Alle mine tidligere foredrag har udelukkende haft til formål at forene det sandhedssøgende menneskes mentalitet med Guddommen, ligesom det samme formål også vil komme til at danne grundlaget for alle mine kommende foredrag. Formålet med at forklare og levendegøre det evige verdensbillede ville ikke betyde ret meget, hvis det kun var for at berige menneskene med en viden om de rent mekaniske foreteelser i dette. Det har naturligvis sin store betydning at kunne påvise, at verdensstrukturens mekanik eller bevægelsesarter tilsammen udløser en skabelsesproces, der er hundrede procent logisk for alt levende. Men denne velsignelse kan jo aldrig opleves til bunds, hvis den kun kan opfattes som en død mekanisk proces udløst af døde kræfter. Det, det gælder om for ethvert søgende menneske, er at komme til at opleve kræfternes udløsning som udtryk for liv. Åndsvidenskaben må virkelig være en videnskab om det levende i universet, på samme måde som den materialistiske videnskab er en viden om det døde i samme univers.

Men er der overhovedet noget dødt i universet? – Da alt er bevægelse, og absolut stilhed ikke eksisterer, må alt jo være levende, eftersom "bevægelse" kun kan eksistere som livets kendetegn. Når universet således ikke desto mindre opfattes som bestående af "døde" og "levende" kræfter, kan dette jo kun have sin begrundelse i sansningen. Sanserne kan altså være indstillet således, at man kun kan se døde ting, mål- og vægtfacitter, kemi og mekanik. Men de kan også være indstillet således, at man ser hinsides den første sanseindstilling og ser de døde foreteelser som materiale, der er anvendt som udtryk for liv, på samme måde som bogstaver, tryksværte og papir er dødt materiale, ved hvilket noget levende kan udtrykke sig. Så længe man ikke har denne sanseindstilling, hvilket vil sige "kosmisk bevidsthed", kan man ikke se eller forstå nogen højere livsform end den jordmenneskelige. Hele det vældige univers med sine sole og mælkeveje vil således forekomme iagttageren som livløse foreteelser. Kun de væsener, der lever på det lille usynlige støvfnug i mælkevejen, der hedder jorden, er de eneste former for liv. Tænk, hvilken tilbedelse af døden i stedet for livet. Der skal altså "kosmisk bevidsthed" til for til fulde at forstå det kosmiske verdensbillede. Verdensbilledet er således ikke blot et fysisk verdensbillede, men er også et kosmisk verdensbillede. Medens jordmenneskene faktisk er så hjemme i det fysiske verdensbillede, som de næsten kan komme, er de så at sige endnu totalt fremmede med hensyn til det kosmiske verdensbillede.

Her vil man måske netop indvende, at man dog i den moderne verdenslitteratur begynder at se tilblivelsen af et nyt verdensbillede. Ja, men er det nye verdensbillede det virkelige kosmiske verdensbillede? – Er det ikke snarere en forlængelse af det fysiske verdensbillede? Der nævnes f.eks. relativitetsteorier, den teoretiske fysik m.m. Men det virkelige kosmiske verdensbillede kan ikke være et sammensurium af en hel serie af forskellige materielle hjernefortolkninger af relativitets- eller dimensionsteorier og drømmehypoteser, ligesom det heller ikke kan være spidsfindige spekulationer i den teoretiske fysiks dunkle horisont i mikrokosmos. Det bliver heller ikke mere synligt eller lettere tilgængeligt igennem fjerne mælkeveje, konstateret igennem kunstige teleskopiske forlængelser af det fysiske øjes sekraft. Ja, hvordan skal i det hele taget det virkelige, evige verdensbillede kunne få helhedsudtryk igennem disse moderne teorier. Jeg kan kun se, at det virkelige verdensbillede er blevet langt længere borte fra menneskene og langt mere utilgængeligt end nogen sinde.

Livsmysteriets løsning er med denne forlængelse af det fysiske verdensbillede blevet ført bort fra det almene menneskes nærhorisont og søges nu i en fjernhorisont, der ligger hundrede tusinder af lysår ude i rummet, ligesom man nedad i det små ligeledes tror, at løsningen ligger i den umådeligt fjerne horisont i mikrokosmos. Det er dog ikke i fjernhorisonterne, at mennesket skal søge det virkelige verdensbillede. Selve verdensbilledet er nemlig det levende væsens inderste væsen. Derfor vil enhver forsker være på vildspor, alt eftersom han søger dettes løsning i terræner borte fra ham selv. Livsmysteriets løsning findes ikke i de kosmiske stråler, relativitets- eller atomteorierne, lige så lidt som den heller ikke findes i spiritiske eller metafysiske eksperimenter. Verdensbilledet skal blive til Gud. At ting bevæger sig enten ved usynlige kræfter eller ved formodede ånders hjælp er i sit princip jo ikke andet, end hvad vi til overdådighed til daglig ser på det fysiske plan. At vi stadig må se de samme principper komme til udløsning i nye variationer, kan jo heller ikke føre mennesket nærmere til opklaringen af livsmysteriet.

For en uddybning af livsmysteriets løsning og manuskriptets afsluttende stikord, se f.eks. småbog 8, kap. 23, 68 og 69.