Grunden til det store ragnarok, den ulykkes- og lidelsestilstand, den alles krig imod alle, verden af i dag sukker og stønner under, skyldes kun én eneste ting: uvidenhed. Inden for den jordmenneskelige materialistiske videnskab famler man sig frem i blinde og tror, at verdensbilledet er noget, man kan sanse på samme måde, som man kan sanse, måle og veje en sten, en sky eller en vanddråbe. Og man har allerede igennem tidens løb sat mange mærkværdige facitter op som udtryk for et verdensbillede. Man taler således om, at verdensbilledet er en begrænset ting, noget, der er endeligt og således altså må udgøre et særligt rum. Ligeledes taler man om, at alle stjernerne, sole og mælkeveje er på vild flugt ud fra hverandre, hvilket vel så for de samme materialistiske forskere må betyde, at verdensaltet, det rumlige verdensbillede, er i vild opløsning. Man bygger stærkere og stærkere kikkerter, teleskoper og mikroskoper for derigennem at kunne observere verdensaltets eller universets hemmelighed for slutteligt at opdage, at denne udvidelse af den materielle horisont kun bliver en tilsvarende udvidelse eller forstørrelse af ens i forvejen fremtrædende uvidenhed med hensyn til livets hemmelighed.

Livsmysteriets løsning er nemlig ikke et spørgsmål om terræn, tid og rum. Det er ikke et spørgsmål om kilometer eller kilogram. Det er ikke et spørgsmål om det, der kan vejes og måles, men er derimod udelukkende et spørgsmål om det, der kan veje og måle, altså det "noget", der kan konstatere mål og vægt, det, der kan nedbryde og bygge op, det, der kan skabe, det, i hvilket spørgsmål og svar kan opstå. Det, i hvilket spørgsmål og svar ikke kan opstå, er der ingen grund til at iagttage med mikroskop eller teleskop med det formål at finde livsmysteriets løsning, thi det vil vedblive at udgøre den illusion, det i forvejen er, nemlig en livløs masse. Og med geniale optiske instrumenter stirrer man således ind i denne formentlige livløse masse: makrokosmos og mikrokosmos. Igennem kæmpeteleskoper stirrer man tusinder af lysår ud i verdensrummet for at finde det "noget", der i virkeligheden står bag teleskopet og videbegærligt søger sig selv ude i mælkevejene. Ligeledes stirrer man igennem mikroskoper ned i de ufattelige smådele i mikrokosmos for at finde det "noget", der umådelig spændt og nysgerrigt stirrer ned igennem mikroskopet. Hvorfor spejde ud i verdensrummet efter "noget", der eksisterer inde i os selv? – Er det ikke her synligt, at det må være den forkerte vej at gå. Man kan da ikke befinde sig både foran og bag ved en kikkert på én gang. Og hvorfor lede efter sig selv med mikroskop i ufattelige smådele, når ens eget liv eller det "noget", man søger, er så stort, at det kan holde mikroskopet og meget lettere kan iagttages foruden? – Er det ikke her synligt, at den materialistiske videnskabs vej til verdensbilledet er ledet af illusion, overtro og naivitet.

At søge i mikrokosmos og makrokosmos efter løsningen på den gåde, vi selv er, kan da kun være tåbeligt, eftersom det liv, det tænkende og oplevende "noget", vi selv udgør, er verdensaltets midtpunkt. Jo mere vi fjerner os fra dette midtpunkt, desto mere fjerner vi os jo fra os selv eller fra det liv, hvis hemmelighed vi ønsker at afsløre. Det, der er verdensaltets eller de synlige foreteelsers fundament eller første årsag, kan ikke være disse foreteelsers beskaffenhed, den manifestation eller bevægelse, de udgør, men derimod det faste punkt, på hvilket de hviler. Hviler bevægelserne da på et sådant fast punkt? – Ja, absolut. Men for at få klarhed over dette må man jo ligeledes her søge tilnærmelse til det område inden for vor sansning, hvor dette er at opleve uden mikroskop eller andre hjælpemidler, og ikke som det er almindeligt inden for den materialistiske videnskab at fjerne sig så meget som muligt netop fra samme område. Hver gang man tager en kikkert eller et mikroskop til hjælp, fjerner man sig nemlig lige akkurat så meget fra det objekt, man vil undersøge, som de nævnte instrumenters styrke forlænger ens syn ind i mikrokosmos og makrokosmos. Da ethvert levende væsen bærer livsmysteriets hemmelighed i sit eget indre, må det da være soleklart, at det er her, det må søges. Den mest fundamentale fornemmelse af dette livsmysterium er dog den fornemmelse af at være midtpunktet i verdensaltet, som vi alle fornemmer og udgør. Dette midtpunkt oplever vi altså som vort eget selv eller jeg. Det er ud fra dette midtpunkt, dette selv eller jeg, vi bedømmer alt og alle. Dette midtpunkt er altså det højeste levende inde i os. Det er dette, der bestemmer vor fremtræden, det dirigerer vor vilje og oplever vor sansning. Vi ser, at der omkring dette jeg således eksisterer bevægelse. Dette jeg bliver derved synligt som det faste punkt, på hvilket bevægelserne hviler.

Et levende væsen udgør således et særligt bestemt område bestående af dets jeg, dets bevidsthed og organisme. Disse tre danner tilsammen en enhed. Inden for denne enhed har vi altså hele livsmysteriets og dermed verdensaltets hemmelighed. Der findes ingen principper eller bevægelsesarter uden for en sådan enhed, som ikke udgør lokaliteter eller dele af andre tilsvarende enheder. Da man selv udgør en sådan enhed, kan man akkurat lige så godt, ja, det vil da være den absolut eneste korrekte vej at gå, undersøge denne enhed som objekt for ens forskning af livsmysteriet eller søgning efter livets hemmelighed. Her har vi både det faste punkt og bevægelsen. Her har vi det os nærmeste og mest klarlagte og tilgængelige felt for udfoldelse af årsag og virkning. Her inden for dette felt kan vi se loven for bevægelse, forvandling eller skabelse. Vi må derfor nu sige farvel til alle kikkerter og mikroskoper, vejning og målinger, slige foreteelser har vi ikke mere brug for, de bringer os bare ind på fjerne terræner, hvor vi kun på kunstig måde kan se det, vi i virkeligheden på naturlig og direkte måde kan se inden for vort eget område i verdensaltet. Hvad kan vi da her se? –