Menneskenes daglige liv er fyldt med en masse store problemer, ja er for mange mennesker ligefrem en vej brolagt med bekymringer. For mange mennesker er der en knugende fattigdom og arbejdsløshed med islæt af sygdom at slås med. Atter andre lever i ulykkeligt ægteskab, andre er hærgede af laster, drikkeri og narkotika. Herforuden er der andre problemer, som afføder krig imellem menneskene, krig mand og mand imellem og krig mellem nationerne. Vi lever i alles krig med alle og menneskets krig med sig selv. Der er ulykkes- og krigsfronter, hvor mennesket så end vender sig hen. Det kan møde fjender alle vegne. Hvorfor er det således? – Kan det være livets mening, at mennesket kun fødes til verden for at leve i bekymringer fra vuggen til graven? – Kan det være livets mening, at mennesket kun fødes til verden for at leve det meste af sit liv på kant med samfundets love og derved tilbringe det meste af sit liv i statens fængsler? – Kan det være livets mening, at mennesket kun fødes til verden for at ende i krigskuepladsernes dødningedanse og invaliditetsfrembringelser? – Kan det være livets mening, at mennesket skal humpe rundt på krykker og slæbe sig rundt i rullestole, betjene sig af kunstige arme og ben? – Kan det være livets mening, at væsener skal lide af nervesammenbrud og havne på sindssygehospitaler og nervekliniker? – Kan det være livets mening, at de små børn skal lide vold og voldtægt, have elendige forældre, der hverken har begavelse eller kærlighed til at opdrage deres børn? – Kan det være livets mening, at mennesket skal være den mest geniale morder eller overtræder af det femte bud: Du skal ikke dræbe? – Kan det være livets mening, at mennesket skal blive ved med at leve og ikke kende noget som helst til den himmel og jord, inden for hvis områder det oplever livet, og således leve på det samme stadium som dyret? – Kan det være livets mening, at når mennesket retter sit blik ud imod stjernehimlen en mørk nat, så opfatter det kun denne som en mængde stjerner, sole og planeter, der tilfældigt svæver rundt i deres evige baner i rummet? – Er det livets mening, at de ligeledes, når de skuer ned i mikrokosmos, kun ser atomer og elektroner eller døde tilfældige kraftcentre? – Kan det være livets mening, at mennesket kun skal skue universet i hastigheder, bølgelængder, kilometer, grader eller i andre former for mål og vægt? – Kan det befri mennesket fra sin dødsfrygt, at det kan måle lysets hastighed eller veje solen, eller det kan konstatere, at det eller det stjernesystem er så og så mange lysår borte? – Kan en viden om maskiner, teknik og kemi fjerne en mors sorg over sit døde barn? – Hvis ikke det er livets mening, at mennesket skal have nogen anden tilværelsesform og skæbnetilstand end den, det nu lever i, er selve livet og livslovene den rene sadisme. Retfærdighed i verden vil dermed være en umulighed. Naturen ville i sig selv være den største voldsforbryder, og væsenerne en kastebold for denne forbryders kulmination i udøvelsen af de værste raffinerede pinsler.

Og det gør ikke sagen bedre, at man forkynder, at man efter dette ragnarok og igennem døden kan risikere at komme ind i et endnu værre helvede, hvorfra der overhovedet ikke findes nogen som helst befrielse. Til hvad nytte et sådant helvede, når det ikke har til formål at omdanne mennesket til et bedre menneske, der efter denne forbedring igen kan blive befriet som et bedre og mere fuldkomment menneske? – Og dette er altså efter den kirkelige kristne børnelærdom ikke tilfældet. Her lades absolut alt håb ude. Og det er oven i købet den store flok, der går denne rædselsskæbne i møde. Igennem den samme børnelærdom har vi fået at vide, at Gud er alvidende, alkærlig og almægtig. Hvis Gud er alvidende, så ved han i forvejen, at det eller det væsen, han skaber, vil gå til helvede eller denne evige pine. Hvis han ikke ved dette, er han jo ikke alvidende. Og hvis han i forvejen ved, at det eller det væsen går til helvede og så ikke kan forhindre dette væsen i at få denne skrækkelige skæbne, er han jo ikke almægtig. Og hvis han kan forhindre væsenet i at få denne skæbne, men ikke vil det, er han jo ikke alkærlig. Gud bliver altså et væsen, der ved, at de eller de væsener, han i øjeblikket skaber, går til helvede, men trods dette skaber han dem alligevel. Han må derfor have et formål med denne skabelse, men når det ikke er disse ulykkelige væseners fuldkommenhed og lykke, der er målet, hvilket det jo ikke kan være, da han ikke nogen sinde vil befri dem, kan målet jo kun være, at det er en slags nydelse for ham selv. Altså en sadistisk nydelse. Den overleverede kristne opfattelse af Guddommen vil således for intellektualiteten gøre Guddommen til sadist. Menneskeheden bliver derved synlig som offer for et Forsyns eller en Guddoms sadisme eller skrækkelige tilbøjeligheder. Tror man ikke, at en sådan fortolkning af den virkelige sandhed eller livets mysterium må ende med at affolke den virkelige kristendom, således som den åbenbarer sig for os i Verdensgenløserens liv og væremåde? –

Millioner af mennesker regner ikke med religionen eller religiøse sekter og bevægelser. I den almindelige intelligente del af menneskeheden er al snak om en Guddom nærmest betragtet som naiv overtro. Og så søger man erstatning for den tabte Guddom i materialisme. Man søger efter Guddommen i de døde materier. Men her finder man i første instans ingen erstatning for et Forsyn. Man forbedrer sine evner til at få opfyldt sine egoistiske materielle ønsker, men virkelig tryghed og velvære og befrielsen fra mørke skæbner og dødsfrygt finder man absolut ikke i den materialistiske viden eller videnskab, hvor guddommelig den så end er, når den bliver anvendt på rette måde. Tværtimod, krigsfrygten og dermed dødsfrygten er vokset sammen med mangfoldiggørelsen af menneskenes morderiske kunnen. Men menneskene bliver ved med at hige efter livsmysteriets løsen. Efterhånden som det ene væsen efter det andet løber sig træt i den materialistiske søgen efter sandheden og ser håbløsheden i at finde livets løsen i mål og vægt, er trangen eller hungeren efter sandheden stadig til stede. Og mennesket begynder da atter at vende blikket mod det psykiske. Og nu repræsenterer væsenet det stadium i den fortabte søns historie, hvor denne går i sig selv og beslutter at gå tilbage til sin fader. Men hvor er dette fædrenehjem og denne fader? –

Efter at have løbet sig træt i alle de dogmatiske gudsdyrkelsesformer, der var baseret på instinkt og følelse, hvilken kombination af bevidsthed kendes som den faste tro, ved hvilken menneskene er ført fremad igennem de underudviklede stadier, vil væsenet nu ikke mere være indstillet på at kunne ledes ved den blotte tro, det blotte udsagn fra andre væsener eller beretninger i bøger, ligegyldigt hvor hellige disse bøger og væsener så end måtte opfattes at være. Det kan nu kun ledes ved den klare intellektualitet, hvilket vil sige ved intelligens og intuition, igennem hvilke bevidsthedsegenskaber i forbindelse med en udviklet næstekærlighed det kommer til at opleve kosmisk sansning. Men når væsenet ikke tror på andres beretninger, hvad skal det så gøre? – Ja, så findes der jo ikke anden vej, end at det selv må ledes ind til den virkelige, direkte selvoplevelse af livsmysteriets løsning. Og her begynder altså et helt nyt afsnit af væsenets tilværelse. Når det selv begynder at iagttage livets udfoldelse, begynder at lære at forstå dets tale, ja, da bliver det suverænt åndeligt, kosmisk set. Da begynder det at opleve sandheden på første hånd.