Det kosmiske verdensbillede, som vil blive fremtidens højintellektuelle verdensopfattelse, fremtræder for ethvert levende væsen i tre ganske enkle, evige analyser, nemlig de tre kosmos. For at komme i den fuldkomne kontakt med den virkelige, kosmiske verdensmoral er det meget vigtigt, at man også lærer verdensbilledets fremtræden i disse tre analyser at kende. Ingen, der ikke kender disse tre analyser, kan komme i kontakt med det fuldkomne liv og repræsentere enheden eller dette at være ét med Guddommen. Disse tre analyser er ligesom alle de øvrige kosmiske analyser af verdensbilledet så enkle og ligetil, at man ikke her behøver at have så indviklede formler, at kun en Einstein kan forstå dem. Hvis verdensbilledet var så indviklet, hvordan skulle så den arme enfoldige have nogen glæde og forståelse af sin tilværelse, af livet? – Og uden denne forståelse, hvordan i alverden skulle der så blive mulighed for at gøre moral til almen videnskab? – Tidligere var moralen baseret på almen tro, men i dag må moralen baseres på almen viden, eftersom mennesket ikke mere kan tro. Da den rette forståelse af verdensbilledet er det absolut eneste, der i dag kan skabe fred i verden, forstår man, at det haster. Brintbomber og andet genialt ødelæggelses- eller helvedesfrembringelsesstof fabrikeres jo i lyntempo og vil komme til at ødelægge kulturskabelsen, livet og tilværelsen for millioner af mennesker igennem årtusinder, ja, menneskene vil komme til at slæbe sig fremad i et åndeligt og fysisk proletariat, samtidigt med at de besidder intellektualitet og en langt fremskreden etisk udvikling. Dette slaveri vil ikke blive så let som i menneskenes fortid, da de også var slaver, men af indviede konger og faraoner, der var de eneste, som i forbindelse med deres hjælpere havde forstand og indsigt. Den øvrige hob var uintellektuel og befandt sig godt ved at blive dikteret. Således vil det ikke være i dag. Menneskeheden vil blive håbløs ulykkelig, hvis diktaturet således som nu med lynfart skal brede sig over hele verden. Den nuværende kulturmenneskehed med sine skoler og læreanstalter og sin overordentlig store evne til at beherske elementerne er ikke bestemt til at skulle være åndeligt og legemligt bundet af primitive, åndløse magtopkomlinge, der udelukkende kun kan bruge deres magt til at skabe ødelæggelsesmidler og mordvåben og dermed holde menneskeheden i fordærv.

At dæmme op for dette helvede på jorden lader sig ikke gøre med skabelsen af geniale evner og materialer til at ødelægge og nedbryde kulturen og folkelivet, det lader sig ikke gøre ved at holde menneskeheden i krig med menneskeheden. Der er kun én menneskehed på jorden, og den kan umuligt blive lykkelig eller få nogen virkelig glæde af sit liv på jorden, så længe dens fornemste opgave er at ødelægge sig selv. Denne menneskeheds eneste fornødne vil derfor blive dette at lære sig selv og målet med sin placering på jorden og dermed i verdensaltet at kende. Denne menneskehed har ikke noget verdensbillede, idet det overleverede verdensbillede ikke giver nogen næring for forstanden. Det er kun skønne dogmer baseret på at udgøre fundament for følelsen. Det fattes episk sammenhæng. Det udtrykker ikke nogen sammenhængende tankerække eller kosmisk analyse, synligt for intellektualiteten. I verdenspressen bliver det fortalt, at den materialistiske videnskabs mest intelligente ypperstepræst Albert Einstein nu har skabt en formel, der udtrykker verdensbilledet, men den er så ufattelig og indviklet, at kun han selv og et par andre næsten lige så talentfulde "Einsteinere" kan forstå det og endnu slet ikke praktisk bevise det. Hvordan skal dette verdensbillede nå frem til at beherske menneskeheden og få afskaffet eller standset atombombevanviddet? – Tror man virkelig, at det kan nytte noget at fortælle menneskene, at deres kultur vil blive udslettet, hvis de ikke standser dette vanvid? – Tror man virkelig, at denne docering kan nytte noget, når den kun kan baseres på noget, som kræver en så fabelagtig hjerneudvikling, at det endnu vil vare årtusinder, inden almenheden vil kunne fatte det? – Dette verdensbillede vil jo indtil da kun være et postulat, et dogme, som fordrer tro akkurat ligesom det overleverede religiøse verdensbillede. Og da menneskene indtil lede, trivialitet og kvalme nu igennem årtusinder har opslidt deres evne til at tro, ville menneskehedens åndelige og fysiske situation i øjeblikket være temmelig håbløs, hvis ikke det frelsende verdensbillede og den herigennem fremtrædende afsløring af den kosmiske moral var anderledes let tilgængelig, ikke alene for følelsen, men også for forstanden og intuitionen.

Nej, vejen til lykken og freden er ikke at blive en "Einstein" og komme til at leve på et mentalt niveau, man ikke kan udtrykke, forklare eller bevise for andre end sig selv. Vejen til lykken er heldigvis ganske anderledes let tilgængelig og fremtrædende i et sprog, som er anderledes let tilgængelig for det almene, intelligente jordmenneske. Ja, den er end ikke tilnærmelsesvis nær så svær som udredningen og forståelsen af strukturen i de forskellige moderne atombombetyper. Og det er altså en side ved dette verdensbillede, jeg her skal udtrykke for Dem. Det er denne side af verdensbilledet, jeg i mine kosmiske analyser har udtrykt som de tre kosmos. Det er en kendsgerning for ethvert normalt kulturmenneske, at det lever på en jord og har en himmel over sig. I denne himmel ser det en mangfoldighed af kloder, sole og stjernebyer. Sammen med det selv lever der mange arter af synlige medmennesker, dyr og planter. Disse således kendte levende væsener repræsenterer noget, som man ikke lige umiddelbart er klar over også eksisterer ude i himmelrummets foreteelser, på planeter og sole og bag ved jordklodens fysiske kuglelegeme. Man har nærmest inden for den materialistiske verden tilbøjelighed til kun at erkende disse himmelrummets foreteelser som golde og øde materier, energier eller kræfter og derved det kendte liv på jordkloden til universets eneste og dermed højeste livsform. Denne livsform har jeg i Livets Bog eller i min kosmiske analyserække kaldt "mellemkosmos". Dette mellemkosmos består altså af vor egen bevidsthed og de kendte levende væseners organismer. Alt, hvad der ligger uden for disse kendte former for liv, er vi vant til at kalde naturen.

Hvad er der i vejen med videnskabens indstilling eller forskningsmetode? – Der er det i vejen, at den netop har glemt, at der er noget, der hedder livet, og videnskaben er derfor udelukkende kun indstillet på materien og finder derfor kun materiefacitter, materieegenskaber samt materiens mål og vægt, som altså ikke på nogen som helst måde giver nogen afsløring. Den materialistiske forsker udnytter altså ikke sin fulde viden. Han ved udmærket, at han selv og de kendte medvæsener udgør noget mere end blot og bar døde, tilfældige energiudløsninger. Han ved udmærket, at hans egne handlinger bliver til af nogle igennem hans vilje udløste eller åbenbarede tanker, ønsker og begær. Han ser, at inden for den menneskelige skabeevnes område kan en logisk skabelse umuligt finde sted af sig selv eller som en blot og bar tilfældighed. Men disse virkelige, videnskabelige kendsgerninger ignorerer han totalt i sin forskning, der derved bliver overordentlig naiv og uvidenskabelig og kosmisk set ganske ligegyldig, hvor intelligensmæssig og logisk den så end måtte være i rent materialistisk henseende. Han har et overblik over hele mellemkosmos og ser, at der bag hver eneste af disse skabelsesprocesser ikke forekommer nogen som helst skabelse uden i kraft af levende væsener. Men når der her ikke kan finde nogen logisk skabelse sted uden med et levende væsen som ophav eller fundament, hvorfor så ikke også indstille sig på, at de umådelige energiåbenbaringer og skabelsesprocesser i hele denne umådelige energimasse, der udgør himmel- eller verdensrummet eller makrokosmos, skulle være netop de samme som dem, der finder sted i mellemkosmos? – Her forekommer den store mangel i den materialistiske videnskabs indstilling, der gør den materielle videnskab uvidenskabelig og dermed krigsbefordrende og åndsødelæggende.

Hvorfor skulle der ikke bag de logiske skabelsesprocesser i makrokosmos være intelligens, vilje, skabelsesbegær og skabelsesglæde lige godt som bag skabelsen i mellemkosmos? – Når så små, mikrobeagtige skabelsesprocesser som dem, menneskene foretager sig, kun kan finde sted som udtryk for bevidsthed, vilje, begær og ønske, hvorfor skulle så så umådelige, logiske skabelsesprocesser være baserede på tilfældigheder? – Hvordan kan en logisk skabelse være resultatet af tilfældighed? – En sådan antagelse er ikke blot naturstridig, men er også livsfarlig. Og det er med en sådan antagelse, at man i øjeblikket opfatter makrokosmos, en verdensopfattelse, der er materialistisk, gudløs, åndløs, bevidstløs og udtrykker døden i stedet for livet. Nej, tror man ikke, det er bedre at begynde med at tro, at makrokosmos er en fortsættelse af udtryk for liv, akkurat ligesom mellemkosmos overalt er hundrede procents udtryk for liv? – Tror man så ikke, at man meget snart begynder at finde beviser for liv? – Bør ikke hele den logiske lovbundethed, hvormed alt i universet styres, være udtryk eller bevis for liv? – Bør ikke logisk skabelse være udtryk for liv? – Hvor har man noget bevis for det modsatte? – Og er naturen ikke i alle de processer, mennesket har evne til at overskue, logisk? – Hvorfor så benægte liv bag denne logik? – Logik er det samme som hensigtsmæssighed, men hensigtsmæssighed kan jo kun eksistere som afsløring af forudgående ønsker, der igen er det samme som tanke. Og tanke kan vel kun eksistere som livets fornemste bevis? – Makrokosmos er altså en eneste stor åbenbaring af logiske processer, af hvilke jordkloden er et for os hensigtsmæssigt tilpasset resultat. Vi må altså befinde os inden i, ikke en af tilfældighed båret død materiemasse, men en logisk, bevidst og dermed af ånd og vilje styret materiemasse. Men en sådan af ånd og materie styret materiemasse er jo det samme princip som vor egen organisme. Den er også en logisk bevidst eller af ånd og vilje styret materiemasse. Da en sådan af liv styret materiemasse eller materiekombination er et levende væsen, bliver makrokosmos her synligt for os som et levende væsen.

Men vi har i vort kendskab til mellemkosmos endnu et vældigt materiale, der betinger, at vi er nødsaget til at måtte opfatte makrokosmos som et levende væsen. Her har vi nemlig vor viden om de materiekombinationer, der udgør et levende væsen. Vi fornemmer os selv som det dirigerende midtpunkt i vor egen organisme. Til vort jeg indløber alle fornemmelser fra organismens forskellige områder. Vi fornemmer både behag og ubehag. Vi er blevet vidende om, at vor organisme ikke består af tilfældige materier, men at materien her udgør myriader af levende væsener, der i vor organisme "leve, røres og ere". Disse små væsener lever, ånder, spiser, drikker, tænker og oplever alt livet inden i os. Vore organismefunktioner er naturkræfter for dem, er principmæssigt kontinenter og oceaner, er deres verden og tumleplads. Her har de deres glæder og sorger, deres helvede og himmerige. For disse væsener er vore og vore medvæseners organismer således makrokosmos, og vort jeg er deres makrojeg, og deres vel er vort vel: befinder disse sig ikke vel, befinder vort jeg sig heller ikke vel. Men når vi altså er ét med disse, hvorfor skulle vi så ikke også være det samme princip underkastet? – Hvorfor skulle vi ikke være mikrokosmos inden i et makrokosmos, hvorfor skulle vi ikke være celler eller mikrovæsener i en større organisme? – Hvorfor skulle den tanke være fantastisk, når der således er præcedens for det i vor egen organisme og livsoplevelse? – Derved bliver alt jo levende, og derved bliver det selvfølgeligt, at loven for livet er skabelsen af velsignelse, glæde og lykke, og at det modsatte: sorgen, lidelsen og mørket eller helvede kun kan finde sted der, hvor livsloven ikke bliver opfyldt. Var det kun mellemkosmos, der var "levende", der var udtryk for liv, kunne det jo være lige meget, hvordan mikrovæsenerne levede. Hvis vi ikke havde noget liv og dermed ingen følelse eller fornemmelse i vore organer, i vor organisme, kunne det jo være os ligegyldigt, hvordan vore mikrovæsener teede sig. Men sådan er det jo ikke. Vi er i en overordentlig grad afhængig af, at vore mikrovæsener har det godt eller får opfyldt deres livsbetingelser, i modsat fald bliver vi syge: harmonien imellem dem og os eller i vort fælles samarbejde er ophørt, og helvede indtræder. Hvorfor skulle der ikke være det samme forhold mellem os og det makrovæsen, i hvis organisme (verdensaltet) vi befinder os? – Vi fremtræder med en særlig formet organisme, der er beregnet til at skulle udfylde en særlig mission i denne makroorganisme. Menneskeheden er således tilsammen et særlig organ i denne organisme, ligesom løver er et, tigre er et, krokodiller er et, aber er et osv. – alle hver især med deres organisme beregnet på at skulle opfylde en særlig skabelsesproces i denne makroorganisme. Hvis denne proces ikke bliver opfyldt, får ikke alene vi selv det dårligt, men makrovæsenet får også sygdomssymptomer. Er det ikke synligt, at igennem dette verdensbillede bliver ikke blot Forsynet levende, men det bliver også synligt, at vi skal befinde os i et særligt forhold til dette Forsyn, skal opfylde et særligt formål, en særlig organvirksomhed for at blive ét med dette Forsyn og derved få lykken. Her begynder Gud således atter at komme til syne for mennesket og bekræfter den evige sandhed "i ham røres og ere vi".