Vi er nu nået igennem hele den for det almene menneske skjulte side ved livet, nemlig den side, vi kalder den psykiske side eller åndelige verden. Vor vej i form af min foredragsserie "Den åndelige verden" gik igennem selve dødsprocessen. Vi dvælede ved barnets død, ved døden i ungdommen, ved døden i manddommen og ved døden i alderdommen, der er dødens naturlige høstmark. Vi blev bekendt med, at døden i sig selv er en underbar lysets proces, som er lige så naturlig og livsbetingende for væsenets fortsatte liv som dets fysiske fødsel. Der er dog den forskel, at indgangen til døden er en indgang til en større lysoplevelse end indgangen til det uindviede jordiske menneskes fysiske fødsel og liv. Medens denne sidste indgang kan være en indgang til store lidelser og smerter, ja være indgangen til selve det helvede eller ragnarok, som de største overtrædelser af universets love uundgåeligt fører til, kan indgangen til døden, der hvor væsenet ikke selv træder hindrende i vejen, kun være en indgang til en for væsenet passende højeste oplevelse af sine idealer, ganske uanset hvordan disse idealer så end måtte tage sig ud her fra det fysiske plan. Den naturlige død er en absolut ufejlbarlig indgang til et paradis. Og da der findes paradiser for alle mulige former for normale livs- eller moralopfattelser, såvel for de såkaldte hedenske som de såkaldte kristne, kan ingen undgå efter sin død til sidst at komme i det for hver især naturlige eller tilpassede paradis. Den normale død i alderdommen er således noget, man absolut udelukkende kun bør glæde sig til og længes henimod, når man når op i sin fysiske tilværelses livsaften.

Ikke desto mindre er døden blevet noget, det materialistiske menneske ser hen til i rædsel. Intet kan vel i større grad fremkalde frygt og rædsel end netop tanken om at skulle forlade sit fysiske legeme. For nogle væseners vedkommende skyldes denne rædsel, at de føler, at de ikke her på det fysiske plan lever helt så næstekærligt, som de burde, for andre er det forestillingen om, at døden betyder en total udslettelse af deres tilværelse og liv, en adskillelse fra alt det, de endnu i en vældig grad begærer og således slet ikke er mættet af. Der er mennesker, der i en vældig grad er knyttede til andre væsener ved stærke sympatier eller kærlighedsbånd, og de ser i døden en overklipning af disse bånd for bestandigt. Der er mennesker, der er så fast knyttede til rent fysiske materier, penge, gods og guld, med så stærke og umættede begær, at de også kun kan flygte i rædsel ved tanken om døden, idet de jo tror, at denne vil betyde en tilintetgørelse af deres eksistens eller liv. Denne frygt er noget af det værste, et væsen kan komme ind i, thi den kan hæmme og forplumre en stor del af tilværelsen efter det fysiske legemes undergang eller dets livsoplevelsesevne efter dets fysiske død.

En sådan dødsfrygt med dens samvittighedskvaler, rædsler og helvedeskvaler er virkninger af væsenets afvigelser fra de sjælelige eller åndelige naturlove. De er sygdomme på det psykiske, hvilket vil sige det sjælelige eller åndelige område. Vi kan kalde disse for væsenets åndssygdomme. Det er klart, at væsenerne lige så lidt kan overtræde sjæle- eller åndslovene uden at blive syge, som de kan overtræde de fysiske sundhedslove uden at blive syge eller tabe førlighed. Der forekommer altså en mental sfære i jordmenneskehedens overgangsstadium fra den fysiske til den åndelige verden i dets reinkarnationsproces, der udelukkende består af sjæle- eller åndssygdomme. Denne sfære har allerede igennem årtusinder været kendt under begrebet "skærsilden". Skærsilden er altså et resultat af sjælelig eller åndelig usundhed, ligesom de fysiske sygdomme er et resultat af usundhed på det rent fysisk kropslige område.

Medens menneskene af i dag er nået langt frem i forståelsen af nødvendigheden af at bekæmpe fysisk usundhed, er de endnu meget langt tilbage i deres forståelse af den sjælelige og åndelige sundheds nødvendighed og den heraf følgende bekæmpelse af al åndelig usundhed. Ja, vi kan endda sige, at den store part af jordmenneskeheden faktisk står ved begyndelsen af en åndelig udskejelsesperiode som aldrig nogen sinde før og derfor er inde i en åndelig sygdomsepoke af tilsvarende dimensioner. Disse åndssygdomme gør dem ulykkelige her på det fysiske plan, giver dem rædsel for døden og gør dem ulykkelige i oplevelsen efter døden. Skærsilden er altså noget, der allerede begynder her i den fysiske tilværelse. For det moderne oplyste menneske af i dag er der derfor ikke nogen som helst større fare end et usundt ånds- eller sjæleliv. Det er endnu meget værre end et usundt fysisk liv, rent bortset fra at et usundt fysisk liv ikke kan eksistere uden at afføde sjælelig usundhed og sygdom, ligesom sjælelig usundhed ikke kan eksistere uden at afføde fysisk usundhed og sygdom.

Hvad forstår man nu ved åndelig usundhed og sygdom? – Hvordan ytrer symptomerne sig her? – Ja, for at få det rette svar må man naturligvis lære at forstå, hvad der er livets mening med et væsens ånd eller psyke. Her gælder det samme som, når det drejer sig om tilegnelsen af forståelsen af den fysiske, kropslige sundhed. Man må jo også her først og fremmest lære at forstå, hvad der er livets mening med ens egen særlige organisme, og de særlige betingelser, der må opfyldes, for at den kan vedligeholde sin kapacitet og være det fuldkomne, sunde redskab for vor manifestation, som den er bygget til at skulle være. Ligesom vi har en fysisk organisme, således har vi også en sjælelig organisme, men den kalder vi ikke en organisme, den kalder vi en psyke, selv om den naturligvis også på en måde i sig selv er en organisme, der har en særlig struktur. Det er altså denne psykiske eller åndelige strukturs forsømmelse og misrøgt, der i dag martrer verden endnu værre, end man misrøgter den fysiske organisme. Vi kan se på hele den store misrøgt af både den fysiske og psykiske side hos jordmenneskeheden af i dag, at vi er i det dræbende princips kulminationszone. Vi er i spiralkredsløbets vinterzone, vi er i livskredsløbets dødsdomæne. Vi behøver ikke her at nævne de kropslige udskejelser og undermineringer, som overfylder alverdens hospitaler og lader millioner af læger, sygeplejersker, sygepassere, ambulancefolk og hospitalsbyggere arbejde på højtryk, dag og nat, for at mildne virkningerne af den kolossale kropslige letsindighed, der begås i form af selskabelighedens falske forgyldning i alkoholiske skåler og drinks i en himmel af nikotinskyer, nedsvælgende kød, flæsk og fedt af levende medvæsener af deres stammefrænder inden for pattedyrene. At de fysiske organismer her repræsenterer en unormal dødelighed, og at væsenerne er ødelagte længe før tiden, turde vel være indlysende.

Med hensyn til den åndelige usundhed, da er udskejelserne endnu værre. Hvad er nu sjælelige udskejelser? – For alle jordmennesker af i dag verden over er det gældende, at de er på vej mod spiralkredsløbets forår. Dette forår betyder humanitet, der skal kulminere i næstekærlighed eller overholdelsen af det store bud: Du skal elske din næste som dig selv. Rent bortset fra de få racer eller stammer af naturmennesker, der endnu forekommer i urskovenes afkroge, er alle jordmennesker skredet over en tærskel, hvor drabsidealet kosmisk set er ophørt. Medens dette drabsideal var sundhed og opretholdelse af eksistens for dyret og de fra dyreriget lige ankomne laveste racer af mennesker, så kan det nu ikke mere udløse selv det mindste gran af sundhed for noget jordmenneske. Igennem store tusindårige verdensreligioner er hovedparten af jordmenneskene mere eller mindre blevet inficeret med humanitet, sand lov og ret for alle som rettesnor.

Resultatet af denne inficering bor dybt i væsenernes indre, selv om selve religionerne i væsenernes nuværende jordliv ikke har så stor eller slet ingen interesse mere. Den religiøse energi eller kraft går i dag mere og mere over i materialistisk politik og videnskab. Idet man således i den vågne dagsbevidstheds regioner har slettet interessen for de religiøse dogmer og idealer og mere er blevet koncentreret om de mere konkrete fysiske foreteelser, som her synes at være ufejlbarlige veje til lykken og fuldkommenheden eller den ventede verdensfred, er man midlertidigt blevet så fysisk blændet af de veje, at man ikke har set deres store afvigelse fra de naturlove, som man allerede igennem mange liv eller inkarnationer er blevet inficeret med, og som derfor er temmelig dominerende i natbevidstheden uden for dagsbevidstheden. Man har vænnet sig så meget til de ydre faktorer, at natbevidsthedens stemme eller væsenets virkelige åndelige stadium slet ikke har kunnet komme til ørenlyd i de pågældende væseners bevidsthed. Vi ser derfor disse væsener i en vældig grad lancere mord, drab, sabotage, krig og skabelse af bomber og mordvåben som aldrig nogen sinde før i jordens historie. Og denne geniale kulminerende befordring af det dræbende princip er nemlig størst fremtrædende hos alle de såkaldte kristne stater, fordi disse staters væsener for tiden er borte fra forbindelsen med deres højeste selvs normale åndsstandard, der hviler skjult i natbevidstheden og er forhindret i at trænge frem til dagsbevidstheden og derfor ikke kan komme til udtryk i væsenets vilje og handling. Derimod kommer magtbegæret, magtdyrkelsen, lysten til at undertvinge og ensrette andre mennesker efter sine egne formodede ufejlbarlige idealer. Ja, så stærk er denne tendens og dette indbildte ideal, at den retfærdiggør et hvilket som helst torturmiddel og raffineret mordvåben, ja endog våben til masseudslettelse af mennesker og menneskelige værdier.

Hvis alle disse idealforkæmpere og indbildte fredsskabere var på samme stadium som fortidens Odins- og Thorsdyrkere med gudehjemmet Valhal til paradis, ville de være i kontakt med deres åndelige sundhed. De ville ikke kunne få samvittighedsnag eller sjælelige skrupler, men nu er disse mennesker i virkeligheden himmelhøjt hævede over disse fortidens tilbedere af drabsidealet og er blot væsener, der har midlertidigt nedsat eller standset forbindelsen mellem deres virkelige fremtrædende sjælelige eller åndelige standard i natbevidstheden og deres i den vågne dagsbevidsthed opståede indbildte ideal eller vej til verdensfreden. Det er denne åndssygdom, der bevirker helvede eller ragnarok, krige og rygter om krige verden over. Det eneste, der kan få disse væseners virkelige idealtilstand i natbevidstheden til igen at få indpas i deres vågne dagsbevidsthed, er det totale nederlag, som denne sjælelige eller åndelige sygdom uundgåeligt medfører for sit ophav. Derfor har vi set, og derfor vil vi i dag se og i fremtiden komme til at se, hvorledes alle disse magt- og torturdyrkere vil havne i nederlag og undergang og derigennem få [genoprettet] deres forbindelse med deres virkelige standard i natbevidstheden og råbe imod himlen: Fader, forlad mig, thi jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde. Lad mig nu komme til at gøre det rigtige og vise menneskene den vej til freden, du allerede i årtusinder har vist mig før min vildfarelse og selvbestaltede kulturskabelse.

Men det er ikke alene i storpolitikken, at væsenerne har [mistet] forbindelsen med deres humane talenter i natbevidstheden. Den samme sygdom og sjælelige usundhed gælder alle de væsener, der i dag foregøgler sig selv at være glødende materialister og rigtignok ikke er så tossede at tro på en Gud bag naturens og universets skabelse. Disse væsener falder også let til alskens umoralske foreteelser, som de i tidligere liv i virkeligheden var vænnet af med, netop fordi de også har tabt forbindelsen med denne deres tidligere standard og humane talentkerner i natbevidstheden og derfor i dag er koldere, mere usympatiske i deres optræden over for medvæsenerne, end de åndeligt set inderst inde i virkeligheden er. Denne koldere og mere usympatiske optræden opretholdes således kun af ydre, overfladiske påvirkninger fra ligesindede åndeligt usunde eller sygdomshærgede væsener. Der er således mange væsener, der i virkeligheden i sig selv er meget kærlige og medfølende, men ikke desto mindre kan være meget slemme til at befordre ondsindet sladder og bagtalelse om andre væsener. Ligeledes er der væsener med samme store venlighed eller sympatiske indstilling, der ikke viger tilbage fra at bedrage, lyve eller stjæle, hvis vedkommende ser stor fordel deraf. Dette er ligeledes en delvis afbrydelse af forbindelsen med natbevidstheden og de her eksisterende talentkerner for kristen humanitet og næstekærlighed.