Jeg vil gerne sige Dem rigtig hjertelig og inderlig tak for denne dejlige aften, De har givet mig. Den vil være meget inspirerende for mig i fortsættelsen af mit arbejde, og jeg takker Dem ikke blot for denne aften, men nok så meget for al den hjælp, jeg har fået igennem tiderne. Lige fra begyndelsen har der stået kærlige mennesker omkring mit arbejde, omkring min skabelse af analyserne og foredragene, og uden denne kreds af kærlige mennesker ville sagen ikke have været fremme, således som den nu er.

Hvad er det så for en sag, der er blevet ud af det? Hvad er det, der bevirker, at mennesker har støttet mig? Hvad er det vi har? Har vi noget i denne sag at byde menneskene? – Ja, det har vi!

Men det er ikke så let at komme til dette Shangri-la. Der er, som vi ser i filmen, høje bjergtinder og klippeformationer, der skal overvindes, og de, der kom til Shangri-la, kom dertil med megen møje og besvær. Det Shangri-la, som de kosmiske analyser udgør, er også noget, der ikke er så ligetil. Der er mange mennesker, som slet ikke kan tage denne vandring, som slet ikke kan se de kosmiske analyser. Der er mennesker, for hvem det kun er tryksværte og papir. Kosmisk set er de analfabeter, men det kan man ikke bebrejde dem.

De, der hører til den første tredjedel, har gennemgået deres mørke karma. Det er dem, der ikke længere vil føre krig og have med militarisme at gøre. De kan ikke nænne at gøre dyr fortræd, at spise kød og at gøre fortræd eller ondt i det hele taget. Skinsyge og den slags har de overvundet.

Det er en stor opmuntring at vide, at denne del af menneskeheden ikke skal være bange for krigene, der kommer. Der kommer jo krige, krigene kan ikke undværes, for det er klart, at de to tredjedele af menneskene, som vil krig, og som tror, det er nødvendigt at have krig, og at man kan afskaffe krigen ved krig, skal prøve krigen lige så meget, de vil. Men krigen med alle dens lidelser og ulykkelige tilstande har den guddommelige egenskab, at den afføder en evne, der bevirker, at man ikke mere kan nænne at gøre det onde. De kommende krige ødelægger sig selv, og disse mennesker bliver også vandrere imod dette Shangri-la, imod de kosmiske analyser, og det er noget, der vil gå hurtigt set i forhold til den udvikling, der har været hidtil. Verden eller menneskeheden går fremad i en kolossal eksplosiv udvikling. I vore dage udvikler menneskene sig næsten mere på ti år end tidligere i et århundrede eller mere. Nu går udviklingen meget stærkt.

Mange mennesker i den første tredjedel og navnlig de, der er nået frem til de kosmiske analyser, er nået ud over sektdannelse og blevet til frie mennesker. De er ikke bundet af sammenslutninger. Man kan ikke binde en viden i sammenslutninger. Viden er noget, der bliver givet til menneskene, efterhånden som de udvikler sig til det. De kosmiske analyser er beregnet for disse mennesker, og de er pionererne for den nye verdenskultur.

Kristus har lært os, at man kan bede alle vegne, og at "man bør altid bede og aldrig blive træt" (Luk.18.1). Dette at bede er ikke det, at man skal falde ned på knæ. Gud er ikke sådan en, der siger: "Kan du så komme ned på knæ". Gud er ikke så smålig, at han forlanger, at man skal folde hænder, indtage bestemte stillinger eller lave bestemte ceremonier. Man behøver bare at sende tanken op, selv det mindste suk vil blive hørt. Der er en hel skare af højtudviklede, indviede væsener, som er Guds redskaber til at føre verdensgenløsningen frem, og som er indviede til at høre alle menneskers bønner.

Man kan bede, når man sidder i en bil, når man taler med andre mennesker, eller man er til stede i en forsamling. Man kan altid udløse en bøn, man kan altid lukke døren til sit kammer. Kristus siger jo: "Når du beder, da gå ind i dit kammer, og luk din dør, og bed til din Fader, som er i løndom, og din Fader, som ser i løndom, skal betale dig." (Matt. 6.6. Se også LB3 stk. 755).

Man behøver ikke engang at tro på bønnen, den virker alligevel. Det med at man skal tro, det er også en overtro, det er ikke nødvendigt. Men der er mange mennesker, for hvem det er nyt at bede. Når der er kommet mennesker til mig, som har været ulykkelige, spørger jeg: "Beder De ikke til Gud?" – "Beder til Gud? Nej, jeg kan ikke bede et Fadervor, der blander sig så mange tanker ind i Fadervor." – "Ja, men De behøver heller ikke at bede Fadervor. De behøver ikke at bede nogen lang remse. Hvis De er i en pinlig situation, kan De bare tænke, om De må få lov til at få hjælp til at overvinde denne pinlige situation. Det kan De gøre ved at sende Deres tanke mod Gud. Gør det, selv om De ikke tror på det! Gør det alligevel! – Så skal De nok se, at det kommer til at virke."

Når man beder hver dag, bliver det til en levende virkelighed, som man ikke kan undvære. Man kommer til at gå igennem verden med en umådelig tryghed. Når man har Gud med i alle sine foretagender, er man hævet over al angst og frygt, uanset hvad man møder. På denne måde kan man netop overvinde alle disse klipper, skær og stejle mure, jeg nævnte før, der i form af intolerance, had, skinsyge, jalousi og misundelse ligger som hindringer på vejen fremover. Ved bønnens magt får man en vældig hjælp til at overvinde disse ting og komme på bølgelængde med de kosmiske analyser og dermed på bølgelængde med alkærligheden, som er det evige lys, vi skal opnå for at blive til "mennesket i Guds billede".

Man skal bare bede til Gud, også selv om man synes, man ikke trænger til det. Man kan alligevel altid sende tanken op, og man vil opleve, at man derved opelsker et talent, der skaber en levende forbindelse mellem det guddommelige Forsyn og én selv. Man vil opdage, hvordan angsten og frygten forsvinder, og man kommer til at leve i en guddommelig tryghed. Det bevirker også, at man bliver til stor nytte og glæde og velsignelse for andre mennesker, og det er jo det, man skal være. Man kan i særlig grad bruge bønnen til at komme til at elske sine fjender. Det er nemt at elske dem, der er kærlige mod os, men det store problem, den værste mur eller største hindring er, at menneskene ikke elsker deres fjender, at de ikke velsigner dem, der forbander dem. Men ved bønnens magt kan de altså få hjælp til at overvinde disse skrænter og stejle klipper.

Endnu engang vil jeg sige Dem rigtig hjertelig tak for denne dejlige aften, alle de store kærlighedsbeviser og al den hjælp og støtte, De hele tiden giver mig. Det gør, at jeg føler en inderlig tryghed, ligesom jeg også i kraft af mit forhold til Guddommen føler en vældig tryghed. Jeg ser Guddommen i Dem, og Gud taler jo til mig gennem Dem. Gud kan jo ikke tale til mig gennem noget ingenting, men derimod gennem alle de mennesker, som reflekterer på min tale. Man må lære at forstå, at Hansen, Pedersen og Sørensen er Guds redskaber, Gud taler igennem alle mennesker. Man står altid over for Guds tale, uanset hvem man har med at gøre, og dér har man også bønnen til hjælp. Dermed vil jeg sige: "Tusind tak for denne dejlige aften"!