Hvad er viljeføring? – Viljeføring er den kraft, ved hvilken væsenet skal gardere sig mod al livsnedbrydelse. Viljeføring er en meget ejendommelig faktor i det levende væsen. Den kan være en kastebold for begær, men begærene kan også være en kastebold for den. Hvis vi iagttager en dranker, en morfinist, en tobaksryger eller et menneske, der er forfaldet til nydelsen af andre stimulerende midler, ser vi, at disse menneskers vilje er en kastebold for begær. Og da disse nydelser er meget skadelige for den menneskelige organisme, vil de uundgåeligt nedbryde de pågældende menneskers organismer og dermed deres fulde oplevelse af livet. I samme grad som et menneskes organisme og dermed dets sanseevner bliver nedbrudt, og dets livsoplevelsesevne dermed bliver nedbrudt, begynder væsenet at blive unormalt. Dets åndsevner, viden og kunnen bliver vaklende for til sidst helt at gøre sit ophav til et hjælpeløst væsen, der som et åndssvagt individ må forsørges af andre mennesker, af slægt og venner eller af samfundet. Denne hjælpeløse tilstand er altså en direkte følge af, at væsenet har ladet sine begær vokse over viljen, så denne netop er blevet en kastebold for disse. Det middel eller den kraft, ved hvilken væsenet skulle gardere sig imod al slags unormalitet, mod al nedbrydelse af livsoplevelse, har væsenet altså sat ud af funktion. Det står hjælpeløst prisgivet andre væseners forgodtbefindende. Det er således en diametral modsætning til det, der er det levende væsens mål, nemlig dette at fremtræde som væsenet i "Guds billede", hvilket igen vil sige væsenet, der behersker den fuldkomne livsoplevelse.

Hvis vi nu tænker os en verden ledet og styret af drankere eller andre af laster slavelænkede væsener, vil vi forstå, at en sådan verden må havne i ufuldkommenhed, sorg og lidelse. Alt må i denne verden være i forfald og opløsning. Men tror man, det vil være bedre i en verden, der bliver ledet og styret af væsener, der er subjekter på de andre livsvigtige eller normalitetsopretholdende områder? – Tror man, der kan blive harmoni og fuldkommenhed i verden eller i et samfund, hvis flertal ingen vilje har, når det drejer sig om at tjene næsten eller være til glæde og velsignelse for omgivelserne? – Når sådanne afsporede væsener eller subjekter befinder sig som førende politikere eller forretningsledere, kommer den last, der hedder ukærligheden eller selviskheden, jo til at sidde i højsædet, og den forretning eller politik, sådanne væsener med deres slavelænkede vilje befordrer, er jo på forhånd dømt til at være en dødssfære, være en kræftsvulst eller et andet livsnedbrydende onde for dens omgivelser.

Det jordiske menneskes sande analyse træder her tydeligt frem. Og dem, der lukker øjnene for den, begår den samme fejl som strudsen, der blot stikker hovedet i en busk og dermed tror sig skjult for sine fjender. Ligesom strudsen ikke kan skjule eller afværge faren ved blot at stikke hovedet i busken, således kan det jordiske menneske heller ikke afværge faren, der følger af dets ufærdige eller ufuldkomne levevis. Jordmenneskets nuværende store løsning er denne at komme til at kortlægge sig selv. Og det vil da se, at det er et dyr, der er ved at vågne op til en helt anden sfære end den i dyreriget, ja det er endog begyndt at kalde sig et "menneske". Men det har i sig den dyriske tradition at være underkastet begærledet vilje. Denne viljeføring er jo den ideelle netop i dyreriget, her er der nemlig ikke noget, der hedder kærlighedslove. Her ville de være direkte dræbende. Dyret har i sig lige akkurat de begær, det skal have, for at det kan befordre sin vilje til de for denne væsenstilstand livsvigtige foreteelser. Vilje er hos dyret en biting. Begæret er en hovedting. Men det er denne livsform, der er ulykken hos mennesket. Det viser sig altså herigennem, at mennesket er et andet væsen. Det bliver ulykkeligt ved at leve på de dyriske traditioner. Det er derimod udstyret med en vilje. Og der, hvor denne vilje ikke behersker de dyriske begær, går "mennesket" i stykker, og dyret kommer frem. For at bevare "mennesket" i dyret må viljen til "mennesket" altså overvinde de dyriske begær. Viljen må hos mennesket blive hovedtingen og begærene bitingen.

Guds vilje har i al almindelighed ikke nogen særlig god klang. Blandt mange af dem, der er vokset over deres barnetro, bliver den meget foragtet som noget ganske naivt vrøvl. Hos den moderne videnskab har den heller ikke endnu fået fodfæste, men det skyldes jo den omstændighed, at nævnte videnskab endnu kun er i sin allerførste spæde begyndelse og endnu kun er baseret på, hvad der kan vejes og måles med fysiske apparater. Vilje er ikke noget fysisk, det er netop kun noget mentalt og dermed sjæleligt eller åndeligt, hvilket med et moderne udtryk igen betegnes som noget psykisk. Men alt, hvad der er psykisk, er for både videnskab og almenhed mystik. Men da Guds vilje udløser sig som naturens kræfter, er den ikke noget, der sådan uden videre kan ignoreres. Og i det ganske korte lille tidsrum i jordens historie, hvor der har eksisteret noget, der hedder menneske, er det kun her i det allersidste årtusinde, at mennesket helt er blevet gudsfornægter og derfor ikke gør sig anstrengelser for at komme til klarhed over denne vilje. Og hvad er følgen blevet? – En meget mørk, trist og morderisk verdenssituation, der efterlader jordmennesket midt i verden, der i sin struktur nu er så langt fremme i udvikling, at den er ganske paradisisk både klimatisk og ernæringsmæssigt. Hvad kan menneskene forlange mere? – Der er ingen, der behøver at bo på jordens ugæstmilde og kolde isørkener eller i ækvators overophedede sandørkener. Der er terræner, kontinenter og sfærer nok inden for jordens mest behagelige klimatiske forhold, så alle kunne bo i et evigt forår eller en evig sommer alt efter behag. Men i stedet sulter og fryser menneskene, rent bortset fra at de myrder og lemlæster hverandre i en målestok, som aldrig før er set, og som ikke finder sted inden for nogen anden væsensart i naturen. Samtidig kan de ikke bygge hospitaler eller udvide disses kapacitet så stærkt, at de dækker behovet. Alle, der skal indlægges her, må udstå en ulidelig ventetid. Men det er ikke blot rent fysisk at menneskene er syge. Deres sjælelige sundhed er det også blevet skralt med, ligeledes i en målestok, der heller ikke findes mage til hos de andre væsener i naturen. Er det ikke således, at millioner af mennesker må leve deres liv i overfyldte sindssygehospitaler? – Hvorfor? – Hvorfor? – Der må da være noget galt med menneskene. Dyrene lever helt anderledes lykkelige. Kan noget væsen være mere jublende over livet end den lille lærke, og er skovens vilde dyr, hjorten, løven og tigeren etc. ikke ligefrem majestætiske i deres bevægelser? – Men mennesket vandrer rundt undertiden pukkelrygget, blindet, lammet, haltende og hinkende, frysende, grædende, jamrende, skrigende, råbende på had og hævn over næsten. Og hvem kan egentlig sige sig helt fri her? – Kun det ganske lille forsvindende procenttal af væsener, der har gennemgået den kosmiske indvielse, er nået frem til forståelsen og oplevelsen af at være ét med den guddommelige vilje. Hele den øvrige hærskare af menneskehedens millioner forekommer i større eller mindre grad i konflikt med den guddommelige vilje, hvilket igen vil sige livslovene. Nævnte hærskarer udgør Bibelens fortabte søn, der æder sammen med svinene. De udgør alle kosmisk "døde" væsener. Deres tilværelseszone er livets eneste dødssfære. At befordre død, at tro på, at døden er en udslettelse af liv, at tro på, at man engang er blevet til, er det samme som at have mistet den fuldstændige kontakt med sit virkelige liv, der er det samme som evigheden. Det er den død, der er bebudet Adam og Eva som et resultat af syndefaldet. Det er den eneste sfære, der kan udtrykkes som "helvede". Det store problem for det tænkende jordiske menneske er: Hvortil dette mørke? – Hvordan kan Gud være udtryk for kærlighed, når han i sin almagt tillader et sådant mørkes eksistens? – Over for dette spørgsmål findes der kun ét eneste absolut svar, nemlig livets egen tale. Og hertil er det kritisk indstillede jordiske menneske kommet, at det kan ikke "omvendes" ved den eller den autoritet, religion, sekt eller politik. Det fremskredne intelligent udviklede, videnskabeligt indstillede væsen kan umuligt føres tilbage til den guddommelige vilje ved sakramenter, dåbshandlinger eller trosartikler. Der er kun én vej. Lyt til livet selv. Hvad siger da livet? – Det udtrykker med en overvældende betagende magt en eneste stor beretning om lys og mørke og disse to foreteelsers plads og betydning i tilværelsen.