Vi lever i en tid, hvor der sker meget store omvæltninger inden for jordmenneskehedens liv. Vi har set vældige krige rase hen over jordens kontinenter og have. Og vi lever i dag endnu i skyggen af menneskenes indbyrdes mistænksomhed, jalousi, bagtalelse, had og forfølgelse. Ikke blot de religiøse sekter og sammenslutninger lever i indbyrdes intolerance og mistænkeliggørelse af hverandre, men de yderliggående politiske bevægelser, der jo kun er en materialistisk eller jordbunden, gudløs religiøsitet, har også indviet deres største arbejdskraft og indstilling til forfølgelse af alle anderledes tænkende medmennesker. Følgen af hele denne alles krig imod alle bliver ikke blot skattebyrder, kultursammenbrud, arbejdsløshed, fattigdom og amoralitet samt opblomstring af svindel, forbrydelser, sortbørs, plyndringer og plattenslageri, men det bevirker også sygdomme, livslede, depression og nervesammenbrud. Vi ser således her en opfyldelse af, hvad menneskehedens største åndelige førere allerede for længst har bebudet måtte komme over menneskeheden. Vi oplever således den dommedag eller det ragnarok, som skulle blive fødselsveerne til en ny himmels og en ny jords opståen for menneskene.

Da denne forudsigelse af dommedagen eller alles krige imod alle er kommet med umådelig præcision, ja, endog den af profeterne bebudede dræbende ild og svovl, der skulle falde ned fra himlen, og de ildspyende "heste" eller dyr er blevet til virkelighed i form af henholdsvis bombeflyvemaskiner og tanks, hvorfor skulle så ikke også den efterfølgende ny himmel og jord blive til virkelighed? – Hvorfor skulle profeterne her have taget fejl, når de med så nøjagtig en præcision har forudsagt mørket? –

Nej, der er slet ingen grund til ikke at skulle tro på, at lyset lige så godt som mørket vil få sit domæne på jordens kontinenter og have. Og for øvrigt, hvor stammer så dette vældige mørke fra, som menneskene vånder sig i? – Stammer det ikke netop fra menneskene selv? – Funkler der ikke hver dag hen over jordens kontinenter og have en lysende og varmende sol, en altgennemtrængende livskilde, der gennemtrænger alt med sit liv, forgylder alt med sit lys? – Uden den ville vi hverken kunne opleve lys, varme eller farver. En permanent isfyldt nat ville dominere der, hvor vi i dag ser skønne kornmarker, blomsterenge og grønne skove, smilende åer og bække. En dødens totale stilhed ville ruge der, hvor vi i dag hører skønne fuglerøster synge deres jubel over deres liv op imod himlen, op imod den evige Alfader. Uden solens lys ville ingen af de foreteelser eller materielle goder, som det jordiske menneske i dag jager efter at få fat i, dræber og myrder sin næste for at erobre, eksistere. Uden solen ville intet som helst af den form for skønhed og kolorit, som det jordiske menneskes sanser i dag kan reagere over for, eksistere. Ja, enhver fysisk sansning eller oplevelse af de væsener, der i dag er blevet genstand for vor kærlighed og for os betyder livet, ville være en umulighed. Vi lever således på en klode, der i virkeligheden gennem sine vældige udviklingsepoker og ved hjælp af solens lys nu er omdannet til at være et paradis.

Jordklodens livgivende muligheder for fuldkommen fysisk tilværelse er så enorme, at den kunne brødføde flere gange det antal mennesker, som nu befolker den, og hvoraf et stort antal millioner af mennesker årligt dør, alene af sult. Med den udviklede teknik og videnskab, jordmenneskeheden i dag besidder, og hvormed de ligefrem dirigerer elementerne ind under deres herredømme, ville de være i stand til at have både gratis føde, klæder og husly. En så overdådig gavmildhed fra naturens side, at den helt har skænket mennesket alt, hvad det overhovedet kender af skønt og godt, af kunst og videnskab, af føde, klæder og husly, gør det til kendsgerning, at verdensaltets eller naturens grundtone er kærlighed. Når menneskene lever så ulykkeligt, som tilfældet er, skyldes det altså ikke naturen eller jordklodens astronomiske eller fysiske forhold. Den er i sig selv en paradisisk klode. Menneskenes ulykkelige tilstand kan altså udelukkende kun søges i deres egen skabelses- og viljeudløsningsområde. Det er således i virkeligheden kun inden for menneskenes domæne, at ulykkerne og lidelserne florerer. Det er ikke naturens mening, at mennesket skal lide af kræft eller andre livsfarlige svulster og sygdomme. Det er selvfølgelig ikke naturens mening, at de levende væsener skal sulte og fryse. Det er selvfølgelig heller ikke livets højeste mening, at de levende væsener skal forfølge, undertrykke og dræbe hverandre, være skinsyge, jaloux og egoistiske. Naturen viser overalt, at dens skabelov er dette, at alt skal tjene alle, eller at man kun ved at tjene andre kan opnå den fuldkomne, lykkelige skæbne, fred og velsignelse eller den absolut urokkelige glæde ved at være til. Alle vegne, hvor der er ubehag til stede, er det kun på grundlag af en ufærdig tilstand.

Men når universet således er kærlighed, er det også udtryk for logik. En logik er igen udtryk for planmæssighed, der igen kun kan eksistere som hensigtsmæssigt kombinerede tankerækker, der igen er det samme som bevidsthed eller mentalitet. Men mentalitet kan jo umuligt eksistere uden at udgøre en egenskab ved et jeg eller ved at være et levende væsens bevidsthed. Og vi kommer altså her til denne den førnævnte kærligheds ophav eller den realitet, der dækker sig under begrebet "Gud". Det er altså Guds tanker og Guds vilje, der åbenbarer sig her for os på det tyvende århundredes kontinenter og have endnu mere realistisk end nogen sinde. Guds røst lyder altså atter gennem Haven.

Guds røst, Guds ord og handling er altså noget meget mere realistisk end præsters og gejstlige myndigheders tale, der nu kun er et hendøende ekko af ord, Gud i fortiden har talt. Hvorfor klamre sig til ekkoer, når selve originalrøsten således er levende og hørlig både fra jorden og himlen? – Hvorfor tro, at kirken alene er "Guds hus", når vi i den grad er i Faderens bolig og ser hans nærværelse alle vegne, så kirken kun allerhøjest kan være et fattigt symbol herfor? – Hvorfor tro, at dåb og nadver er nøgler til himmerigets rige, når vi allerede vandrer rundt i dette rige og opretholder hele vor tilværelse af dette riges goder? – Er det ikke den hellige nadver, vi nyder i form af sommerdagens strålende, livgivende herligheder? – Er det ikke den virkelige dåb, vi i form af dagens lys, luft og varme modtager fra selve livets kilde? – Hvad indvier mennesket mere til Gud end det daglige livs erfaringer og den herigennem voksende indsigt i naturen og de herigennem åbenbarede guddommelige tanker og manifestation af kærlighed? – Nej, lær at forstå, hvorledes den virkelige gudstjeneste eller Guds tale til det levende væsen ikke er noget, der blot sker søn- og helligdage i kirken eller ved religiøse bevægelsers bønnemøder, men er en realitet, vi til enhver tid og hvor som helst er stedet over for. Alle begivenheder og oplevelser er Guds sande tale. Uden denne tale ville enhver udvikling være totalt umulig. Det, det derfor gælder om, er at være opmærksom lytter til denne tale og blive ekspert i at udnytte den heraf åbenbarede daglige praktik over for vor næste i mellemkosmos og mikrokosmos og derved blive en fredens celle i vort makrokosmos eller universet.

Skal paradiset opleves, må vi fjerne de hindringer, der skjuler paradiset for os. Det eneste, der kan være en hindring for paradiset, er altså vore egne uparadisiske handlinger. Jo mere vi udfolder af disse handlinger, desto mere uparadisisk bliver terrænet eller omgivelserne omkring os og er altså for den almene jordmenneskehed så fortættet og uigennemsigtigt, at både Gud og paradiset er blevet borte for menneskene, skønt de befinder sig midt i dette guddommelige riges terræner. Vejen til klarhed, vejen ud af tågen, således at paradiset bliver synligt, er altså ikke at undertvinge, beherske og udnytte vor næste. Det er heller ikke dette krampagtigt at kritisere eller lave vor næste om. Mange har den mani absolut at forlange, at andre skal være paradisiske, skønt deres egne terræner er ved at gå til i ukrudt. Men det gælder derimod om alle vegne og i alle situationer at fjerne de uparadisiske foreteelser fra vort eget bevidsthedsfelt, så dette kan blive blottet for vore omgivelser. Det er jo ikke nok, at vi kan se paradiset, vi skal jo også udgøre paradiset. Og paradiset kan kun bestå af kærlighedsmentalitet. Derfor nytter det ikke, at vi til punkt og prikke kender paradisets teori. Man må også være en udløsende celle i dets praktik. Når man først er blevet dette, er der ikke mere mørke i verden. Så er det onde ophørt med at eksistere. Vi ser, at alle de mange lidelser og besværligheder i verden repræsenterer et stykke ufærdigt terræn i den guddommelige skabelsesproces, den proces, hvoraf vi selv er udrundet, nemlig Guds skabelse af "mennesket i sit billede". Vi ser, at alle de, vi før troede var onde, kun er yngre brødre og søstre, som endnu ikke er kommet nær så langt frem i erfaringens eller oplevelsens skole, som vi er kommet. Men når de således er børnesjæle i det kosmiske spiralkredsløb, er det klart, at de har behov for de ældre brødres og søskendes beskyttelse og ikke deres forfølgelse og nedtrampning. Hvad vi gør imod disse små, gør vi jo imod Gud.

Hele livsproblemet er ikke noget indviklet eller uforståeligt. Det er klart for ethvert normalt intellektuelt menneske, at menneskeheden er en helhed, i hvilken hvert enkelt individ er en celle. Hvis disse enkelte celler er til fordel for helheden, bliver denne helhed hundrede procents harmoni. Og hver celle kommer derved til at leve i denne harmoni. Men hvis en celle afviger fra at være til glæde for helheden, hvilket sker, når den handler egoistisk eller selvisk og vil leve på sine medvæseners bekostning, leve på deres arbejde og slid, leve på bekostning af deres lykke og velvære, er det klart, at det laver disharmoni for helheden. Og jo flere der er af sådanne celler, desto mere disharmoni bliver der i helhedens område. Og i samme grad som disse disharmoniceller florerer, i samme grad bliver terrænet eller tilværelsesplanet uparadisisk, bliver til et dødsrige, til helvede eller ragnarok.

Den kærlighed, hvormed naturen har bragt jorden frem til at være en så guddommelig bolig for jordmennesket, må også vokse og komme til udfoldelse i jordmenneskets mentalitet, for at himmeriges rige kan blive synligt indvendigt. Thi så længe det ikke er synligt indvendigt i individets egen mentalitet, vil det være umuligt for dette individ at opleve det samme himmeriges rige udenfor i andre væsener og ting. Som solen sender sin kærlighedskraft betingelsesløst til alt levende, til rige og fattige, til højtudviklede og lavt udviklede væsener, således må denne solkraft også betingelsesløst udstråle fra individet til dets omgivelser, til alt levende, til dets næste. "Du skal elske din næste som dig selv" bliver således her synligt som livets største og absolutte livsbasis. Alkærligheden er således "al lovens fylde".