Universet eller verdensaltet udgør den samlede helhed af alt det, der eksisterer. Det er alverdens forskellige bevægelsesarter eller skabte ting og ikke skabte ting. Det er både "det synlige" og "det usynlige". Det er både stilheden og larmen, det er både "det onde" og "det gode", det er både kærligheden og hadet, kort sagt, det udgør alle eksisterende kontraster. Men når universet således udgør alle eksisterende kontraster, alle eksisterende modsætninger, kommer vi jo til det resultat, at det i virkeligheden slet ingen analyse kan have. Når det er lige så godt, som det er ondt, når det er lige så sort, som det er hvidt, når det er lige så meget mørke, som det er lys, kan man jo ikke sige, at dets fremtræden er ond eller god, at det er sort eller hvidt, at det er mørke eller lys, da enhver analyse, vi således ville give det, straks ville opløses af denne analyses modsætning, som det netop i lige så høj grad også repræsenterer. Noget, der har alle analyser på én gang, kan ikke være mere det ene end det andet. Det vil altså sige, at universet i denne kosmiske helhed kun kan have en eneste analyse, nemlig "noget, som er". Vi kan jo ikke fjerne universet, vi kan ikke komme udenom, at det eksisterer. Vi nødsages derfor til at måtte udtrykke det som "noget, som er".

Men vi kommer alligevel til det resultat, at denne analyse ikke dækker. Der er mere til, end hvad der kan dækkes under blot dette at være til. Dette noget har liv. Vi kan ikke komme bort fra, at vi selv eksisterer, og sammen med os eksisterer der millioner og atter millioner af levende væsener, ja, selv en dråbe grøftevand rummer myriader af livsformer. Hvad er da livet? – Livet er oplevelsen af vor egen eksistens. Denne oplevelse er jo en urokkelig kendsgerning. Og denne oplevelse består netop i at kunne skelne det sorte fra det hvide, kunne skelne mørket fra lyset, det onde fra det gode. Til universets analyse må vi altså føje denne oplevelsesevne til. Det er altså en urokkelig kendsgerning, at det "noget, som er" har liv. Universet er levende. Men når noget er levende, må det altså have en erkendelsesevne, hvis mindsteudfoldelse ikke kan ligge under anelse, thi da ville den betyde total bevidstløshed, der er det samme som døden. Og den kan ikke være højere end erkendelsen af sandheden, thi da ville den besjæle sit ophav med usandheden eller uvirkeligheden, der igen er det samme som troen på noget, der ikke eksisterer. Denne tro bliver i sin kulmination identisk med troen på den indbildte forestilling, vi kalder "døden". Det bliver således her til kendsgerning for os, at universet ikke blot eksisterer som "noget, som er", men at dette "noget, som er" har evne til at organisere alle de modsætninger eller kontraster, det består af, på en sådan måde, at det kan erkende den ene kontrast ved hjælp af den anden.

Enhver form for erkendelse kan jo udelukkende kun eksistere som markeret ved hjælp af dens modsætning. Dette vil altså sige, at universets kontraster eksisterer som de opsatte sorte og hvide felter i et skakbræt. Men ligesom et skakbræt jo intet betyder uden skakspillere, således ville universet heller ikke betyde noget uden det usynlige noget, der spiller på kontrasterne og igennem dem kan vinde eller tabe spillet. Men ligesom de sorte og hvide felter i skakbrættet ikke er nok, for at spillet kan manifesteres, men at der må skakbrikker til, således må det usynlige "noget, som er" også bruge skakbrikker for at kunne jonglere med modsætningerne eller kontrasterne og dermed vinde eller tabe spillet, der i dette tilfælde hedder "livet". Disse skakbrikker, som bruges af universets ophav, er de levende væsener. Disse udgør således konger, dronninger, bønder eller skakspillets øvrige figurer i det store skakspil, der hedder livet. I dette store skakspil eksisterer både gevinst og tab. Gevinsten her hedder "livet", og tabet hedder "døden". Men som før nævnt er gevinsten her det samme som "sandheden", og tabet det samme som "usandheden". Livet er altså virkeligheden, medens døden er uvirkeligheden eller den indbildte forestilling. Alle eksisterende modsætninger eller kontraster i universet er således ikke blot eksisterende som "noget, som er", men de er organiserede på en sådan måde, at et usynligt noget kan opleve og tilkendegive sin eksistens. Men det er ikke blot denne oplevelse og erkendelse, det er i stand til at manifestere. Det er også i stand til ved hjælp af de samme kontraster at give sin oplevelse kolorit. Det kan give denne oplevelse alle eksisterende nuancer både legemligt og sjæleligt, både i primitivitet og intellektualitet, både i virkelighed og uvirkelighed, både i liv og i død.

Denne kolorering og uddetaljering af livet er ligefrem organiseret i en særlig bestemt evig form. Denne organisering er igen det samme som det, vi kalder kredsløbet. Det er denne organisering, der bestemmer dag og nat, vinter og sommer, fødsel og død, barndom og manddom. Det er denne organisering, der bestemmer den forudgående "indvikling", der betinger væsenernes efterfølgende udvikling. Den bestemmer således alle mineralforeteelser, plante- og dyrearter såvel som menneskelige racer, religioner og kulturer. I kraft af denne organisering af universets kontraster bliver universets funktioner her synlige som udtryk for mentalitet, bevidsthed eller liv. Og vi er jo hver især i kraft af vor fremtræden så heldigt stillet, at dette universets liv bor inden i hver af os. Vi er besjælede af den store skakspillers liv. Vi er hver især et evigt organ, igennem hvilket den store skakspiller kan bringe kontrasterne i den uligevægt til hverandre, der markerer over- og underbalancen, hvilket igen vil sige gevinsten og tabet eller sejren og nederlaget, livet og døden. Nu er der blot den forskel i livets store spil, at det ikke er et tilfældigt tidsfordriv mellem to spillere, der kan ophøre når som helst, disse finder det for godt. Det er derimod en evig, urokkelig og livsbetingende organisation, som umuligt kan ændres. Det er selve strukturen af Forsynets eller Guddommens bevidsthed, viljeføring og skabelsesproces. Vi ser, at målet for denne proces er skabelsen af liv og død, hvilket vil sige skabelsen af en højeste og en mindste oplevelsesform for liv.

Den højeste form for oplevelse af liv er kulminationsoplevelse af intellektualitet, erkendelsen af sin evige, urokkelige identitet med det evige "noget, som er", placeret og opretholdt bevidst i kraft af den evige placering i den lige så evigt livsbetingende organisation, der afslører universet for os, ikke blot som et dødt "noget, som er", men også som et levende, tænkende og altomfattende væsen, et ocean af mentalitet, tanke og vilje, erkendelse, skabelse og oplevelse af liv. Men idet vi således er kommet til erkendelse af, at universet er mentalitet, er bevidsthed, tanke, liv og skabelse, bliver det også klart, at denne skabelse må have en grundtone. Denne grundtone må være den energianvendelse, der bringer det fornemste, det mest lysende og fuldkomne resultat i denne universets store bevidsthedsskabelse. Og det kan ikke nægtes, at det bliver den del af spiralkredsløbet, der kulminerer i højintellektualitet, hvilket vil sige i kulminationen af fornuft. I universets fornemste eller mest fuldkomne og lysende frembringelser må vi jo urokkeligt se målet for hele universets skabelsesakt. Da alle de oceaner af forskellige energiudløsninger, der finder sted, ligegyldigt om disse energiudløsninger er tårer, krigsdramaer, blodsudgydelser, tortur, sorg, sygdomme, sult, nød og elendighed, koncentrationslejre, gaskamre osv., fører til et slutfacit, der betyder indblæsning af erfaringer, mentalitet, visdom og dermed den kulmination af højintellektualitet eller "livsånde", som skulle gøre Adam eller det levende væsen til et menneske i Guds billede, bliver universets grundtone således "fornuften". Det vil igen sige, at alt, hvad der eksisterer eller udløses af kræfter, skal bringes til at udløse et absolut nyttigt formål. Men et nyttigt formål er jo det samme som en velsignelse. En velsignelse er igen det samme som et kærtegn. Et kærtegn er jo igen det samme som åbenbaringen af kærlighed. Universets grundtone bliver således kærlighed.

Bag ved alle manifestationer i universet og hermed også bag ved alle foreteelser i det daglige liv ligger der en højere energiudløsning, som bringer alle udløsninger til at udgøre slutfacittet fornuft, der altså er kærlighed. Og det er i kraft heraf, at ethvert menneske kommer til at høste det, det sår, eller kommer til at opleve, at det, man gør imod sin næste, gør man imod sig selv, ganske uafhængigt af om det er behagelige eller ubehagelige manifestationer, det drejer sig om. Man kan udelukkende kun bygge sin egen skæbne op igennem sit forhold til sin næste. I kraft af denne universets evige energiorganisering vil enhver handling således før eller senere føre individet til den fuldkomne fornuft eller kærlighed, nemlig den, der ikke søger sit eget. Universet gennemstrømmes altså af denne altbeherskende energibølge eller udstråling. At få den ind i bevidstheden, således at man fornemmer den igennem sanserne og oplever den som tanke, som bevidsthed, er altså det mål, det jordiske menneske nu mere og mere er stedet over for. At blive besjælet af kærligheden bevirker en altoverstrålende følelse og hengivenhed for alt levende, en uovervindelig trang til at give sig selv totalt hen i skabelsen af glæde, lys og fred i alle sind, i alle hjerter. At kærtegne alle væsener med livets højeste viden og kunnen er den fornemmelse, universets kærlighedsbølge afføder i alle sind, i hvilke den totalt eller permanent er til stede. Men denne tilstedeværelse betyder indvielse, det betyder den store fødsel, det betyder mennesket i Guds billede.

Og således er universet eller alt, hvad der sker, såre godt. Også når individet befinder sig i ulykke og vildrede med sig selv, vil det ikke betyde mere, end at universets grundtone eller verdensfornuften vil føre individet tilbage til freden og kontakten med sig selv, men i en i visdom og forstand forædlet eller forherliget form. Hurtigst muligt at komme til klarhed over denne universets grundtone eller verdensfornuften og bringe sin egen fornuftsevne i kontakt hermed fører altså individet frelst igennem alle foreteelser, igennem alle ulykker og lidelser. Hvorfor dog begå selvmord, hvorfor blive vred, hade og hævne, hvorfor fortvivle, råbe og forbande andre væsener, livet og tilværelsen? – Hvorfor ikke råbe det ud: "Fader, ske ikke min, men din vilje", når man med dette udråb forbinder sig med verdensfornuften, bringer den ind i sin hjerne og sit hjerte? – Hvorfor ikke råbe det ud: "Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd", når man derved fjerner de sidste rester af tåbelig modstand imod sin egen ånds direkte indlemmelse i verdensfornuften eller Guds vilje? – Hvorfor ikke hurtigst muligt give sit liv til fordel for alle andres vel, når man derved fjerner alle hindringer, der spærrer verdensfornuften ude fra den direkte skabelse af sit eget sunde velvære? – Hvorfor ikke i dag opgive den nationalismedyrkelse og overdrevne fædrelandsforgudelse, der i dag hindrer verdensfornuften i at komme til at spille en rolle i fredens skabelse? – Det moderne kulturmenneske må lære at forstå, at det har i sin magt med den nu allerede udviklede intelligens, det sidder inde med, at kunne bringe verdensfornuften i direkte anvendelse i sit daglige liv, således at det direkte omskabes til fuldkommenheden i stedet for kun indirekte igennem mange tårer og lidelser at komme i kontakt med verdensfornuften. Formlen til at bringe denne vældige, lysende kraft ind i sit eget indre er ganske enkel. Den består blot i bag alle ønsker og begær at sætte: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Og verdensfornuften vil straks begynde at lyse og funkle på vor vej fremover.