Vi oplever år efter år. Efter vintersolhverv kommer forårsjævndøgn, så sommersolhverv, efterårsjævndøgn, og så er det igen blevet vinter. Årene går, tiden går. Tiden går, og tiden kommer, siger man. Og tiden er noget, mange mennesker er bange for, bl.a. fordi de er bange for, at den skal holde op med at "gå" og "komme", når døden indfinder sig. Mit foredrag i dag skal være helliget "tiden", hvad er "tid" egentlig for noget?

Tiden er det samme som evigheden spaltet i åndelige rum. Det lyder måske lige straks lidt mærkeligt, fordi man, når der er tale om "rum", almindeligvis kun tænker på den fysiske verden. Men man bruger dog i daglig tale udtrykket "tidsrum", hvilket viser, at man alligevel har en fornemmelse af, at også tiden har med "rum" at gøre. Ligesom intet i denne fysiske verden kan være til uden at befinde sig i et fysisk rum, således kan heller ikke noget som helst eksistere uden at befinde sig i et åndeligt rum. Hvad er da et åndeligt rum? Det er et rum, som udelukkende består af tankematerie. Tiden eksisterer overhovedet ikke på det fysiske plan, den er en åndelig realitet. Overalt hvor tid nævnes eller konstateres, vil den i sig selv udgøre en åndelig detalje eller realitet ved tingene. Den er ikke tingen selv, men "noget", der konstateres som uløseligt knyttet til tingenes eksistens. Det er denne tidens tilknytning til tingene, vi kalder "alder". Intet kan eksistere i vor verden uden at have en alder og dermed være knyttet til tiden, men da tiden er et åndeligt rum, en ophobning af åndelige detaljer, vil det sige, at ingen som helst fysisk fremtoning kan eksistere uden tilknytning til en åndelig realitet eller en åndelig verden, der eksisterer parallelt med den fysiske.

Tænker vi f.eks. på den del af året, som er gået, erfarer vi, at den faktisk eksisterer endnu i vor tankeverden. Det er fortid, men det er en åndelig realitet, det er noget, vi har i os i den forstand, at det udgør et åndeligt rum for en hel serie af vore oplevelser og erfaringer, det er en åndelig skueplads for et vist afsnit af vort liv. Forrige år udgør et andet afsnit eller åndeligt rum i vor tilværelse. Men det er jo ikke blot i år og årtier, at tiden inddeler vort liv, den inddeler det også i måneder, uger, døgn, dage, nætter, timer, minutter, sekunder og brøkdele af sekunder. Disse realiteter er ligeledes hver for sig åndelige rum, inden for hvilke afsnit af vort liv finder sted. Tiden er altså en foreteelse, der så at sige nummererer eller katalogiserer hver eneste detalje af vore oplevelser af livet. Den sætter alle vore livsoplevelser på plads, så hver eneste får sit eget lille rum. Gennem denne markering er det muligt for det menneske, der kan læse og skrive, at optegne sit livs detaljer, hvis det har lyst. Et menneske, der fører dagbog, skaber ligefrem et kartotek over sine oplevelser, hvorved det kan have overblik over nogle af sit livs detaljer. Det kan, når det senere slår op i bogen på forskellige datoer, ja, måske klokkeslæt, se og genopleve i erindringen, hvad der skete for flere år siden. Det skrevne vækker minderne til live i bevidstheden, tankebilleder træder frem og bliver levende. Hvad er det, der sker ved en sådan lejlighed?

Dagbogen blev i sin tid skrevet, mens begivenhederne og oplevelserne stod friske i erindringen, og det er måske også erindringen, der er årsag til, at man nu slår op i bogen, fordi der er særlige begivenheder, man mindes, men ikke kan huske i detaljer. Mens man læser, dukker det hele op igen, det kommer frem i dagsbevidsthedens lys og sætter tanker og følelser i gang, som ellers var gemt i sindets dyb.

Den fysiske dagbog blev skrevet, mens vi havde begivenhederne friske i erindringen, men erindringen bliver ikke ved med at være "frisk" i vor dagsbevidsthed, fordi så mange andre begivenheder i nuet kræver vor koncentration og opmærksomhed. Følelsens og intelligensens udvikling og indbyrdes harmoni er det væsentligste for jordmennesket på dets nuværende udviklingstrin, og denne udvikling befordres ikke ved, at vi er i stand til at huske alle detaljer fra vor fortid, tværtimod, det ville blot virke distraherende. Men i det øjeblik, vi står over for en begivenhed, arbejder vor hukommelse i brøkdele af sekunder. Vi ved straks, om vi har oplevet noget lignende før, og i så fald ved vi også, hvad vi skal gøre i den givne situation. I det øjeblik sættes hele vor kraft ind på at hente materiale fra vort "åndelige kartotek", og det foregår som ren automatfunktion, udviklet gennem mange inkarnationer. Vi siger, at vi handler ud fra vore erfaringer, erfaringerne er i virkeligheden detaljer i vort åndelige rum. En væsentlig indvending for mange mennesker imod reinkarnationsprincippet er dette, at mennesker ikke i almindelighed husker deres tidligere liv. Men vi ser jo, hvor svært det er blot at huske detaljer fra vort nuværende liv. Årsagen er den, at det jordiske menneske på sit nuværende udviklingstrin ikke har bevidst overblik over sin fortids detaljer, fordi dets bevidsthed i nuet stadig opfyldes af nye indtryk og oplevelser. Når mange mennesker må notere i lommebøger for at huske noget fra dagen i går, er det jo ikke så mærkeligt, at de med en sådan degenereret hukommelse er ude af stand til at huske begivenheder fra deres forrige inkarnation eller længere tilbage i tiden. Men hvad gavn har vi da af at have levet før, vil man spørge.

Erfaringer, vi har gjort i forrige uge, forrige måned eller forrige år, går vi ikke og koncentrerer os om at huske, vi har andet at koncentrere os om. Men står vi over for en begivenhed, som minder om nævnte erfaringer, kommer vi straks automatisk i forbindelse med vort "kartotek", og vor reaktion på begivenheden er præget af vor fortidige erfaring. Denne automatfunktion virker dog ikke blot i forbindelse med erfaringer, der er gjort i forrige uge, forrige måned eller forrige år, men også i forbindelse med erfaringer, der er gjort i forrige inkarnation eller længere tilbage i fortiden. "Kartoteket" korresponderer via automatfunktionen med vor bevidsthed således, at også tidligere livs erfaringer og talenter kommer os til gode i vort nuværende liv. Netop derved bliver der tale om en udvikling. Vi har talentmæssigt og erfaringsmæssigt gavn af den del af vort åndelige rum, der er skabt århundreder og årtusinder tilbage i tiden, selv om vi ikke husker detaljer fra disse fortidige oplevelser. Men engang, når menneskets herredømme over dets egen bevidsthed er langt større, end det er nu, og når samme væsen blander grundenergierne på en anden måde i sin bevidsthed, end det gør nu, vil hele dets "åndelige kartotek" med hvert "rum", hver lille begivenhed og oplevelse fremtræde som "guldkopier" eller dagsbevidste minder, der er skønnere og rigere, end nogen fysisk dagbog kan beskrive dem.

Tiden er en absolut nødvendig markering i det levende væsens tilværelse, uden den ville der ikke kunne være tale om en evig livsoplevelse. Det levende væsen ville uden tidsoplevelse kun eksistere i et evigt "nu" uden kontraster, oplevelse eller skabelse. Hvis der ikke var tid, kunne man jo heller ikke sanse tid, og der ville ikke være noget, som hed "før" eller "efter", ingen skelneevne, intet perspektiv. Når "nuet" ikke kunne gå over i en "fortid", ville der heller ikke være nogen "fremtid", og en tilstand uden fortid og fremtid er totalt uden fysisk og åndelig markering, hvilket vil sige, at den slet ikke er manifesteret, er uden nogen forbindelse med nogen oplevelsesevne og livsytring og derfor ikke virkelig levende. Men vi ER levende, vi har en fortid og går gennem nuet en fremtid i møde. Det, vi kalder "nuet", er i virkeligheden oplevelsen af vor jegbevidsthed, vort faste punkt. Det er selve evigheden. Udtrykket "det evige nu" dækker altså over en realistisk oplevelse, men det ville ikke være nogen oplevelse eller realitet for det levende væsen, hvis der ikke eksisterede en kontrast til det faste punkt, nemlig bevægelsen. Gennem oplevelsen af bevægelsers forhold til andre bevægelser oplever det levende væsen ikke blot bevægelserne, men også – uden måske at tænke på det – stilheden eller sit eget jeg, der er selve evigheden.

Gennem oplevelsen af bevægelsen i tiden kan oplevelsen af evigheden altså blive en realitet. Tiden er vort åndelige rum, vort oplevelseskartotek, og vor oplevelse af fortid, nutid og fremtid er et bevis på, at der parallelt med den fysiske verden eksisterer en åndelig verden. Da en hvilken som helst fysisk detalje ved at repræsentere en alder er knyttet til tiden og repræsenterer et åndeligt rum, bliver tiden detaljeret med lige så mange åndelige rum, som der er fysiske detaljer. Tiden bliver her synlig som selve den åndelige verden. At forstå dette rigtigt er at se den åndelige verden som en realitet, selv om man i øjeblikket kun er dagsbevidst på det fysiske plan. At benægte en åndelig verdens eksistens vil være det samme som at benægte tidens eksistens. Når det jordiske menneske er kommet videre i sin udvikling, og de seks grundenergier er kombineret på en anden måde i dets bevidsthed, end det nu er tilfældet, vil det opleve tiden i et større perspektiv. Det vil korrespondere mere bevidst med detaljerne i sit åndelige rum, og det vil ikke være bange for, at fortiden er forsvundet, eller for at det selv skulle kunne gå til grunde. Det vil se tiden under evighedens synsvinkel og vide, at det altid selv er centrum for sin egen tilværelse, altid "midt i evigheden".

Tiden og evigheden, eller det foranderlige og det uforanderlige, bevægelsen og det faste punkt er de kontraster, uden hvilke en evig livsoplevelse ville være umulig. Vi bruger i vor daglige tilværelse her på det fysiske plan et instrument, som er et udmærket symbol på dette kontrastprincip: uret. Uret er ikke blot en praktisk opfindelse, men også, fordi det er i kontakt med livslovene, et genialt symbol på livets evige princip. Urets skive med dets centrum og faste punkt er symbol på evigheden, det faste og uforanderlige, viserne symboliserer skabeevnen, der skaber tiden, bevægelsens stadier, som igen markeres ved tallene, der danner rummet med dets detaljer, hvori markeringerne og livsytringerne udfoldes. Uret bliver også her synlig som symbol på det treenige princip eller det levende væsens analyse: Jeget eller skaberen, skabeevnen og det skabte.

Samtidig med at man forstår, at tiden er den nødvendige kontrast, som markerer evigheden, har det lige så stor betydning at få indsigt i, at uden evigheden ville begrebet tid slet ikke eksistere. Rent fysisk giver tiden sig til kende som "alder", men hvad vil det sige, at noget f.eks. er 25 år gammelt? Det vil ikke sige, at det har eksisteret uforanderligt i 25 år. Det er der intet, som er skabt eller manifesteret, der kan. Alt i tidens og rummets verden forandrer sig og forvandles. Det vil heller ikke sige, at skaberen eller jeget bag det manifesterede er 25 år, for det, som er selve evigheden, har ingen alder. Hvad dækker da kosmisk set udtrykket: "Den unge mand er 25 år gammel"? Det, vi i dag oplever af det unge menneske, så ganske anderledes ud for 25 år siden, det repræsenterer noget, der er kommet til med årene. Det har en helt anden højde og vægtfylde, og det repræsenterer en helt anden begavelse. Hverken højden, drøjden eller begavelsen repræsenterer 25 år, men er blevet til lidt efter lidt. Begrebet 25 år udtrykker derimod de åndelige rum, inden for hvilke det omtalte væsens jeg har afstedkommet den forandringsproces i materien og bevidstheden, vi kalder dets fysiske liv. Nævnte "jeg" har haft 25 åndelige rum at skabe forvandling i, men væsenet selv er ikke blevet et eneste lille sekund ældre. Vi er alle ifølge vort inderste væsen evige realiteter, vi har alle i vort fysiske liv haft en tid som etårig, en tid som toårig osv., hele vort liv er inddelt og klassificeret i åndelige rum. Og det er i disse åndelige rum, at vi med hukommelsen eller erindringsevnen kan finde tilbage og åndeligt genopleve de tidligere fysiske oplevelser.

Ved hjælp af tiden markerer livet vort fysiske legemes fødsel og dets alder og vil engang komme til at markere det, vi kalder "døden", hvilket vil sige samme fysiske legemes adskillelse fra vort jeg og vor bevidsthed eller vort åndelige rum. Men efter denne adskillelse er der ikke sket nogen forandring i princippet, kun i detaljerne. Det levende væsen befinder sig stadig i sit evige nu mellem fortid og fremtid, mellem bevidsthedsbevægelser, som det selv har skabt, og som det selv skaber. Der er dog sket en forandring ved "dødsprocessen", nemlig at væsenet i en periode ikke oplever indtryk gennem fysiske sanser eller skaber i fysisk materie. Det oplever nu i en anden "tidsdimension" og må lære at indrette sig efter denne. Umiddelbart efter døden er væsenets dagsbevidsthed endnu dirigeret af vaner og tanker, som hører den fysiske verden til, selv om det ikke mere er i besiddelse af et fysisk legeme med organer og redskaber, hvormed det kan vekselvirke med det fysiske plan. Denne første tilstand efter "døden" kan i visse tilfælde blive en "skærsild" for væsenet, hvis det har været alt for afhængig af sine fysiske vaner og har svært ved at omstille sig til en rent åndelig tilværelse. Ligeledes bliver det en "skærsildsoplevelse", men af mere ubehagelig karakter, hvis væsenets åndelige rum er opfyldt af had, vrede, bitterhed, angst eller dårlig samvittighed. Det er dog alt sammen noget, væsenerne vil blive hjulpet ud af. Men det er vigtigt at understrege, at ingen behøver at opleve sådanne ubehageligheder, hvis de selv vil gøre noget for at undgå det.

Hvordan kan man gøre noget for at undgå at opleve en eventuel ubehagelig "skærsildsoplevelse", når man har forladt sin fysiske organisme? Det kan man ved at rense sin bevidsthed for negative tanker og følelser, mens man lever i den fysiske verden. Derved udrenser man sit åndelige rum for sådanne detaljer, der kan give ubehagelige oplevelser. Desuden kan man gøre noget for at udvikle sin tankeverden gennem åndelige og intellektuelle interesser. Da er man ikke afhængig af et rent fysisk betonet vanemønster, men kan hurtigt ved åndelige væseners hjælp vænne sig til livsoplevelsen i en ikkefysisk verden, der har så meget at byde ethvert menneske, der er i besiddelse af næstekærlighedsevne og et tanke- og følelsesliv, det naturligt kan leve videre på efter "døden". De levende væsener kan ikke lære at tænke i den åndelige verden; det kan kun læres på det fysiske plan, hvor det gør ondt at tænke forkert. Derfor må væsenet, som har mistet sin fysiske organisme, inkarnere i den fysiske verden igen, indtil det fuldt ud har lært at tænke i overensstemmelse med livets love, hvilket er ensbetydende med, at bevægelserne i dets åndelige rum vibrerer på bølgelængde med grundtonen i universets åndelige rum, der er det samme som Guds bevidsthed.

Inden den nye inkarnation kommer væsenet dog først til at opleve et kredsløb i de åndelige rum, som omgiver alle jordmenneskers åndelige rum, nemlig jordklodevæsenets åndelige legemer, der er det samme som jordklodevæsenets bevidsthed. Jordklodevæsenet har naturligvis også sin tidsoplevelse eller markering af sin evighedsoplevelse. Men der spiller perspektivprincippet ind således, at det, der for makrovæsenet eller jordkloden kun er et øjeblik, er et stort tidsrum for mikrovæsenet eller det jordiske menneske. Det er forhold, som i fremtiden vil blive afsløret for alle udviklede forskere, så man kan se det naturlige i, at "tusind år kan være som én dag og én dag som tusinde år".

Når væsenets dagsbevidsthed gennem den såkaldte dødsproces er overført til det åndelige eller stråleformige rum, hvor der ikke er afstand, men tilstand, og hvor man ikke møjsommeligt skal bevæge en krop i rummet, men blot behøver at tænke, for at materien lystrer tanken, da er væsenet straks efter dødsprocessen som tidligere nævnt lukket inde i sin egen tankeverden. Det er som et foster før en fødsel. Men nu er det den åndelige verden, det skal fødes til. I denne "fostertilstand" og kun dér, er det, at en eventuel "skærsildsoplevelse" kan finde sted, hvis væsenets tankeverden er meget materialistisk betonet eller negativ. Men også dér er der "fødselshjælpere" eller skytsånder, som efter væsenernes bøn om hjælp suggererer de mørke tanker bort. Befriet for deres eget mørke (som de selv skal lære at overvinde i en senere inkarnation) har væsenerne nu oplevelsesmuligheder gennem de positive menneskelige evner og talenter, de har i deres bevidsthed eller åndelige rum. Med dem kan de komme på bølgelængde med andre væseners åndelige rum og med klodevæsenets og universets åndelige rum, begrænset af deres eget moralske og intellektuelle stade. Men hvor små deres evner og talenter af guddommelig-menneskelig karakter end måtte være, vil de dog bibringe væsenerne de skønneste oplevelser bl.a. i vekselvirkning med "gamle venner" og med væsener, der nu er hjemmehørende i de åndelige verdener. På et vist stadium i deres oplevelser i disse verdener vil jordmenneskene føle trang til at vende tilbage til den fysiske verden for at udvikle deres tænke- og næstekærlighedsevne ved at overvinde modstand. For modstand findes ikke i de åndelige verdener. Dér lystrer materien tanken og viljen. Når man tænker, så står det der. Jordmennesket skal nu atter fødes, men denne gang til den fysiske verden. Det skal høste den fremtid, det har sået i sin fortid, og det skal så en ny fremtid. Det skal prøve at skabe et åndeligt rum, som er mere på bølgelængde med universets grundtone eller næstekærlighedsloven, end det tidligere er lykkedes for det. Det skal i nuet i en fysisk verden møde sin fortid som skæbnedannelse og gennem sin mere menneskelige reaktion skabe en ny og bedre skæbne. Dets bevidsthed eller åndelige rum skal fyldes med erfaringer, evner og talenter, som vil gøre dets næste ophold i de åndelige verdener efter dets næste "død" endnu rigere og skønnere end før. Engang vil dets åndelige rum – "i tidens løb" – som man siger, være af en sådan lyskvalitet eller erfaringsrigdom, at det har overvundet mørket eller uvidenheden. Da vil det kunne inkarnere på det fysiske plan uden at fødes, nemlig ved ud fra sit åndelige rums viden og kunnen at materialisere en organisme på et øjeblik. Da har det herredømmet over tiden, fordi det har herredømmet over sit åndelige rum. Da er det mennesket i Guds billede efter hans lignelse, det er blevet tidens og rummets herre. Og det er der ikke ét eneste jordisk menneske, der ikke engang skal blive.