I al almindelighed holdes der julefest til minde om den Herre Jesu Kristi fødsel. Og vi læser om, hvorledes en kejser ville holde folketælling over den daværende civiliserede verden, og at Josef og Maria i den anledning ligesom så mange andre måtte drage til Betlehem for at blive indskrevet på mandtalslisten. Vi læser videre om, hvorledes de måtte søge nattely i en stald, da der ikke var til at få plads noget andet sted. Alt i herbergerne var optaget. Så læser vi videre, hvorledes Maria her fødte verdens Frelser, og om hvorledes englene viste sig for hyrderne på marken og forkyndte det store budskab: "Eder er i dag en frelser født osv." og slutter med: "Ære være Gud i det højeste, fred på jorden og i menneskene en velbehagelighed". Og omkring denne bibelske beretning har millioner og atter millioner af mennesker igennem århundreder holdt fest ved midvintertide. Den har været en glæde og opmuntring i denne årets mørke og kolde tid. I denne midvinterfestens hellige og underskønne ide har der været en overordentlig stor kærlighedsinspiration. Ja, så stor er denne inspiration, at den ligefrem for nogle ganske få dages vedkommende ligesom kan afstedkomme en lille generalprøve på det himmerigets rige eller det kommende fuldkomne menneskerige. Der er vel ingen, der er født og har haft et normalt hjem med gode forældre inden for den kristne verdensreligion her på vore nordlige breddegrader, der ikke har lyse minder om selve juleaften. Og er det ikke ligesom, at der denne aften mærkes en overjordisk lysets atmosfære? – Er det ikke tradition, at menneskene denne aften ikke må sulte og fryse, ikke må være hjemløse og forladte? – Ja, har man ikke eksempler på, at denne aftens atmosfære for et lille øjeblik har standset krigen i skyttegravene under den første store verdenskrig? – Er juleaften ikke en stor fælles lysende erindring for alle kristne mennesker? –

Og dog er det nu for en masse mennesker blevet moderne at ringeagte denne gavernes, venlighedens og tilgivelsens lysende fest, fordi man betragter beretningen, hvorpå den er begrundet, som naivitet og overtro. Men jeg er overbevist om, at disse mennesker, i alle fald den første generation, som i sin barndom kun har en lysets erindring om julen, vil føle et savn, et sug i hjertet, ved tanken om at gøre juleaften til en almindelig hverdagsaften. Ja, så stærkt vil det være, at det vil fremtvinge en anden fest, et slags surrogat for julen. Sagen er den, at julen i sit grundprincip ligger langt dybere rodfæstet i mennesket og tilværelsen end i blot og bar den overleverede beretning om Jesu fødsel. Julen er en stemning, der mere og mere vil gøre sig gældende i den menneskelige psyke, fordi den er produktet af det skabelsesprincip, der har forvandlet jorden fra at være en glødende ildmasse til den nuværende skønne, herlige og solbestrålede verden for intellektuelle væsener. Den er i sig selv noget, der absolut ikke kan standses. At forsøge på at udrydde julestemningens grundprincip i mennesket, er det samme som at forsøge på at slukke solen. Derfor, jo højere man taler om julen som produkt af overtro og naivitet, desto mere blotter man sig selv som en overtroens og naivitetens apostel. Det er rigtigt, at selve den fysiske beretning om barnets fødsel i Betlehem og hyrderne på marken, der så englene og hørte julebudskabet, vil tabe sin kraft, men det lys og den glæde, der udtrykkes igennem beretningen, vil evigt bestå. Thi det er selve den guddommelige vilje og hensigt med al udvikling i verden.

Julens princip er i sin enkleste form det samme som det ønskede "lys i mørket", den ønskede varme i kulden, den ønskede fred i ufreden, den stærkt attråede kærlighed i hadet. Juleevangeliet er ikke noget, der blot fortælles af mellemkosmiske væsener, selv om de også opfattes som engle. Julens princip er ikke et menneskeligt påfund. Det er selve universets tale. Er det ikke netop dette princip, der lyser til os en kold og mørk vinternat i form af himlens stjerner? – Tusinder af sole sender deres lys ind igennem vore øjne og lige ind i vor bevidsthed. Fra den mørke nathimmel lyser tusinder af stjerner. De lyser ikke så meget, men nok til at vi kan se, at verdensrummet er uendeligt, nok til at vi kan se, at det ellers så kulsorte og iskolde verdensrum er fyldt med lysende og varmende sole. Det er en tale, der ikke kan rokkes. Tænk – hvis der ikke blev nat, ville vi aldrig nogen sinde opdage det virkelige verdensrum, vi ville ikke kunne opdage den guddommelige storhed, den vidunderlige psykiske kraft, der bærer vor egen klode såvel som alle de øvrige kloder, frit svævende igennem verdensrummet. Vi ville ikke kunne komme over den overtro, at jorden blev båret af eller måtte hvile på noget fysisk. Nu ved vi, at intet som helst himmellegeme bliver båret af noget fysisk synligt, men derimod af en højere psykisk kraft, der er organiseret som et kredsløb. Og i kraft af dette kredsløb bliver det muligt for det levende væsen at opleve netop lys i mørket, varme i kulden, fred i ufreden og himmerige efter helvede eller en lysets tilværelse efter en mørkets tilværelse. Som vi ser, er nattens stjernehimmel det blad, hvorpå juleevangeliet evigt står skrevet og evigt vil udstråle. Hver eneste stjerne er således en absolut og virkelig julestjerne. Universet er det evige, virkelige og sande juletræ. Hver eneste af dets stjerner er et julelys.

Men for at gøre dette julens princip endnu mere levende og virkeligt får vi også set enkelte af disse universets julelys eller julestjerner i nærbillede. Vi har således på den mørke nathimmel en måne. Den er så nær, at vi her med fysiske øjne kan se, at den er en frit svævende klode båret oppe af psykiske love og kræfter. Vi ser her for første gang ind på en klode med bjerge og dale, kløfter og afgrunde i lighed med, hvad der findes på vor egen klode. Og ved hjælp af udsigten over månen får vi stimuleret vor forståelse af, at vor egen verden ligeledes er en i verdensrummet på usynlige eller psykiske kræfter båret frit svævende klode i verdensrummet. Nattens stjernehimmel er således juleevangeliets åbne bog. Det er i nattens mørke, at vi får den dybeste indsigt i universets struktur.

Og for at vi i virkeligheden helt kan blive fuldendt i vor viden om selve julestjernernes mission, struktur og virkemåde, har vi jo også fået lov til at se en af de mest lysende og varmende i et passende nærbillede, nemlig vor egen sol. Den er i sig selv en lysets kilde. Den rummer ikke nogen særlig skygge. Den stråler sin energi ud til alt og alle. Den giver sit lys, sin varme og sin kraft betingelsesløst. Den fordrer ikke noget særligt i forvejen. Den kender intet til favoritter. Den skinner i lige høj grad på onde og gode og på retfærdige og uretfærdige. Og er det ikke lige som om, at her kulminerer den guddommelige åbenbaring af lyset, af juleevangeliet. Den største energikilde inden for vort domæne i universet viser os, at den kun eksisterer for at sende julegaver ud til alt og alle, ganske betingelsesløst og uselvisk. Og når vi ser, hvor nødvendig for vor egen tilværelse at denne dens struktur er, får vi jo her set, at dette er den fuldkomneste form for manifestation af energi. Hvis solen blot formindskede sit lys, ville vort liv straks blive af en langt lavere og ringere natur. Vor klode ville straks forandre sin natur. Blive en kold og øde klode med kun primitivt eller slet intet organisk liv. De skønne solbestrålede kontinenter og have, de grønne marker og skove, de farvestrålende blomstertæpper, de vidunderlige naturscenerier, morgen- og aftenrøden, den blå himmel med sine skyformationer, bjerge med evig sne og alpegløden, ja alt, hvad vi i dag kalder smukt, skønt og guddommeligt, ville ikke eksistere, hvis ikke solen betingelsesløst og skyggeløst kastede sine stråler i alle retninger ind i og ud over alt og alle. Er det ikke netop kulminationen af den guddommelige åbenbaring af juleevangeliet, der igennem solens lys og stjernernes skin runger igennem universet og giver genlyd i Verdensgenløserens ord: "Du skal elske din næste som dig selv. Det er al lovens fylde". Kan noget væsen i højere grad her være ét med den evige Fader? –

Så stærk er altså universets juletale, at den efterhånden kan fylde det levende væsens hele sjæl eller psyke, så det selv kommer til at udstråle universets åbenbaring igennem sin egen tale og væremåde. Og dette således at gøre det levende væsen lysende, til en sol eller stjerne, er universets mål. Og ethvert levende væsen, der således er blevet en lysende sol eller stjerne, er altså det samme som "mennesket i Guds billede". Julestjernen og mennesket i Guds billede er således ét og det samme. Og da dette at være en sol eller julestjerne således er livets største og foreløbige mål med det jordiske menneske, er der jo intet mærkeligt i, at kredsløbet hvert år ved midvinter eller i mørkets tid ligesom mobiliserer de i menneskets psyke gærende julekræfter og har ladet det blive til tradition og glæde at skulle være god, give gaver og til andre vise sympati og kærlighed. Det er jo ikke blot og bar mode eller skik og brug, men er derimod intet mindre end selve universets juletale, der giver genlyd igennem den forpinte jordmenneskelige mørke mentale nathimmel. At modarbejde julens princip vil derfor være håbløst tåbeligt og naivt. Men derimod at rejse blikket imod solen og stjernerne og gøre disse til model for sit eget lys, sin egen viljeføring og væremåde, er at give den største julegave til sin næste, der overhovedet kan gives. Thi ingen gave, intet lys og ingen kærlighed kan være større end dette at give sit liv for at redde andre. Kun et sådant væsen er freden og dermed opfyldelsen af universets evige julebudskab. Og kun igennem et sådant væsen får julen den sande englelyd: "Ære være Gud i det høje, fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed".