M2510: Vejen, sandheden og livet

M2510

Vejen, sandheden og livet

af Martinus

1. Hvad forstår man ved "vejen"?

Vi kender alle de tre betegnelser: "vejen, sandheden og livet". Det var disse betegnelser, Kristus udtrykte om sig selv. Når han udtrykte sig selv således, var det altså for at tilkendegive, at han kendte hele livsmysteriets løsning, hele den guddommelige plan med de levende væsener, og herigennem var blevet ét med Gud. Hvad menes der da i det hele taget med disse tre udtryk? – Disse tre udtryk er en betegnelse for hele den lange udviklingsepoke, inden for hvilken Gud skaber mennesket i sit billede. De udgør tre store videnskabelige facitter. Og alt eftersom disse facitter bliver til virkelighed for mennesket, bliver det igennem dem frigjort fra mørkets tyngde af ulykke og lidelse og kommer til at opleve det virkelige og evige liv eller udødeligheden bag alt det timelige, det tids- og rumdimensionelle. Det vil derfor have stor betydning for den udviklede sandhedssøger at lære denne kosmiske analyse af virkeligheden at kende.

Hvad forstår man nu ved "vejen"? – Vejen er det samme som det levende væsens livsepoke fra dets første svage begyndende indtræden på det materielle plan i form af mineralenergi, dets forvandling herfra til plante, derefter til dyr og fra dyr til mennesket i Guds billede. Vejen er i virkeligheden alt det, der sker omkring os både i naturen og i vor egen livsoplevelse. Vi [med]tager således hele jordens store skabelsesproces. Den har vist sig at have til formål at skulle omdanne jordkloden til at være et hjemsted for højtudviklede animalske væsener. Forvandlingsprocessen har været fuldstændig logisk. Kloden blev igennem de forskellige millionårige epoker fuldkomnere og fuldkomnere og kunne derved blive bolig for tilsvarende højere udviklede livsformer. Og nu er den så fuldkommen, at der her er betingelser for et samfundsliv for levende væsener, der er langt fuldkomnere end det liv, jordens mennesker i dag lever i.

2. Menneskets nuværende udviklingstrin er ikke det færdige stadium

Men det er ikke blot jorden, der således har været under fuldkommengørelse, det samme har også været tilfældet med det levende væsen. Det har jo også udviklet sig fra de første mineralske ubevidste former for bevægelse til den højeste tilstand, det i dag repræsenterer her på jorden, hvilket altså vil sige dets fremtræden som "menneske". Det vil altså sige, at det jordiske menneskes nuværende fysiske fosterdannelse i moders liv ikke er dets begyndelse, men at det har gennemgået alle de mange forskellige udviklingsstadier fra ufuldkommenhed til en stedse stigende fuldkommenhed indtil dets trin i dag.

Og der er ingen grund til at tro, at dets nuværende stadium er det færdige stadium. Det er alt for meget i familie med det sure stadium, som æblet og andre frugter må gennemgå, før de når det modne stadium. Det lever i dag i en vældig stor mørkets proces. Det myrder og dræber, torterer og lemlæster. Det lever i krig med omgivelserne, og det lever i krig med sig selv. Vi ser tydeligt på den hundrede procent gennemførte logik, hvormed naturen eller livet har fuldendt de skabelsesprocesser, den allerede har nået at få fuldført eller færdiggjort, at denne dræbende og ulykkesbringende livsform, det jordiske menneske repræsenterer, umuligt kan være et færdigt stadium. Naturens færdige stadier er altid letkendelige derpå, at de er hundrede procent til glæde og velsignelse for levende væsener. Er ikke vore øjne, vore øren, vore organfunktioner, hjerte- og åndedrætsfunktioner osv. til glæde og velsignelse for os? – Tror man ikke, at det er meningen, at den påvirkning, vi fra naturens side er underkastet, og som altså har skabt og givet os disse vidunderlige goder, ikke skulle have til formål at føre os videre og ligeledes lade os opleve færdige resultater, der vil være til lige så stor velsignelse for os som de organer, vor organisme i dag består af? – Der er intet som helst, der beviser andet. At påstå at denne videreførelse i fuldkommenhed ikke finder sted, kan kun afsløre sit ophav som totalt uvidende med hensyn til, hvad der kosmisk set foregår med ham.

3. Reinkarnationen udvikler evnen til at forstå, at livet er retfærdigt

Alle de lidelser, som mennesket kan have i sin skæbne afslører kun, at det har udløst årsager, hvis virkninger netop måtte blive til ulykke og lidelse for det selv. Men da det er et evigt væsen og således er under en stadig udvikling, vil dets horisont udvide sig og til sidst indeslutte i sig væsenets tidligere liv, hvilket jo ikke er tilfældet i dag. I dag går horisonten jo ikke længere end til det nuværende livs begyndelse i moders liv. Og da kan det naturligvis ikke se de årsager, det i disse tidligere liv har udløst, og af hvilke dets skæbne i dag er virkninger. Men igennem reinkarnationen udvikler det evnen til at forstå, at livet er retfærdigt, og at ethvert væsen kommer til at høste det, det sår.

Det jordiske menneske har altså gennemgået alle de mange stadier i primitivitet og underudvikling, som vi ser, de væsener befinder sig på, vi kalder dyr, planter og mineralenergi. Igennem oplevelsen af årsag og virkning er det altså ført til det trin i udviklingen, det befinder sig på i dag, og igennem årsag og virkning vil det ligeledes blive ført videre frem til højere stadier. Da alt er årsag og virkning, bliver det altså til en kendsgerning, at der findes en mulighed for det levende væsen, der jo med sit liv eller sin tilværelse er årsagsudløser, at nå frem til kun at udløse de årsager, der skaber glæde og velsignelse for væsenet selv. Og alle levende væsener er således igennem de mange forskellige udviklingsstadier og livsformer, de fremtræder i, synlige for os som [værende] på en vej fremad imod større fuldkommenhed.

4. At blive ét med vejen, sandheden og livet

At forstå at Guds plan med alle levende væsener er at føre dem fremad til fuldkommenhed, er at være "ét med vejen". Men når man er blevet ét med vejen, begynder man at blive ét med sandheden. Det vil altså sige, at man begynder at interessere sig for den kosmiske side ved livet. Man forsker, man iagttager, man eksperimenterer, man forandrer sin væremåde i kontakt med, hvad erfaringer og kendsgerningerne viser, og får mere og mere sin væremåde helt i kontakt med årsags- og virkningsloven og kommer derved mere og mere uden for de ulykkelige skæbners område. Og ens liv kommer på bølgelængde med det virkelige livs område. Det er at blive "ét med sandheden". Når man så er blevet ét med vejen og sandheden, kan man ikke undgå at blive ét med livet, hvilket altså vil sige ét med kærligheden til alle levende væsener, der igen er det samme som ens næste. Men at komme til at leve i et kærligt forhold til alt og alle, er det samme som at blive ét med Gud. Det er det samme som at få kosmisk bevidsthed. Det er det samme som midt i en fysisk, timelig tilværelse at kunne opleve den virkelige og evige, forklarede tilværelse.

Artiklen er en gengivelse af et manuskript, som Martinus skrev til forberedelse af et foredrag på Martinus Institut, søndag den 26. februar 1956. Renskrift og stykoverskrifter af Torben Hedegaard. Ordene i de kantede parenteser er tilføjet under renskriften. Godkendt i rådet 29.03.2020. Første gang bragt i Kosmos 1/2021. Artikel-id: M2510. I 1963 skrev Martinus en artikel med samme titel, som er fjerde artikel i småbog 21 (M2480).

Du er velkommen til at linke til artiklen med angivelse af copyright og kilde. Du er også velkommen til at citere fra artiklen, når det sker i overensstemmelse med loven for ophavsret. Kopiering, eftertryk eller andre former for gengivelse af artiklen kan kun ske efter skriftlig aftale med Martinus Institut.