For alle mennesker, med undtagelse af de såkaldte "indviede", er livet et mysterium. Ja, for alle de uindviede er disse "indviede" væsener også et mysterium, som de har vanskeligt ved at tro på. Ja, de fleste vil endog påstå, at disse væsener lever i en indbildt verden, en fantasiverden. Men da det trods alt er disse væsener, der altid har skænket menneskene deres højeste kulturfundamenter eller den moralbasis, der danner grundlaget for deres religion, idealisme, love og væremåde, har man aldrig kunnet og vil aldrig komme til helt at ignorere disse indviede væseners særlige mentalitet og opfattelse af livet. Man har derfor været nødsaget til at give dem prædikatet "mystikere". De er mystikere, fordi de afslører mentale foreteelser, det almene menneske ikke er i besiddelse af, og som det slet ikke kan fatte eller forstå uden at være på et vist udviklet intellektuelt stadium.

Der har naturligvis levet mange væsener, der har haft lokal indvielse. Alle de væsener, der i sin tid blev indviede, og som ifølge denne indvielse fik prædikatet konge, var sådanne lokalindviede væsener. De blev indviet i visse lokale psykiske foreteelser og problemer, som det var absolut nødvendigt for disse væsener at vide for derved at kunne regere de dem underlagte folk på en sådan måde, som var nødvendig for disse folks videre udvikling hen imod en kommende indvielse engang i fjerne tider. Denne indvielse gav ikke disse væsener den såkaldte "kosmiske bevidsthed", hvor væsenet er blevet ét med "vejen, sandheden og livet", og for hvem den allerhøjeste væremåde er den organiske og dermed den totale næstekærlighed. Altså kærligheden til de levende væsener uden for parrings- eller ægteskabskærligheden, den kærlighed, der bevirker, at man hellere selv vil lide, end at ens næste skal lide, ja ligefrem ikke er bange for at gå i døden, hvis man derved kan skabe lykke og velvære for denne næste eller andre levende væsener. For Vestens nationer står verdensgenløseren Kristus som et sådant totalt indviet væsen. Hans indvielse overstrålede langt den indvielse, som fortidens indviede konger og ypperstepræster sad inde med. Ja, så høj er denne kristusindvielse eller kristusmentalitet, at den ikke på nogen som helst måde kan overtrumfes. Ingen kan komme højere end at opleve sig ét med livet, ét med verdenslovene, ét med medvæsenerne eller næsten, ét med livsvejen, livssandheden og dermed med selve livet og dets ophav: Guddommen eller Faderen.

At en sådan mentalitet går over hovedet på alle de mennesker, der i dag har mentaliteten fuld af materialistisk viden eller oplevelser fra det sanseområde, i hvilket de kan sanse ved hjælp af de materielle sanser, er forståeligt. At de kan sanse materielt, betyder ikke, at de kan sanse immaterielt eller foreteelser, der for væsenernes organiske struktur endnu forekommer i et immaterielt plan. De er jo netop væsener, der har forladt troens eller det religiøse instinkts plan, hvilket igen vil sige et plan, hvor instinkt og følelse ikke påvirkedes af intelligensmæssig stadfæstelse. På dette troens stadium er menneskene endnu på en måde kosmisk levende. "Salige er de enfoldige, thi himmeriges rige er deres". Disse væsener lever endnu på resterne af et tidligere kosmisk spiralkredsløbs kosmiske bevidsthed. Instinktet er ikke andet end en degenererende kosmisk bevidsthed fra en sådan tidligere spiral.

Men denne tidligere spirals kosmiske bevidsthed har ligesom al anden energiudfoldelse sin kredsløbslov at følge. Og vi kan følge en sådan tidligere kosmisk bevidsthedstilstand igennem de levende væseners instinkt. Altså får vi i dette instinkt en slags udødelighedsbevis. Det er denne den kosmiske bevidstheds degeneration, der i Bibelen udtrykkes som Guds straf over synden. Denne degeneration udgør jo den død der skulle blive resultatet af nydelsen af kundskabens træ. Efter denne den kosmiske bevidstheds død, måtte der jo komme en slags udelukkelse af væsenet fra de kosmiske tilværelsesplaner. Der måtte komme en materialistisk tilværelse, en tilstand, i hvilken individet tror sig fuldstændig ét med det skabte. Skaberen, hvilket vil sige det levende væsen selv, bliver noget dødeligt, noget, der ligesom alle andre skabte foreteelser er blevet til og igen skal forgå. Det levende væsen er således i kredsløbets vinterzone.

Vi ser jo netop, at denne materialisme ikke på nogen som helst måde har kunnet fuldende kulturskabelse. Det er rigtigt, at den foreløbig på en masse områder har vist sig at have evne til at lade elementerne arbejde for sig, men da væsenerne er kosmisk døde, falder deres materialistisk forskønnede naturgoder stadig sammen, sønderrevet af mentale forestillinger, der fuldstændigt har taget væsenernes vilje og begær i sin magt. Menneskene behersker ikke forestillingerne, men lader sig beherske af forestillingerne. Hvad nytter det, at man kan beherske de fysiske elementer, når man ikke er suveræn, ikke har fri vilje, men kun er en kastebold for psykiske elementer, hvilket vil sige tanker, forestillinger, opfattelser eller meninger? – Hvad er det, der dikterer menneskene til at dræbe og myrde, til at forfølge og undertrykke medvæsenerne? – Er det ikke forestillinger? – Men er forestillinger ikke psykiske elementer – naturkraften på det psykiske område? – Men hvorfor i alverden ikke tage kampen op med disse elementer? – Nu har man jo paraplyer, telte og opvarmede huse imod de fysiske elementer. Man har store kraftmaskiner, i hvilke man lader de fysiske naturkræfter arbejde for sig. Man har store kemiske laboratorier og andre former for forsøgsstationer for stadigt at berige sig med viden og overlegenhed over for de fysiske naturkræfter, og har let ved at overvinde disse kræfter. De er absolut ikke mere noget problem for menneskene.

Det eneste, der nu er blevet et problem, er den berøvelse af fri vilje eller frihed til at nyde godt af det materialistiske herredømme over de fysiske materier, som menneskene har tilegnet sig. Denne berøvelse af frihed er ikke de materielle kræfter, det er de psykiske kræfter. Menneskene tænker ikke på, at de ikke blot lever i en materialistisk fysisk verden, de lever også lige så meget i en psykisk verden. De lever således i to verdener. Disse to verdener er højst forskellige og kan ikke sanses med de samme sanser. Man kan ikke direkte se den psykiske verden med de fysiske øjne og ikke høre den samme psykiske verden med de fysiske ører, eller kort sagt: man kan ikke med de fysiske sanser sanse den psykiske verden. Her kræves psykiske sanser, ligesom der kræves fysiske sanser til at sanse den fysiske verden. Har menneskene da sådanne psykiske sanser? – Ja, absolut. Til hvad nytte ellers de materielle oplevelser? – Den psykiske verden er jo intet mindre end vor egen tanke- eller forestillingsverden, med andre ord vor mentalitet eller bevidsthed. Denne bevidsthed er altså bygget op af sanseindtryk. Sanseindtryk bliver til tanker, tankerne bygges op eller kombineres i forestillinger, forestillinger bliver til tro eller viden, viden frigør væsenerne fra falske forestillinger og giver dem et liv i rigtige forestillinger. Rigtige forestillinger giver rigtig handlemåde og dermed den rigtige oplevelse, der igen er det samme som en fuldkommen harmonisk væremåde, altså et liv i kosmisk bevidsthed.

For at komme til bunds i livsmysteriet eller livets gåde må man altså lære at forstå, at livet udgør ikke blot en materialistisk, men også en immaterialistisk eller åndelig verden. Livet er ikke blot materie, men det er også bevidsthed eller ånd. Men bag ved materie og ånd eksisterer det, der oplever og konstaterer materie og ånd. Materie uden ånd er det samme som livløshed, og ånd uden materie er ligeledes stilhed eller umanifestation. Begge dele er en umulighed og forekommer absolut aldrig i noget som helst tilfælde i hele spiralkredsløbet. Der er derimod en epoke, hvor materien er i overvægt og ånden latent, ligesom der er en tilsvarende epoke, hvor ånden er i overvægt og materien latent. Men det er jo kun, hvad der overalt er gældende i alle livets kredsløbsmanifestationer. Vi har vinter, hvor materien er i overvægt, og livet slumrer, og vi har sommer, hvor livet eller ånden er i overvægt, og vinteren eller døden slumrer.

Med hensyn til det jordiske menneske er det jo nået frem til et stadium, hvor det har overordentlig stor viden på det materielle plan. Det vil igen sige, at det har en overordentlig masse forestillinger, men disse drejer sig alle sammen om materie, om fysiske kræfter, mål og vægt. Det indstiller sig totalt på disse kræfter, på disse fysiske mål- og vægttilstande. Og alle dets handlinger dikteres ud fra fysiske mål- og vægttilstande. Men denne viden viser sig at være alt for lille, netop fordi det samtidig lever i en psykisk verden, der også har elementer, stærke kræfter, der vil slavelænke, ja, helt ligesom den fysiske vinterkulde psykisk set fryse menneskene ihjel. Dette bliver jo netop til kendsgerning igennem den alles krig imod alle, som nu har lagt så umådeligt meget af den menneskelige kulturopbygning i ruiner og ført millioner og atter millioner af eliten af menneskehedens ungdom og manddom til slagmarkerne og gaskamrene, der kun er de ubeherskede og ukontrollerede psykiske eller mentale kræfters slagtebænke, jordskælv og naturkatastrofer. Krigens dødsofre, invaliditet og ruinhobe skyldes ikke fysiske naturkatastrofer, de skyldes ikke våben, kanoner, maskingeværer, eksplosioner eller andre resultater af en jordmenneskelig opfundet raffineret mordteknik og dræbende kemi. De skyldes udelukkende den psykiske verdens elementer, som menneskene endnu ikke har fået under kontrol.

Medens menneskene lever som fornemme, suveræne beherskere af de rent fysiske kræfter, lever de som den psykiske verdens stenalderfolk, elendige overtroiske og i rædsel for virkeligheden, skønt denne virkelighed i sig selv er ganske guddommelig, ja er selve kærlighedens kulmination. Men de får slet ikke del i denne vældige naturens kærlighedsudfoldelse, fordi deres egen naivitet, uvidenhed og overtro gør dem totalt til slaver eller kastebolde for disse kræfter. At disse psykiske kræfter ikke er noget unaturligt eller uvirkeligt, ikke er noget psykopatisk fantasifoster, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at vi dog ikke kan benægte vor egen bevidstheds eksistens. Vi kan dog ikke benægte, at hele vor mentale indstilling til den fysiske verden bliver afgørende for vort mellemværende, vor vekselvirkning med denne verden. En arkitekt eller en ingeniør kan vel ikke skabe noget fysisk værk, det være sig stort eller lille, uden dog først i sin bevidsthed at opleve det som tanke eller idé. Gør dette forhold sig i det hele taget ikke også gældende i et hvilket som helst andet forhold, i hvilket vi skal tage stilling til den ydre materielle verden? – Er en forelskelse, et ægteskab, en skilsmisse ikke netop ydre virkninger af en indre verdens energi og kraft i form af forestillinger? – Er en vrede, et had, en forfølgelse ikke akkurat det samme resultat af individets indre forestillingskreds? – Alt i den menneskelige oplevelses- og skæbneopbygning drejer sig altså om skabelse af forestillinger. Hvorfor så ikke sætte ind på undersøgelse af disse forestillingers eget tilværelsesplan? – For på dette plan bestemmes jo hele individets oplevelsesmulighed og livsskæbne og ikke på det fysiske plan. Dette forestillingernes eller tankernes plan må lige så nødvendigt under kontrol som de fysiske kræfter. Ligesom menneskene måtte leve som naturmennesker, som primitive stenalderfolk, indtil de kunne beherske naturens materielle kræfter, således må de også leve som stenalderfolk prisgivet død og lemlæstelse, sult og nød, indtil de når frem til at beherske de psykiske kræfter, altså tankernes og forestillingernes verden.

Det gælder altså om at komme til klarhed over de psykiske kræfter. Hvad er da de psykiske kræfter? – De psykiske kræfter er ikke i så overvældende en grad, som de fleste gerne vil tro, hekseri og trolddom. De har absolut ikke mere med mirakelkræfter eller overnaturlige foreteelser at gøre, end de fysiske eller materielle kræfter. Individets beherskelse af kræfterne i kraft af den tekniske og kemiske viden er lige så stor magi, trolddom og hekseri, ja, de er lige så stor en okkult funktion som den af viden og kunnen underlagte eller kontrollerede psykiske funktion. Den største form for magi er den at kunne tøjle sin forestillingskreds, tøjle sine begær, ja have hele sin psyke under kontrol, så der aldrig udbryder jordskælv eller giftige dødbringende eller livssaboterende flammer ud fra den. Det væsen, der går rundt iblandt jordmenneskene med en fuldstændigt tøjlet tankeverden, og ud fra hvilken der derfor aldrig kommer vrede eller had, bagtalelse eller anden livssaboterende virksomhed imod nogen eller noget, er selve verdensfreden. Dette væsen har større magt i verden end alverdens hære med deres dødbringende teknik og kemi. Et sådant væsen udøver den allerstørste magi i verden. Hvor dette væsen går hen over jorden, vil freden lyse og funkle kærligheden over alt og alle. Her skal væsenerne ikke dø, men de skal leve.