Vi befinder os alle sammen uundgåeligt i noget, vi kalder vor "skæbne". Denne vor "skæbne" udgør det forhold til livet, hvilket vil sige til naturen og os selv, vi i dag og for øvrigt til enhver tid eller i ethvert øjeblik af vort liv befinder os i. Da denne skæbne repræsenterer hele skalaen fra den højeste eller kulminerende lykke eller form for absolut velvære og ned til den mest forfærdelige eller kulminerende fornemmelse af smerte og lidelse, både legemligt og sjæleligt, er det ikke så mærkeligt, at den for tiden er såvel den samlede jordmenneskeheds såvel som det enkelte individs største og uløste problem. Det almengældende på jorden er netop dette, at hverken det enkelte menneske eller den samlede helhed lever på toppen af denne lykke, vi kan sige tværtimod. Deres absolutte, kosmiske position er netop i den nederste ende af skæbneskalaen, altså i lidelsens kulmination. Det almene menneske såvel som den samlede menneskehed befinder sig i stor lidelse, ja forstår i virkeligheden endnu slet ikke det liv, de lever i. De tror, at de er tilfældige ofre for naturens kræfter, som de anser for at være lige så tilfældige. Dette er kulminationen af mental indsnævring. Her er mennesket det mest uvidende væsen, der eksisterer i tilværelsen. Det repræsenterer den livsepoke, der blev bebudet Adam og Eva som den død, der ville blive en følge af nydelsen af kundskabens træ. Den jordmenneskelige livssfære af i dag er således livets virkelige dødsrige. Det totalt gudsbenægtende, materialistiske væsen er således den døde Adam eller Eva. Det udgør et kosmisk lig.

Man må således her forstå, at en absolut død, hvilket vil sige en total udslettelse af et individ eller levende væsen, umuligt kan finde sted. Nogen død i absolut forstand eksisterer således ikke. Den proces, som menneskene ellers i det daglige liv kalder døden, er jo ikke nogen død, idet den i virkeligheden ikke udgør noget totalt ophør af liv, men kun en udskillelse af individets bevidsthed eller psyke fra et defekt fysisk legeme for dermed at give individet adgang til at komme i besiddelse af en ny og fuldkommen organisme. Denne proces er kun et led i et kredsløb på samme måde som natten og dagen eller vinteren og sommeren. Når denne proces har fået navnet døden, er det netop, fordi jordmennesket på sin nederste del af skæbneskalaen er et totalt kosmisk ubevidst væsen. Det kan kun sanse fysisk og kan derfor kun sanse dets eget fysiske legeme. Og når det så ser, at dette legeme hos et eller andet medvæsen pludselig falder sammen og ligger stille, er blevet et lig og går sin opløsning i møde, tror det, at vedkommende væsen nu er ophørt med at være til, idet det jo slet ikke kan se eller sanse den del af nævnte væsen, som overlevede den kropslige udskillelse, idet denne del jo er af psykisk natur.

Jordmennesket kommer således til at ligge under for livets største overtro. Det tror på en tilstand, en død, som absolut er umulig. Intet kan i absolut forstand dø, hvilket vil sige blive til "intet", lige så vel som "noget" ikke kan blive til af "intet". Derfor vil materien i verden hverken formere eller formindske sig. Der er lige så megen materie i verdensaltet i dag, som der altid har været, og absolut hverken mere eller mindre. Men ligesom materien ikke kan blive til intet, men evigt må eksistere, således må også "livet" eller det noget, som manifesterer, skaber og oplever igennem materien være evigt. Der vil således i dag være det samme kvantum liv, som der evigt har været, og hverken mere eller mindre liv. Livet kan således heller ikke blive til "intet". Alt, hvad der er levende i dag, har altid været levende og vil i al evighed blive ved med at være levende. At det kan skifte manifestationsmetoder er jo kun, hvad materiens bevægelser og forvandlingsprocesser gør til kendsgerning. At en ting forvandler sig, er jo ikke det samme som, at den bliver til "intet". Enhver ting, der eksisterer, udgør et "noget" og kan ganske vist forvandles, men udgør stadig et "noget". Livet kan også forvandles fra en form til en anden, men kan ikke derved ophøre at være liv. Liv betinges jo ikke af den eller den kendte manifestationsform.

Som vi allerede på det fysiske plan kan være vidne til, er den menneskelige form ikke en betingelse for, at oplevelse af liv kan finde sted. Vi ser jo levende væsener fremtrædende i en mangfoldighed af højst forskellige arter. Ja, blot inden for en vanddråbes område hersker der en mangfoldighed af udtryk for forskellige former for oplevelse af liv. Ligeledes vil det også være anmassende at tro, at det liv, der var i en fysisk organisme, før den blev til et lig, nu ikke mere er liv. Hvorfor skulle det ikke være liv? – Hvorfor skulle det ikke være muligt for det levende væsens psyke at kunne eksistere i rummet lige så godt som en radiobølge med det eller det musikstykke eller foredrag? –

Der er vel ingen, der vil påstå, at den fysiske organisme ikke er et fysisk redskab for overførelse af psykiske kræfter til fysisk manifestation? – Eksisterer der ikke bag vor fysiske organisme en bevidsthed? – Og er det ikke den, der er det primære ved individet, og kroppen, der er det sekundære? – Når en organisme eller krop er fuldstændig sund, mærker man ikke noget til den og skænker den ikke nogen tanke ud over de almindelige ernæringsmæssige krav. Det primære i et sundt menneskes mentalitet eller tankeverden er dog ikke dette kun at passe klokkeslæt for spise- og sovetider. Det er opfyldt af en hel verden af tanker, der ligger ganske uden for de rent kropslige krav. Men hvad er disse tanker? – Er det ikke bølgelængder, er det ikke organiserede stråler i lighed med radiobølger, og skal de ikke akkurat ligesom radiobølger udsendes gennem fysiske lyde og synsfornemmelse for at kunne gøres begribelige for væsener på det fysiske plan? –

Når den fysiske organisme således i virkeligheden kun er en afsender og modtager for vore tanker, er et redskab for vor bevidsthed, må denne bevidsthed og ikke kroppen være det primære, det virkelige, og kroppen være det sekundære eller et bevidstheden underordnet redskab. Når dette redskab er defekt, sker der det samme som med radiomodtageren: Det kan ikke modtage eller afsende bølgerne (tankerne). Men fordi dette redskab ikke eksisterer, vil det jo ikke dermed sige, at tankerne og dermed bevidstheden ikke eksisterer. Denne væsenets psykiske eller stråleformige del har jo aldrig eksisteret i den fysiske organisme og vil derfor akkurat lige så godt stadig eksistere i rummet, selv om den fysiske krop går under, lige så godt som radiobølgen eksisterer, selv om modtageren er defekt.

Når det levende væsen nu således er et psykisk væsen, og denne tilstand er dets primære, er dets eksistens eller tilværelse således ikke i den grad afhængig af den fysiske fødsel og død. Dette dets psykiske væsen eksisterede altså før dets fysiske fødsel og vil eksistere efter dets fysiske død for igen at overleve en ny fysisk fødsel og død og således fortsættende. Og da hele dets tilværelse her på det fysiske plan i virkeligheden kun er, igennem den fysiske krop, at afsende og modtage indtryk, hvilket vil sige tanker og bevidsthed, bliver dette psykiske væsen således et kraftcenter, et anlæg for modtagelse og afsendelse af kræfter. Det er denne modtagelse og afsendelse af kræfter, der er identisk med vor vekselvirkning med naturen og os selv. Dette bliver først og fremmest til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi kan bevæge vor organisme, vore arme og ben, og derigennem udføre en hel masse foreteelser på det fysiske plan.

Når vi nu kan bevæge arme og ben, sker det ved en viljeføring. Vi kan således ville og ikke ville. Det vil dermed sige, at vi kan lukke af for kræfterne, og vi kan lukke op for kræfterne. Når vi vil noget, giver vi fri passage for kræfter, der kan befordre denne vor vilje, og når der er noget, vi ikke vil, lukker vi altså af for disse kræfter. Når et menneske vil løfte sin arm, befordrer det altså med sin vilje en kraft igennem armen, som giver musklerne den spænding, som skal til, for at armen kan holdes opløftet. Når et menneske vil sige noget til et andet menneske, befordrer det med sin vilje tungen til at foretage nødvendige svingninger eller vibrationer, der former lydene som de ord, der udtrykker vedkommendes tanker. Overalt ser man, at de viljen underlagte organer eller lemmer bevæger sig efter viljen, der i virkeligheden kun er en herskende tankebølge.

Når man holder sin arm opløftet, er det altså i virkeligheden udelukkende kun ved hjælp af en som vilje formet tanke. Armen holdes oprejst ved hjælp af en psykisk kraft. Men når vi således ved hjælp af viljen kan sende kraft ud i armen eller i en fod, når vi således kan sende kraft ud i fingre og tæer, hvorfor skulle vi så ikke også kunne sende kraft ud i andre dele af vor organisme? – Og da vi i kraft af vor vilje kan sende kærlighed igennem ord, tale og kærtegn til andre væsener, hvorfor skulle vi så ikke lige så godt ved hjælp af vor vilje kunne sende en kærtegnende kraft ind til et hvilket som helst organ i vor organisme? – Da kærtegnende kraft er livgivende, er livslystbefordrende og således en stimulans, en støtte eller en vækstkraft, vil vi således i virkeligheden ved hjælp af vor vilje kunne sende en så livgivende kraft til et hvilket som helst organ i vor organisme og dermed selv i stor udstrækning befordre helbredelse af eventuelt syge organer eller svækkede dele i vor organisme. Det er således muligt ad denne vej at træne sig op til i stor udstrækning at være sin egen største helbredelsesfaktor.

Men det nytter ikke, at man har dette kropslige velvære, hvis man er i skrigende disharmoni og antipati med omgivelserne. Her må også den kærtegnende kraft være det primære i vort psykiske liv, i vor daglige udsendelse til vore omgivelser, til naturen. Naturen er jo vor sande fader og moder. Vi er et barn af denne natur. Og det er givet, at det ikke er barnet, der skal opdrage forældrene. Det er ikke naturen, der skal forme sig om efter individet, men derimod individet, der skal omforme sig efter naturen. Og til denne omformning har det jordiske menneske altså i kraft af sin vilje et overordentligt stort redskab. Men for at kunne benytte dette redskab må det have en viden om, hvordan det skal bruges. Igennem sine fejlgreb får det de bitre erfaringer, der giver visdom og forstand. Visdom og forstand bliver igen de faktorer, ved hvilke viljen befordres og dermed evnen til at være i kontakt med naturen. Til naturen hører selvfølgelig også andre mennesker. At forstå disse andre mennesker er det samme som at vide, at de ikke på nogen som helst måde kan og skal være anderledes, end de netop i ethvert givent øjeblik er. Det betyder ikke, at de i det næste øjeblik skal være akkurat det samme, tværtimod, de er i en stadig forvandling og vil slet ikke kunne være absolut de samme. Hvert eneste sekund forandrer vi os fra en tilstand til en anden. At rase over et menneskes væremåde i dag er det samme som at forlange, at klokken skal være noget andet end det, den netop er.