På årets korteste dag er solen eller den fysiske lyskilde så langt borte, den kan komme, og da er vinterens og mørkets tid inde. Kulde og frost eller alle livsnedbrydende kræfter har derfor mulighed for at komme til udfoldelse, og menneskene søger derfor i størst mulig udstrækning at gardere sig. De har i vældig grad været i stand til at tage kampen op mod vinterens og nattens kulde og mørke. De har skabt dejlige, lune, opvarmede og oplyste boliger, i hvilke de er i stand til at overleve årskredsløbets mørkesfære. Når vinternattens snestorm og isnende kulde jager hen over terrænerne, er mennesket i stand til at hygge sig i behagelig varme og lys inden for lune og skærmende vægge. At dette er muligt kan jo kun siges at være et gode.

Når et lille barn kommer til verden, det være sig et lille dyre- eller menneskebarn, er der sørget for særlige beskyttende foranstaltninger, i kraft af hvilke det har mulighed for at blive hjulpet frem til skelsår og alder eller den legemlige tilstand, hvor det kan klare sig ved egen hjælp. Der er således i form af forældreprincippet ligefrem sørget for, at enhver fødsel betinges af to skytsengle, faderen og moderen. Alle normale forældre har i sig en trang til netop at beskytte og værne deres afkom. Det er denne trang, vi kalder fader- og moderkærligheden.

Det er ikke noget ringe krav, et sådant lille væsens beskyttelse og opvækst stiller til forældrene. Men dette krav bliver med ligefrem dødsforagt opfyldt der, hvor forældrene endnu ikke er nået så langt frem i abnormitet og degeneration, at de foragter deres skytsengelmission eller forældrepligt og finder alle mulige udveje for at komme det lille væsen til livs, ja endog inden det bliver født. Tænk, hvilken skrigende overtrædelse af livets love! – Kan mørket være mere kulminerende end der, hvor skytsenglene eller forældrene bliver sabotører af de væseners liv, der er afhængige af den beskyttelse, de ved deres forældreskab har forpligtet sig til at yde. Tænk, hvilken situation de sætter det diskarnerede væsen i! – De har jo ved deres parringsakt iværksat det diskarnerede væsens inkarnation i moderlivet. Det er ikke det diskarnerede væsen, der har bedt om forældrenes assistance og beskyttelse. Det havde ingen brug for den i paradiset eller salighedsriget. Men forældrene har ved deres seksuelle lyst og begær udløst kræfter, der fører væsenerne ud af paradiset og ind i kød og blod i den fysiske verden, og er således de eneste ansvarlige for denne proces.

For det normale væsen er forældrepligten da heldigvis også ligefrem en stor lykke og glæde. Det normale i tilværelsen er altså, at ethvert lille hjælpeløst væsen, der kommer til verden, allerede forinden er organisk knyttet til to skytsengle, der i form af forældre garanterer dets beskyttelse til skelsår og alder. Kan et gode være større og mere fuldkomment?

Ser vi tilbage på menneskehedens historie, ser vi også her, hvordan der i dens mørkesfærer eller skæbnenætter har vist sig lysende stjerner, der har ført menneskene ud af mørket og til midlertidige kulturelle højder. Disse stjerner har været de indviede profeter, konger og verdensgenløsere. Alle sådanne stjerner har været mennesker, der har været foran almenheden i udvikling og derfor har kunnet vejlede og styre denne imod nye felter og højder. De mest lysende af disse væsener i dag udgør ophavene til de store verdensreligioner, der har givet og fremdeles giver håb, styrke og tro på lyset og inspiration til at komme igennem mørket. Disse her berørte ting har altså gjort det til kendsgerning for os, at der overalt er lys i mørket. Overalt, hvor væsenerne ikke kan klare sig selv, er der givet dem en lysstråle, ved hvis hjælp de har kunnet klare sig igennem det foreløbige mørke og vundet nyt håb, glæde og livslyst.

Vi ser, at der hinsides den menneskelige eksistens eksisterer love, der skaber beskyttelse, skaber lys i mørket, skaber hjælp til den svage, love der garanterer en vej ud af ethvert ubehag, ud af enhver mørk skæbne, love der viser kærlighed midt i hadet, fred midt i krigen, ære midt i vanæren. Uden denne tilstedeværende lysflamme i ethvert mørke ville ingen som helst sjæl kunne overvinde mørket, og der ville ingen vej være ud af hadet, krigen eller fornedrelsen. Det er dette vidunderlige kosmiske princip, der udtrykkes som verdensgenløsningen, og de væsener, der i størst udstrækning har repræsenteret dette princip, er de såkaldte verdensgenløsere med Kristus i spidsen. Det skyldes således også dette princip, at vinterens mørke, årets mest solfattige dage, bliver til årets største festdage, bliver til lys og glæde for millioner af mennesker, besjæler dem med lysende minder om julen, fylder dem med lyst og inspiration til at gøre denne jul til glæde og velsignelse for andre.

Vi har således her for os et stort kosmisk princip, og det ejendommelige ved dette princip er netop den omstændighed, at det fuldstændigt kan symboliseres i et juletræ. Hvad er et juletræ? – Et juletræ er jo et harmonisk bygget træ, hvorpå der er placeret en serie lys, foruden en masse glimmer og pynt, gaver og pakker. Træet med sit glimmer, pynt og gavepakker symboliserer alverdens herligheder, eksisterende som et forsyns gaver. Dette forsyn repræsenteres af alle de tændte julelys. Hvert enkelt lys er et levende væsen, og det samlede træ med alle sine lys, gaver og pakker, udgør den enhed, der i form af universet eller verdensaltet udgør Guddommen. Juletræet i sin fulde herlighed med tændte lys, gaver og pakker symboliserer således åbenbaringen af den evige Guddom og dennes stråleglorie. Universet er således et stort juletræ. Alle levende væsener er dette træs julelys. Al materie, alle de af naturen og mennesket frembragte ting er juletræets dekoration, og det er selve de levende væseners livsoplevelse. Den er således kosmisk set en ophobning af gavepakker, og således bliver juletræet symbolet på livets største sandhed, ganske uafhængigt af om man er kristen, fritænker eller "hedning", ligegyldigt om man er troende, vantroende eller gudsfornægter. Juletræet er således et af de mest geniale symboler på universet. Det overstråler sikkert langt den mening eller opfattelse, dets opfindere har haft.

Da den sande julestemning, den sande livslykke udelukkende kun kan være næstekærlighed, vil det altså være ganske umuligt for et væsen at opnå denne det evige livs julestemning eller absolutte kosmiske livslykke med udødelighedsbevidsthed og evighedserkendelse uden igennem kærligheden til næsten. Den største julegave, vi overhovedet kan præstere, er at leve for at tjene denne næste. At tjene sin næste er at lyse. Men at lyse er jo de levende væseners evige mission. Kun ved at give sit liv for andre bliver ens lys til en altgennemtrængende klar flamme, en åbenbaring af Guds stråleglorie. Kun væsener, der har gjort deres liv til en fakkel i denne stråleglorie, kan frelse verden. Den varige fred på jorden kan kun være julestemningen fra himlen. Når hvert menneske forstår sin mission og bliver lysende med klar flamme, da har verdensgenløsningen fuldført sin mission. Juleevangeliets forjættelse er blevet til virkelighed. Hver dag i året vil da være en glædelig jul på de jordiske kontinenter og have.