin tankegang og viljeføring bestemme af sympatier og antipatier. Og disse er nemlig de udløsende faktorer ved enhver form for underminering af freden. Sympatier og antipatier vil nemlig skabe en ubevidst overdrivelse i venskab og overdrivelse i fjendskab og derved sætte individet ude af stand til at dømme retfærdigt. Det favoriserer sine venner og bagtaler og ringeagter sine fjender. Det vil i værste tilfælde ikke kunne se sine favoritters fejl, medens det i en alt for overdreven grad gør sine fjenders mindste, ja mikroskopiske fejl, til gigantfejl. Her gælder i særlig grad det kendte ord med at gøre en flue til en elefant. Hvordan skal et sådant væsen, en sådan naturens talentkerne for fejlagtig oplevelse og vurdering af næsten, kunne opnå freden? – Det vil jo kun kunne skabe krig og ufred, hvor som helst i verden det så end måtte komme, en ufred, det ikke engang kunne blive kvit, selv om det blev hensat i en verden af engle.

Så længe et væsen således dømmer i kraft af almindelige sympatier og antipatier, kan det altså ikke se virkeligheden. Hvordan går det da til, at det netop dømmer på denne måde? – Det går til på den måde, at det i en alt for stærk grad har vænnet sig til en særlig slags behagsformer. Det er blevet til talent hos det at give sig selv hen til disse særlige former. Derved måtte det naturligvis blive til en tilsvarende vane at ignorere eller ringeagte alt og alle, der ikke kom ind under de særlige former.

Men hvad nu med de almindelige i det daglige liv opfattede "pæne mennesker". De er da rigtignok langt borte fra en sådan mentalitet. – Men er de nu også det? – Har vi ikke alle sammen prøvet at være favoriseret næsten over alle grænser af den og den for så senere at opleve at blive styrtet ud i den kolde sne og da blive lige så overdrevent bagtalt og få vore fejl forstørret op i en uhyggelig grad? – Er denne menneskets slavelænkning af sine favoriseringstalenter og ringeagts- eller antipatitalenter ikke en temmelig dagligdags ting? – Og da det er denne ting, der forhindrer væsenet i at se sin næste, vil det altså være en absolut betingelse, at man får undermineret disse sine vanemæssige overdrivelsestalenter for sympati og antipati. Thi ellers kan vi kun være uretfærdige og utilgivelige mod den næste, som vi i virkeligheden skal elske og tilgive. Hvordan kommer man da denne overdrivelse til livs? – Prøv at iagttage Dem selv. Prøv at finde ud af, hvilke foreteelser De eventuelt i overdreven grad har vænnet Dem til at sympatisere med, og som derfor fremkalder en overdreven sympati for de væsener, i hvem De møder disse foreteelser? – Hvis De sætter den samme himmel og jord i bevægelse for at betjene en mand i et dollargrin, som en der kommer på en rusten og havareret cykel, da har De ikke noget overdrevent farligt vanekompleks på dette felt. Hvis De ligeledes sætter den samme himmel og jord i bevægelse for at betjene et medlem af en anden religiøs sekt, som den De sætter i bevægelse for at tjene overhovedet i deres egen eventuelle sekt, da kan De også her være rolig. Hvis De således i virkeligheden kan sige Dem fri for snobberi, da er De på vej til freden. Hvis De er kommet ud over at være imponeret af rigdom og derfor kan være lige så venlig imod de fattige, da bliver der mere ro i Deres psyke.