Menneskene har i umindelige tider stirret mod stjernerne uden at vide, hvad det er, de virkelig ser. De har opdaget, at de udgør planeter, sole og mælkeveje eller galakser. De har også efterhånden tilegnet sig viden om nogle af disse soles og planeters baner i rummet. De er også begyndt at komme ud af den gamle overtro, at jorden var den eneste klode, der var beboet. De har også tilegnet sig et vist kendskab til disse himmellegemers materielle stoffer. De synes også til en vis grad at kunne tilegne sig viden om disse nævnte sole og stjerners afstande fra jorden og ligeledes deres bevægelseshastighed og lysstyrke. Men hvad fortæller denne viden menneskene? – Den fortæller kun menneskene om materiers reaktioner, bevægelses- og vibrationsarter. De ser også, at i hele denne materiefunktion foregår der logiske skabelsesprocesser. Men de ser alligevel kun materien og dens bevægelser og omdannelse til logiske og nyttige eller livsbetingende foreteelser for levende væsener, mennesker, dyr og planter. Men de ser ikke, at der er bevidsthed og levende ophav bag disse foreteelser.

Hvordan kan disse umådelige materiemasser, stjerner, sole og mælkeveje eller det, vi kalder "makrokosmos", udføre de logiske skabelsesprocesser, der danner livsbetingelser for os og alle vore medvæsener på jorden? – Hvordan kan en logisk skabelse finde sted uden forudgående tænkning? – Skal en logisk skabelse ikke netop forud planlægges? – Men hvem har da planlagt jordens struktur og placering i solsystemet på en sådan måde, at vi kan opleve livet og oven i købet dygtiggøres til selv at gøre dette lykkeligt? – Har disse bevidstløse materiemasser, vi kalder makrokosmos, tilfældigt formet sig logisk, formet sig på en sådan måde, at de er blevet livsrum med alle mulige betingelser for vor livsoplevelse på det fysiske plan? – Kan det være videnskabeligt at opfatte denne kolossale, logiske eller hensigtsmæssige udformning af materien som noget ganske tilfældigt, uden nogen som helst medvirken af højere bevidsthedsmæssig funktion? – Kan det være logisk at antage, at vort makrokosmos udelukkende er en bevidstløs materiemasse? – Hvis den er det, hvordan har den da kunnet skabe så totalt fuldkomne betingelser for vort fysiske liv og fremtræden her på jorden? –

Naturligvis kan ingen logisk skabelse finde sted uden bevidsthed. Man har endnu aldrig inden for det område, som menneskene er nået frem til at kunne sanse, set, at logisk skabelse kan finde sted uden forudgående planlægning, uden forudgående intellektuel indsigt i det, man vil skabe. Til hvad nytte er ellers intelligens eller intellektuelle evner? – Inden for det område, hvor vi er i stand til fuldt ud at sanse, oplever man som urokkelig kendsgerning, at ingen som helst materie af sig selv kan forme sig i intellektuelle, logiske skabelser. Hvordan skulle en bygning blive til af sig selv? – Og hvordan skulle en bygmester kunne skabe en bygning, hvis han ikke havde intelligens? – Hvordan kan det da være, at menneskene ligefrem tror, at makrokosmos kun er bevidstløse materiemasser, der tilfældigt, uden bevidsthed og uden intelligens, har kunnet forme sig så intellektuelt, at det er blevet en livsbetingende verden for myriader af forskellige levende væsener og af en sådan fuldkommenhed, at disse levende væsener yderligere kan udvikle sig til en fuldkommenhed, i hvilken de udstråler en sådan alkærlighed, visdom og magt, at de udtrykker "Guds billede efter hans lignelse"? – Hvorfor lever menneskene i en sådan uvidenhed og blindhed, der er skrigende imod al logisk tænkning, skrigende imod enhver form for kendsgerning? – Denne menneskenes opfattelse af makrokosmos skyldes udelukkende dette, at menneskene endnu ikke har fået udviklet det sansekompleks, der giver dem adgang til sansning i kosmiske eller højpsykiske områder. Dette sansekompleks eksisterer under udtrykket "intuitionen". Denne evne udvikler sig kun i forhold til menneskets vækst væk fra den dyriske natur i deres psyke, hvilket vil sige det ukærlige eller onde i væsenet. Dette onde forsvinder, alt eftersom menneskene kommer igennem deres mørke karma. Jeg kan ikke komme mere ind på dette her, men må henvise til mit hovedværk "Livets Bog".

Når videnskaben eller forskerne ikke kan fortælle om makrokosmisk identitet som liv eller levende væsen, skyldes det altså mangel på intuition. Høj uddannelse i materiel videnskab udvikler ikke intuitionsevnen. Den kan man ikke tilegne sig på læreanstalter eller højskoler. Den vokser som nævnt kun automatisk i forhold til udviklingen af menneskets sympatiske evner, hvilket altså vil sige næstekærligheden eller alkærligheden, den kærlighed, som med udviklingen fører mennesket frem til at kunne elske sin næste, som det elsker sig selv. Med denne kærligheds udvikling vokser intuitionen. Den kan som nævnt ikke tillæres. Den opstår automatisk, alt eftersom mennesket udvikler sig i alkærlighed. Det betyder derfor ikke noget med hensyn til tilegnelsen af kosmisk bevidsthed, om man er ekspert, doktor eller professor i ren materiel viden eller videnskab. Disse personer har fået tilegnet sig en viden i kraft af deres intelligens. Men kosmisk bevidsthed eller viden kan absolut kun selvopleves i kraft af intuition og kærlighed. Har man ikke fået udviklet disse to store menneskelige egenskaber, kan man ikke ved sine andre sanser opleve kosmisk bevidsthed. Ja, man vil i værste tilfælde heller ikke tro på andres oplevelse af denne høje bevidsthedstilstand.

Derfor kan man også opleve, at moderne kritikere, der anmelder bøger og blade, kommer til kort, når det drejer sig om at anmelde bøger, blade og foredrag baseret på kosmisk viden. Da de endnu ikke har fået udviklet nogen særlig intuition og også som regel har en meget ringe næstekærlighedsevne, har de jo slet ingen følelse med den kosmiske verdens tilstedeværelse bag den fysiske. De kan kun forestille sig højere kosmisk litteratur som overtro og begrebsforvirring. Og i mangel af næstekærlighed og i tiltro til deres egen kapacitets ufejlbarlighed kan de endog være ganske hensynsløse, forvrænge og latterliggøre den kosmiske litteratur og videnskab, som de i kraft af deres stilling som kritiker kommer til at skulle anmelde over for offentligheden. En sådan kritiker må man undskylde. Han ved jo ikke selv, hvor kolossalt han afslører sin naivitet og uvidenhed med hensyn til kosmisk bevidsthed eller den topbevidsthed, der i årtusinder har været forkyndt menneskene som deres højdepunkt eller slutfacit, som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse", og uden hvilken der aldrig nogen sinde ville blive virkelig, varig fred på jorden. Men den kosmiske bevidsthed vokser automatisk frem i ethvert menneske, også i den negative kritiker, som et led i Guds skabelsesplan og kan derfor umuligt standses af kosmisk bevidstløse eller uvidende væsener, ganske ligegyldigt hvilken materiel glanstitel de så end kan brillere med, og ligegyldigt hvor intelligente de så end måtte være i materialistisk retning.

Hvad er da makrokosmos set med intuitionens udviklede sansesæt? – At rette blikket op imod makrokosmos, dette umådelige stjerneocean, dette væld af sole, kloder og mælkeveje, er for det intuitive syn at se ind i et umådeligt, levende væsens indre. Vi ser dette indre i en så gigantisk forstørrelse for vort kosmiske syn, at dets mindste detaljer viser sig for os i makrokosmiske formater. Vort sansesæt og fremtræden over for dette gigantområde, dette umådelige udtryk for liv, er så mikroskopisk, at vi ser dets allermindste detaljer i kæmpeformater. Hvordan ser så disse gigantvæseners mindste detaljer ud for vort syn? – De ser ud som partikler og tomrum. Partiklerne er af højst forskellig størrelse og udfoldelse. Og tomrummene er meget, meget større end partiklerne. Hvad er nu disse partikler og tomrum? – De udgør den stjernehimmel, de sole, kloder og mælkeveje, menneskeheden i årtusinder og atter årtusinder har set op imod, uden at vide hvad det er, de har set på, uden at vide, at den klare stjernehimmels lyse og mørke partikler, hvilket henholdsvis altså vil sige dens sole og planeter, med deres bevægelser og reaktioner er livsfunktioner i et gigantisk væsens indre. Men dette væsen er igen inde i et større væsen, som atter er inde i et endnu større væsen og således fortsættende opad i det uendelige. Stjerneverdenens kosmiske struktur viser os altså her, at vi befinder os inde i et levende væsens livsfunktioner, der igen er det samme som organismefunktioner. Vi befinder os altså inde i et levende væsens fysiske organisme. Uden for denne organisme har dennes ophav sin fysiske dagsbevidsthed og livsoplevelse, reinkarnationstilstand og oplevelse af sin skabelsestilstand fra dyr og djævlevæsen til "mennesket i Guds billede efter hans lignelse", akkurat som jordmenneskene er i færd med i deres spiral. Men makrovæsenet befinder sig bare i en over vor udviklingsspiral forekommende udviklingsspiral. Alle verdensaltets levende væsener befinder sig således i højere og højere udviklingsspiraler. Her må jeg også henvise til mit hovedværk "Livets Bog".

Kan vi inden for det rent jordmenneskelige sansefelt få bekræftet en lignende makrokosmisk livsstruktur som den, vi nu her har set? – Ja, det kan vi indtil overdådighed. Vi behøver blot indgående at iagttage vor egen organisme. Det er for længst blevet en kendsgerning for forskere, at vor organisme består af myriader af forskellige former for liv eller levende væsener, celler, molekyler og mange flere ned i mikrokosmos: atomer, elektroner osv. Alle disse kraftenheder er udtryk for liv. Hvordan skulle de ellers kunne bevæge sig? – Disse væsener danner vore organer, hjerte, hjerne, lunger, lever, nyrer, muskulatur, kirtler, nerver, sener og skelet m.m. Disse organer udgør, foruden at være mikrovæsener i vor organisme, med deres organisme en lille verden for sig, der også er bolig for mikrovæsener og opfylder deres livsbetingelser. At deres liv er ganske anderledes end vort liv, forandrer ikke, at de er levende væsener i et levende makrokosmos. Dette makrokosmos er altså vor samlede organisme. Den er således et makrokosmos for levende væsener. Vi er altså et væsen, inden i hvilket de levende væsener "leve, røres og ere". I dette makrokosmos, som vi udgør med vor fysiske organisme, føler vi os som et dirigerende jeg, der bestemmer over denne organisme. Men når vi selv er et makrokosmos med livsrum og betingelser for levende væseners oplevelse af livet og udstyret med bevidsthed, vilje og tænkeevne, har vi jo her i vor egen struktur og livsbetingelse åbenbaringen af, at det makrokosmos, vi før omtalte, og som vi selv "leve, røres og ere" i, også har et dirigerende jeg, der kan bestemme over det makrokosmos eller den verden, vi befinder os i, og som altså er dette jegs fysiske organisme. Jordkloden og alt, hvad der er uden om os, og som vi kalder naturen: planeter, sole og mælkeveje, er således dette gigantmakrovæsens organer og livsfunktioner, styret og ledet af dette væsens jeg, bevidsthed, tænkeevne og vilje.

Men når vi således er inde i et makrovæsens system, der giver bolig og livsrum for mennesker, dyr og planter, hvad så med vore egne fysiske organismer? – Er disse ikke også et makrokosmisk system, der giver livsrum for myriader af levende væsener i mikrokosmisk format? – Jo, det er jo netop det, de gør. Derved bliver vor organisme et makrokosmos for disse væsener, og vort jeg dets dirigerende ophav. Hvordan skulle alle de mikrovæsener, som oplever livet i vort indre, ellers kunne eksistere fysisk? – Det er altså en livsbetingelse for ethvert levende væsens fysiske eksistens, at det eksisterer i et levende væsen, der er makrokosmos, og selv udgør et makrokosmos for levende væsener. Hvordan skulle det leve i en fysisk organisme, der ikke hundrede procent bestod af levende væsener? – At dette er umuligt, er lige så urokkelig en kendsgerning, som det er en urokkelig kendsgerning, at ethvert levende væsens organisme netop består af levende væsener. Men disse i ethvert levende væsen eksisterende levende væsener har jo også en organisme, som atter består af levende væsener. Derved bliver disse væsener også makrovæsener for levende mikrovæsener, som også igen har organismer bestående af levende væsener og således fortsættende. Alle levende væsener bliver derved synlige som makrovæsener for deres organismers levende mikrovæsener. Men de bliver også selv mikrovæsener for de makrovæsener, i hvis organismer de oplever livet. Alle levende fysiske væsener er således hver især på én gang både et makrovæsen og et mikrovæsen. Det er et livsprincip, der er en absolut urokkelig betingelse for ethvert levende væsen for at kunne fremtræde og opleve livet på det materielle eller fysiske plan.

Men ligesom vort makrovæsen er en ydre verden for os, er vore mikrovæsener, som vi er makrovæsen for, en indre verden for os. Vi befinder os således i en mellemkosmisk tilstand. Alle væsener: mennesker, dyr og planter, i vort spiralkredsløb udgør således et mellemkosmos. Vi grænser nedad til mikrokosmos og opad til makrokosmos. Da vi som mellemkosmiske væsener ikke kan se vore mikrokosmiske væsener eller vore makrokosmiske væsener i deres mellemkosmiske tilstand, den tilstand, i hvilken de dagsbevidst oplever deres livsformer, kan vi kun se dem i deres mikroskopiske tilstands sidste analyse. Den sidste analyse af spiralkredsløbenes stof viser sig som partikler og tomrum. Analyserer vi mikrokosmiske materier i deres sidste fundamentale princip, viser de sig som en stjernehimmel med sole, kloder og mælkeveje. Vi er her kommet til grænsen for den fysiske materie i mikrokosmos. Ser vi opad imod vort makrokosmos, ser vi også dette i sin for vore sanser sidste mikroskopiske analyse. Og vi ser da også her materien fremtræde i partikler og tomrum, altså som stjernehimlen med dens sole, planeter og mælkeveje.

Vor primære verden er altså den makrokosmiske organisme, i hvilken vi lever, røres og er, ligesom vor organisme er den primære verden for de levende væsener, der lever inde i den. Vor organisme er altså en makrokosmisk verden for disse væsener, ligesom vort jeg bliver disse væseners øverste bestemmende ophav. Jeget udgør således et øverste bestemmende ophav i enhver organisme eller makrokosmos. Men da et makrokosmos ikke kan eksistere uden at være et mikrokosmos i et højere makrokosmos, bliver alle makrokosmos organer i den samme organisme. Denne organisme kalder vi verdensaltet. Og jegerne i alle disse makrovæsener, som verdensaltet består af, udgør en kosmisk enhed eller ét eneste stort jeg. Og det er det, der igennem alle tider har ligget til grund for menneskenes instinktmæssige opfattelse af og forestilling om en guddom. Da alle makrokosmos såvel som mikrokosmos i dette verdensalt således udgør en livsbetingende samarbejdende enhed, har vi altså her som kendsgerning den levende altbeherskende Guddom. Vi er således alle guder, ligesom Kristus har udtalt. Hvert levende væsens organisme er således et makrokosmos med et dirigerende jeg. Hvert menneske er således en guddom for levende mikrovæsener i deres organisme. Vi er med til at skabe deres livsmuligheder, deres lidelse såvel som deres lykke og velfærd.

Alle levende væsener er således mikrovæsener i Guds organisme (verdensaltet). Disse levende væsener udgør altså tilsammen det redskab, ved hvilket Gud skaber og opretholder sin bevidsthed. Da bevidsthed skabes, er den altså tid og rum underkastet. For at Gud derfor kan have en bevidsthed, der altid er på sit højeste, må den være i en permanent fornyelse. Denne fornyelse sker igennem de levende væseners passage igennem mørket. Det består altså af de væsener i Guds organisme, hvis kosmiske bevidsthed er degenereret. Gud kan altså ikke mere opleve og udfolde sin totale alkærlighed og dermed sin alvisdom og almagt igennem dem. Derfor danner de mørket, altså en livstilstand, der igen fornyer disse væsener med kosmisk bevidsthed. Men derved bliver de redskaber for Guds skabelse af sin "primære bevidsthed" og primære livsmanifestation, indtil deres kosmiske bevidsthed atter degenererer. Da må de atter have deres bevidsthed fornyet, og det sker altså igennem det kosmiske kredsløb. Alt eftersom deres kosmiske bevidsthed degenererer, føres de atter fra salighedsriget (mineralriget), igennem planteriget og dyreriget og frem til det rigtige menneskerige, hvor de igen har fået kosmisk bevidsthed og her atter indgår som celler eller livsenheder i Guds primære bevidsthed, indtil de atter degenererer og atter må igennem mørket eller den fysiske verden for at få kosmisk bevidsthed og sammen med alle de andre kosmiske væsener blive redskaber i opretholdelsen af Guds primære bevidsthed. Som væsener i den fysiske verdens mørke kan de jo kun udgøre Guds sekundære bevidsthed. Men kredsløbet bevirker altså, at Guds bevidsthed permanent er primær og på sit højeste.